Læsetid: 3 min.

Nano med måde

Nanoteknologien vælter frem med uanede muligheder. Men vi ved ikke noget om de sundheds- og miljømæssige risici, for stofferne opfører sig helt anderledes på nanoplan - der er brug for mere forskning, mener eksperter
16. juni 2006

Nanoteknologien medfører helt uanede mængder af muligheder, men som ved alle andre nye teknologier vil der formentlig også være en bagside af medaljen. Først og fremmest er man nervøse for konsekvenserne for miljøet og folkesundheden, efterhånden som nanoteknologien sniger sig ind i stadig flere produkter. Senest er en kedelig sag fra Tyskland dukket op, hvor mere end 100 kunder har meldt om åndedræts-besvær efter at have brugt en spraydåse med nanopartikler.

På Danmarks Miljøundersøgelser er man gået i gang med at vurdere de miljørisici, der er forbundet med nanoteknologi. Seniorforsker Anders Johansen vurderer, at der er grund til at være påpasselige:

"Nanoteknologien har potentiale til at blive et kæmpe miljøfremskridt, men der vil med stor sandsynlighed være grund til at risikovurdere nogle af de nanomaterialer, der kommer. For nogle af dem vil formentlig være toksiske og skadelige for miljøet."

Han mener ikke, at vi behøver ligge søvnløse om natten:

"Der er ingen grund til at være skrækslagen, men der er grund til at være forsigtig - og vi er nødt til at tænke os om. Mange af de nye stoffer har egenskaber, vi ikke har set før, for når de kommer ned i nanostørrelse, kan stofferne skifte karakter, og vi kan ikke forudsige, hvordan deres kemiske og biologiske reaktivitet vil være. Det er jo en del af finten ved nanoteknologien - at der kommer nye egenskaber. Derfor skal man også være forsigtig," siger Anders Johansen.

I Sundhedsstyrelsen har man lavet et principnotat, i hvilket det blandt andet hedder, at "ureguleret produktion og anvendelse af nanostrukturer på længere sigt måtte antages at kunne bidrage til sygelighed og dødelighed i befolkningen". Afdelingslæge Peter Saugmann-Jensen står bag notatet:

"Jeg tror sagtens, at vi som samfund kan håndtere dette fornuftigt. Ligesom ved al anden teknologi betyder det, at de sundhedsmæssige aspekter skal medtænkes," siger han. Også han mener, at der er grund til at være forsigtig:

"Noget af det spændende ved nanoteknologien er, at den tillader os at definere nye egenskaber ved stofferne - og derfor er vi også nødt til at forestille os, at der kan være nogle sundhedsmæssige risici, som vi ikke på forhånd kan afklare," siger han.

Forskellige egenskaber

I dag er mellem 20 og 40 produkter med nanomaterialer i handlen i Danmark, men i de nærmeste år vil det tal stige drastisk - og man vil begynde at bruge mange flere nye materialer, hvor mange vil være vidt forskellige, fortæller Anders Johansen:

"Man kan ikke skære stofferne over én kam. Der vil komme mange nye stoffer, som har vidt forskellige fysiske og kemiske egenskaber."

Indtil videre har Danmarks Miljøundersøgelser kun beskæftiget sig med kulstofbaserede nanomaterialer, så der er lang vej igen - og det kan være svært at følge med udviklingen:

"Det vil være fuldstændig umuligt at undersøge dem alle, så vi må prioritere dem, vi kan forvente vil være mest problematiske, og så lade de andre være. For at vi kan følge med udviklingen, er det nødvendigt, at vi har et tæt samarbejde med nanoforskerne. Det er jo meningen, vi skal være trygge ved nanoteknologien, så de har også en interesse i at samarbejde," siger Anders Johansen.

Peter Saugmann-Jensen mener, at nanoforskningen og risikovidenskaben ofte vil gå hånd i hånd:

"Hvis en forsker udvikler en egnet målemetode for luftbårne nanopartikler i forskningslaboratoriet, bliver det lettere at designe optimal beskyttelse i forbindelse med produktion. F.eks. hvad der skal kræves angående udluftning, maske osv. Men den nye målemetode er selv ny nanoteknologi og repræsenterer ny viden, der kan anvendes bredere. Det er to sider af samme sag," siger han.

Anders Johansen mener, at nanoforskerne også bør gå efter at designe stofferne med miljøet i baghovedet:

"Vi må identificere de mest problematiske stoffer, men man kunne også prøve at stimulere udviklingen af nanoteknologien i en mere miljøvenlig retning. Miljøet er jo ikke den første faktor, der tænkes på, når man designer nye nano-stoffer. Men en af pointerne ved nanoteknologien er netop, at man kan designe nye stoffer i højere grad end før - og derfor er det også oplagt at designe stofferne i en så miljøvenlig udgave som muligt, hvis der er mulighed for det."

I dag fremlægger teknologirådet en rapport om risikovurdering og regulering af nanoteknologiske produkter - blandt andet med en række anbefalinger til, hvilke tiltag danske politikere og myndigheder kan iværksætte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her