Læsetid: 3 min.

Næsten en rigtig koncert

Musikbedømmelse måtte vige for nostalgi, da Axl Rose torsdag aften belønnede 13 års ventetid med et behjertet forsøg på at opretholde illusionen om det rigtige Guns N´ Roses
1. juli 2006

"Axl Rose - you were my hero," står der på banneret over den buhende mængde. Guns N' Roses skulle have spillet for 57 minutter siden, og publikum er ved at miste tålmodigheden.

"Han kommer jo ikke," siger én, mens andre gætter på, hvornår Axl mon er gået kold, og hvilke stoffer eller kvinder der skal til for at vække ham. Axl Rose er kendt for at aflyse koncerter i et væk, og han skabte uro - og moro - på Roskilde, da han to dage før denne aften blev arresteret for hærværk og for at have bidt en svensk sikkerhedsvagt i benet!

Men mod alle odds genlyder de pludselig på festivalen, de første berømte toner til "Welcome to the Jungle", og 50.000 mennesker eksploderer i en kollektiv rus. For en stund lykkes det at vække den nostalgi, vi alle er kommet efter.

Denne koncert er intet uden Axl Roses fortid, og han ved det. Det er derfor, halvdelen af aftenens sange kommer fra den 19 år gamle debutplade Appetite for Destruction. Og mens Axl lader som ingenting, prøver alle de fremmødte ihærdigt at forestille sig, at det er Slash, Duff og resten af det rigtige Guns N' Roses, der spiller med ham i aften. Det Guns N' Roses, der brød igennem som et straight rock'n'roll-band, pustede sig op gennem Axls megalomani og imploderede, da bandet ikke længere kunne holde til ham.

Skriger ligesom altid

Axl beholdt sit ego, smed de andre ud og turnerer i dag med en anden gruppe musikere, der spiller 15-20 år gamle Guns N' Roses-numre og lige så godt kunne være papmaché-figurer af de gamle stjerner. For det er de gamle sange, folk er kommet for at høre (kun tre nye, ret anonyme sange bliver det til denne aften - altså tre sange skrevet efter 1991!), og derfor skal koncerten i aften bedømmes på nostalgi og ikke på musikalsk kvalitet. Har man ikke været teenager på et tidspunkt imellem 1987 og 1994, vil man næppe nogensinde forstå glæden ved Guns N' Roses.

Den glæde, det er at se sit langhårede idol svinge mikrofonstativet omkring sig, er næsten ved at vende tilbage i aften. Nok spæner den 44-årige Axl ikke lige så meget rundt på scenen som i storhedstiden, nok drikker han vand hele tiden og puster ud under forlængede instrumentale passager, men når han er på, laver han alle trademark-bevægelserne, stamper i jorden og svajer i benene. Og holder overraskende nok også tonerne og skriger præcis lige så indlevende, som han altid har gjort.

Som en levende udstilling

Bandet spiller habilt, men det er ikke dem, det handler om. Det handler om sangene; om "November Rain", "Patience", "You Could Be Mine" og "Sweet Child O' Mine", og vi får dem allesammen, uden at det nogensinde bliver direkte pinligt. Kun de kedelige og mange minutter lange klaver- og guitarsoli trækker koncerten i langdrag som symbol på en tid, hvor den slags rent faktisk var normalt til koncerter.

De 13 år siden sidste Guns N' Roses-plade - et halvt liv for mange af bandets fans - har sat sine spor, og det er svært at slippe følelsen af, at det her er en levende udstilling med det ene formål at genvække minder. Det er en blandet fornøjelse, når man samtidig på de andre scener kunne have fået nye, friske toner fra Clap Your Hands Say Yeah eller svævet ud i verdensrummet med Sigur Rós.

Alligevel er der intet valg: Har man én gang klædt sig i bandana og imiteret Axl Rose, kan man ikke sige nej til at opleve sit psykopatiske, voldelige og gennemført usympatiske barndomsidol i levende live.

Han klarer det næsten lige så godt, som man havde håbet, og leverer en om ikke forrygende så i hvert fald bedre koncert, end man let kunne have frygtet. Og da han til sidst griber en sportsfløjte, sætter "Paradise City" i gang og drøner de sidste ture rundt på scenen, går publikum fuldstændig bananas i massehopperi og skøn, falsk singalong.

Axl vælger at dedikere showet til "dem, som har potentialet til at blive lige så fucked up som mig". Resten af os kan glæde os over, at han stadig selv fylder dén rolle ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her