Læsetid: 3 min.

Napoleon for fans

I weekenden åbnede Det Kongelige Bibliotek udstillingen 'Magtspillet' om Danmark under Napoleonskrigene
5. december 2005

Et skib lavet af en krigsfanges suppeben, satiretegninger af engelske soldater og den originale traktat fra Tilsit-freden er en række af de ting, man kan opleve i Rotunden under Diamanten, Det Kongelige Bibliotek. På 200-års dagen for Napoleons triumf i slaget ved Austerlitz åbnede Prins Joachim fredag udstillingen Magtspillet. Danmark og Napoleon.

"Det er ikke den store Napoleon-udstilling, men en udstilling, der skal vise, hvordan Danmark som lille land kom i klemme mellem to stormagter, og hvordan det gik galt, selv om man gjorde, alt hvad man kunne for at forhindre det," fortæller udstillingsredaktør Rasmus Glenthøj.

Udstillingen er først og fremmest for historieinteresserede, men bruger man en aften på at genopfriske historien, kan man sagtens være med.

I rotunden under Diamanten hilses man af Thorvaldsens buste af Napoleon med kejserørnen foran og en fredspalme i ryggen. Kejseren, der kan skabe krig og fred.

"Napoleon fik lavet tusindvis af buster af sig selv, som han fik placeret rundt omkring i herskabelige hjem. sammen med hans 'pressefotos', kobberstik, var det en effektiv markedsføring," fortæller Rasmus Glenthøj.

Fra kobberstik og billeder af hovedpersonerne i perioden, Frederik den sjette, zar Alexander og general Bernadotte, ser man bombardementet af København i 1807 i kobberstik og i bogform: I en montre ligger et iturevet eksemplar af en af de bøger, der blev ramt på det daværende universitetsbibliotek på Trinitatis Kirkes loft - filosoffen Marsilius fra Padovas Fredens Forsvarer.

"Københavns bombardement er blevet kaldt verdenshistoriens første terrorbombe. Danmark havde indtil da nydt fred i 80 år og betragtede sig selv som et fredens land. Chokeffekten må have været på linje med nutidens 11. september," siger Rasmus Glenthøj.

Det efterfølgende had til englænderne udmundede blandt andet i satiriske tegninger, der også kan ses på udstillingen, og i en voksende patriotisme.

"Det er i disse år, vores nationale identitet formes. Man skal tænke på, at Danmark dengang var en helt anden stat med Norge, Slesvig-Holstein og de oversøiske kolonier. Det var et kosmopolitisk århundrede, hvor ens identitet bundede i at være borger frem for dansker. Så konstruerede man helstatsidentiteten, hvor danskere, nordmænd og holstenere var brødre," siger Rasmus Glenthøj.

Kunst af krigsfanger

Blandt de mange billeder dukker en montre op med et lille, hvidt modelskib og et spil domino af ben. Fint håndværk, men med en dyster historie.

"Nordmænd og danskere blev taget til fange på engelske krigsskibe, hvor mange af dem aldrig slap ud igen. For at få tiden til at gå, brugte man ben fra den suppe, man levede af, til at lave spil og andre ting," siger Rasmus Glenthøj.

Bagved står den dragt, den danske gesandt brugte ved Napoleons kroning, og som i hundrede år efter blev brugt i Holberg skuespil på det Kgl. Teater, indtil Nationalmuseet opdagede det og tog dragten i forsvarlig opbevaring. Og i midten af lokalet står 'skatkammeret': originaludgaven af den 2. hemmelige protokol fra Tilsit-freden, udlånt fra Frankrig og Napoleons ratifikation af alliancetraktaten mellem Danmark og Frankrig. Guf for fans, men Rasmus Glenthøj håber, at nybegynderne også vil slå et smut omkring Diamanten.

"Formålet er at udvide folks historiehorisont. For langt de fleste går den ikke længere tilbage end til 1940, og Anden Verdenskrig fylder utroligt meget i den offentlige debat. Går den længere tilbage, er det måske til nederlaget i 1864. I perioden før er Danmark et helt andet samfund, men det er vigtigt at vise, fordi der også kan drages paralleller fra den verden til i dag."

'Magtspillet. Napoleon og Danmark.' Diamanten, Det Kongelige Bibliotek frem til 12. april 2006. Manddag til lørdag 10 - 21

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu