Læsetid: 3 min.

Naivister kan man ikke kalde dem

Naivisterne er mere forskellige, end Jespersen og Pittelkow fremstiller dem. Men hvis de knap så naive naivister vil give islamisterne og højrefløjen modspil, må de tage sig sammen
2. september 2006

Karen Jespersens og Ralf Pittelkows Islamister og Naivister er det seneste indlæg i debatten om Islams rolle i Vesten. Forfatterne retter (ikke overraskende) en skarp kritik mod begge grupper, men især kritikken af naivisterne kræver nuancering.

Mens kritikken af islamisterne efterhånden er velkendt, ophidser naivisterne i mindre grad sindene i den offentlige debat. Det gør dem ikke mindre problematiske, for naivisterne er, ja, naive. Forfatterne sætter endda navne på! Bl.a. gamle kendinge fra Information og Politiken. Naivisterne overser, at nogle muslimer hylder en ideologi om at nedbryde demokratiet - naivisterne inviterer fundamentalisterne med til det store humanistiske lejrbål med 'plads til os alle'.

Det er bare ikke alle, der bør sidde med ved bålet. Der findes grupper, som under ingen omstændigheder skal bydes på snobrød og guitar, alene fordi deres mål er at modvirke ethvert samspil og hælde benzin på bålet.

Forfatterne illustrerer denne pointe med et for mig velkendt eksempel, nemlig kommunikationsdirektøren for ISS. Efter en integrationskonference roste direktøren Imam Abu Laban til skyerne for hans karisma og indsigt - han blev klogere under Muhammed-krisen.

Naivisterne er dog mere forskellige, end Jespersen og Pittelkow fremstiller dem. Selv blandt naivisterne findes der mere realistiske tilgange til integrationsproblematikken, men mange holder inde med kritikken af islamisterne af frygt for at gå højrefløjens ærinde. Dermed ender de i virkeligheden med at gavne samme højrefløj, som de tager så stærkt afstand fra, idet de lader bl.a. Dansk Folkeparti fremstå som det eneste bolværk mod islamismen.

Hvis de knap så naive naivister vil give islamisterne og højrefløjen modspil, må de tage sig sammen. I dag overlader de debatten til ekstreme debattører, der typisk tager kampen op på de forkerte fronter. Da Kvinder for Frihed gik ind i debatten om den tørklædeklædte studievært, Asmaa, blev debatten f.eks. direkte afsporet. Kvinder for Frihed fokuserede udelukkende på tøjet - på tørklædet som symbol på kvindeundertrykkelse. Synspunktet kan have sin rigtighed, men den vigtigste diskussion - nemlig diskussionen af de holdninger, der ligger bag tørklædet - forstummede. Man anfægtede kvinders ret til at klæde sig, som de vil, hvor man i stedet burde anfægte tvang og ufrivillighed. Det blev en debat mellem ekstremister på begge sider, og de hårde fronter fik skræmt de fornuftige stemmer væk.

Mens naivisterne glimrer ved deres berøringsangst, går islamisterne anderledes håndfast til værks. De spreder had mod især "frafaldne muslimer",og hadet til de frafaldne er langt større end hadet til fx Dansk Folkeparti.

Der synes da også at være en uhellig alliance mellem Dansk Folkeparti og islamisterne selv: jo grovere DF er, jo flere tilhængere får islamisterne.

Jespersen og Pittelkows kritik af naivisterne og islamisterne er som altid råt for usødet. I modsætning til naivisterne må forfatterne vel nærmest betegnes som pessimister. Jeg er dog meget enig i opfattelsen af islamismen som vor tids totalitære trussel, og at totalitarismen er på fremmarch i muslimske miljøer.

Forfatterne begår dog den fejl, at de ikke altid skelner mellem ortodokse muslimer

(muslimer som praktiserer islam efter bogens bogstav uden at være politiske) og islamister, eller mellem Sharia som lov og Sharia som tro.

Jeg savner samtidig, at forfatterne inddrager den store gruppe af ikke-islamistiske muslimer som en vigtig aktør i kampen mod ekstremismen - de skal inkluderes.

Mest af alt savner jeg konkrete løsninger. Jespersen og Pittelkow påpeger relevante problemstillinger, men hvad vil de konkret gøre ved dem? Hvorfor ikke en opfordring til at kortlægge ideologien bag og forske i tiltrækningskraften ved islamismen?

Hvad skal vi - helt konkret - gøre med den 17-årige muslim, der på under et år går fra at være velintegreret til at være terrorsigtet? Hvorfor ikke en opfordring til større civilcourage, til at vi alle som borgere bekæmper udemokratiske tendenser, hvorend vi møder det? Forfatterne kunne også have berørt de globale løsninger, nemlig løsningen af de konflikter, som islamisterne misbruger til at udbrede deres ideologi, fx Palæstina, Irak, Afghanistan og Libanon.

Så lad dette være en opfordring til de fremragende kommunikatorer Jespersen og Pittelkow, som også denne gang har begået en relevant og interessant debatbog: kast

jer over projekt Løsningen på islamisme. Så bliver 2'eren for en gangs skyld mindst lige såinteressant.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu