Læsetid: 5 min.

Naive Seidenfaden

Politikens chefredaktørs tiltro til Sharon som pragmatisk fredsmager i Mellemøstenkonflikten er ude af trit med realiteterne
2. januar 2006

Det er sjældent, jeg er voldsomt uenig med Tøger Seidenfaden. Det kunne jeg også konstatere, da han den 29. december deltog i Koplevs Krydsfelt. Men til sidst fik han mig alligevel op af stolen. Med en overraskende positiv bedømmelse af premierminister Ariel Sharon.

Seidenfaden talte om et "opmuntrende nybrud i israelsk politik" og om "en bedre udsigt til en pragmatisk nøgtern fredsaftale, end vi har haft i mange år." Kjeld Koplev bemærkede, at det ikke svarede til vurderingerne hos Herbert Pundik, og Seidenfaden erkendte, at Politikens mand på stedet har en betydelig mere pessimistisk vurdering, men gik derefter over til at prise Sharons tilbagetrækning fra Gaza, hvad han så som et tegn på, at den israelske premierminister var blevet klogere og erkendte fortidens fejltagelser.

Jeg tror, at alle, der gennem lang tid har beskæftiget sig med den mellemøstlige konflikt, desperat søger efter en positiv udvikling og bliver træt af rollen som dommedags-spåmand. Men den bedømmelse af Sharon og hans politik, som Seidenfaden lagde frem, er simpelt hen for naiv og for langt fra kendsgerningerne.

Kendsgerningen er, at Sharon ikke trak sig ud af Gaza som led i en forhandlet aftale med det palæstinensiske selvstyre, men på grund af to forhold: Nemlig at det var gået op for premierministeren og hans kreds, at Gaza med de kun 8.000 jødiske bosættere midt i et hav på 1,4 mio. arabere var en væsentlig del af den demografiske bombe, som truer den israelske besættelsesmagt, hvis man ikke får separeret så mange palæstinensere på så lidt jord som mulig, og at omkostningerne ved besættelsen i øvrigt var helt ude af proportioner i forhold til antallet af bosættere.

Den mediemæssigt voldsomt eksponerede tilbagetrækning havde desuden for Sharon den sidegevinst, at den hos mere overfladiske iagttagere fik ham til at fremstå som forvandlet, som en fredens mand.

I god tid varslede Sharon til israelerne, at tilbagetrækningen fra Gaza ikke betød noget lignende for Vestbredden, og under besøg i de store bosættelser omkring Jerusalem slog han fast, at de aldrig ville blive rømmet, men snarere udvidet.

Mur som ny grænse

Så sent som 2. juledag offentliggjorde Sharons boligminister, at der skulle bygges 228 nye boliger i Etzion-blokken vest for Betlehem.

Men det er tilsyneladende blot en enkelt brik i den i gangværende plan om 30.000 flere bosættere på Vestbredden og Østjerusalem. Altså langt flere end der blev evakueret fra Gaza - og i den grad i strid med den Køreplan for Fred, som Sharon hævder, han går ind for.

Jeg ville ønske, at Tøger Seidenfaden ville forlade sit kontor på Rådhuspladsen og drage til Jerusalem. Her kunne han så tage med den israelske antropolog Jeff Halper på en tur i det projekt, som hedder Jerusalem Konvolutten, og dermed klart forstå, hvordan Sharon ikke bare i strid med alle internationale aftaler og FN-resolutioner annekterer Østjerusalem, men også udvider det.

Jeg selv var på en sådan tur for et halvt år siden, og allerede da kunne man se, hvordan Muren skabte helt nye facts on the ground. Som Jeff Halper siger om annekteringen af bosættelsesblokkene omkring Jerusalem inklusiv Ma' aleh Adumim:

"Selv om man hermed har fuldstændig kontrol over hele landet mellem Middelhavet og Jordanfloden, behøver Israel alligevel en palæstinensisk stat. Israel bliver nødt til at blive af med de næsten fire millioner palæstinensiske indbyggere, som Israel hverken kan give statsborgerskab eller holde i en tilstand af permanent slaveri. Hvad Sharon derfor ønsker, og hvad Bush er gået med til, er en isoleret palæstinensisk ministat, et bantustan, en fængselslignende stat på 10-15 procent af det oprindelige Palæstina."

Enhver palæstinensisk leder, der skriver under på noget sådant vil blive betragtet som en quisling - det kan simpelt hen ikke lade sig gøre - og derfor vil Sharon - bakket op af Shimon Peres efter dennes nederlag i Arbejderpartiet - gennem mur og hegn ensidigt fastlægge grænsen inde på Vestbredden.

De gamle checkpoints afløses nu af egentlige grænsestationer, beliggende midt i det besatte område f.eks ved Kalandia, mens et udstrakt system af veje og tunneler skal sikre forbindelser til de bosættelser, der kommer på den forkerte side af Muren, men som man ikke ønsker at rømme.

Alt dette sker uden protester af betydning fra USA eller EU, og det har bestemt heller ikke vakt nogen international storm, at den israelske regering vil nægte de palæstinensere, som bor i Østjerusalem, at stemme ved parlamentsvalget den 25. januar.

Volden

Seidenfaden kom også ind på Hamas, terrorisme og brug af vold og havde her et mere nuanceret syn end de fleste i retning af at anerkende, at det kan være nødvendigt på et tidspunkt at tale med de grupper, som anvender vold. Men det undrede mig, at han slet ikke havde blik for og i samme åndedræt nævnte den vold, som de besatte palæstinensere hver dag er udsat for.

Mit andet nytårsønske skulle derfor være, at han ville læse en række af de artikler fra de besatte områder under rubrikken "Twilight Zone", som Gideon Levy hver fredag skriver i avisen Ha'aretz.

I udgaven fra den 23. december beskriver den israelske journalist, hvordan en 43-årige arbejder, Mahmoud Shawara - far til ni børn - blev arresteret af grænsepolitiet, da han med sit muldyr var draget fra sin landsby Nuaman øst for bosættelsen Har Homad til nabobyen Umm Touba for at søge arbejde.

Han blev senere fundet bevidstløs på jorden med hænderne bundet til muldyrets seletøj og døde af sine sår på hospitalet. De israelske myndigheder siger, han må være faldet af det urolige muldyr, mens landsbybeboerne hævder, at det er anden gang, man har oplevet denne bestialske form for afstraffelse.

Når de ekstreme grupper bliver stadig større i Gaza og på Vestbredden, hænger det direkte sammen med besættelsens daglige grusomheder, og med at enhver palæstinenser kan gennemskue, at Sharon - med Bushs støtte - målrettet knuser ethvert håb om en retfærdig, forhandlet fredsaftale. Og vi er medskyldige, så længe vi aldrig for alvor sætter hårdt imod Sharons ensidige handlinger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu