Læsetid: 5 min.

Narkobønder styrker Taleban

Taleban vinder i stigende de fattige, afghanske bønders støtte ved at forsvare deres opiumsmarker
12. september 2006

Jamilla Niazi er en ca. 40-årig kvinde med fregnet ansigt og høje kindben. Da hun ankommer til en flygtningelejr i Helmand-provinsen for at tale med mig via webcam, er hendes ansigt først tilhyllet i den blå burka, hun er tvunget til at bære i den brændende sommerhede. Hun hiver hoveddækket af og smiler. Det gør hun ellers ikke så meget mere. Ikke siden truslerne om at myrde hende eller vansire hendes ansigt med syre begyndte at komme. Jamilla har ifølge trusselsbrevenes forfattere gjort sig skyld i en afskyelig krænkelse imod Afghanistans evige morallove: Hun har været lærer og rektor på en pigeskole.

"Taleban er tilbage. De kontrollerer igen vores område," siger hjælpearbejderen fra Senlis-rådet, som står ved hendes side. Aftenen før vores samtale nedbrændte den islamistiske miltis en skole i nabobyen Nabili, og den har svoret, at Jamillas skole står for tur. Jamilla voksede op i en nation, hvor 40 pct. af kvinderne havde arbejde - en højere andel end i flere vestlige lande i sin tid - men da Taleban greb magten i 1996, blev hun beordret til at holde sig hjemme. Lyden af kvindelatter blev udråbt til en forbrydelse, der skulle takseres til piskestraf. Kvinder tiltalt for utroskab, lesbiskhed eller læsning af andre bøger end koranen blev skudt på Kabul sportsstadion foran en hujende mængde af mænd.

Men Jamilla kunne ikke acceptere at blive reduceret til fange i sit eget hus. Hun oprettede en hemmelig skole for piger i sit hjem og fortsatte med at undervise i læsning og skrivning. "Alligevel var det som at sidde i fængsel," fortæller hun. "I seks år var jeg syg i mit hoved. Nu gør det ondt igen. Jeg er bange, fordi vi er på vej tilbage til den tid."

Ingen beskyttelse fra FN

Sådan havde hun ikke tænkt sig, det skulle gå. "Jeg var så glad, da jeg så udlændingene komme i 2001. Vi jublede alle af glæde over at se Taleban forsvinde. Alle kvinder var glade. Også de fleste mænd. Det er vi ikke længere."

Da Taleban regrupperede sig og igen begyndte at udøve sit psykologiske terrorherredømme over hendes hjemsby Lashkagar, blev Jamilla grebet af bekymring for, at hendes skole skulle blive angrebet. Den afghanske præsident, Hamid Karzai, indrømmer, at over 200 pigeskoler allerede er blevet ødelagt af Taleban - det reelle tal er givetvis højere. Flere lærere er skudt ned for øjnene af deres elever, og i et enkelt tilfælde blev en landmine placeret på en legeplads.

Da dødstruslerne kom, henvendte hun sig til den nærliggende britiske militærbase for at bede om beskyttelse. I lyset af at den megen vestlige retorik under Afghanistan-invasionen om, at vi gik i krig for at hjælpe og frigøre kvinder som Jamilla, gik hun ud fra, at hun straks ville få det. De britiske soldater var venlige og forstående, men forklarede hende: "Desværre, det er ikke vores opdrag". Deres ordrer omfattede ikke at yde direkte beskyttelse til civile kvinder og piger imod Talebans morderbander. Beklager.

Hvordan kunne det gå så galt i Afghanistan - fem år efter alle fromme løfter? Det uafhængige Senlis-råd har over 50 rapportører, der lever blandt almindelige afghanere, og i dets omfattende undersøgelse om Talebans genkomst får vi svaret: Bush-regeringen stædige fiksering på ved siden af 'krigen mod terror' at ville udkæmpe en 'krig mod narko' styrer os direkte ud i et nederlag i krigen mod Taleban.

Over de seneste fem år har et skummelt selskab kaldet DynCorp med britisk og amerikansk støtte opsøgt nogle af Afghanistans fattigste bønder for systematisk at ødelægge deres opiumsmarker. Emmanuel Reinert, direktør for Senlis Rådet, forklarer: "Talebans genkomst er direkte relateret til dette program for udryddelse af opium. Taleban ville ikke have haft så let spil, hvis USA ikke så aggressivt var gået efter at ødelægge afgrøderne. Dette er den afgørende grund til, at afghanere i stort tal vender sig imod udlændingene."

Hvordan ville vi selv reagere, hvis vi i forvejen sultede - en fjerdedel af de afghanske børn dør, før de fylder fem - og en fremmed hær svor at fjerne 70 procent af vores økonomiske livsgrundlag? Reinert tilføjer: "Amerikanerne har gennemført deres afgrødeødelæggelser i præcis de områder, hvor landbofamilierne har sværest ved at ernære sig. Det er samtidig der, hvor Taleban har fået lettest ved at rekruttere nye støtter." Mennesker, hvis afgrøder ødelægges, vil åbenbart støtte enhver, som forsvarer dem - selv et moderisk islamistisk Khmer Rouge.

Køb opiumen

Medmindre denne aggressive antinarkostrategi bliver ændret drastisk, siger Reinert, "vil Kabul-regeringens legitimitet bryde sammen inden for et halvt år. Alle byer i syd vil falde Taleban, som herefter vil forberede sin storm på Kabul."

På lang sigt er der ingen anden løsning end at føre den massive narkohandel inden for den lovlige økonomi, så lande som Afghanistan og Colombia omsider kan fravriste kontrollen over dele af deres territorium fra de djævelske grupperinger, som pt. opretholder private hære med hjælp fra narkoindtægter. Men det er tydeligvis en målsætning, som vil kræve en politisk konvending fra det land, som fører an i den generelle forfølgelse af narkoproduktion. Derfor har Senlis-rådet foreslået en kortsigtet løsningsmodel, der - muligvis - kan afværge, at Talebans åndsformørkelse atter sænker sig over hele Afghanistan.

I stedet for at ødelægge opiumen, burde vores regeringer opkøbe dem, og dette vil ikke nødvendigvis forudsætte legalisering af narkotika. Globalt findes en betydelig efterspørgsel efter opiumsbaseret smertestillende medicin - alene i kræftbehandling i de udviklede lande er der en årlig mangel på sådanne medikamenter på 55 ton. Hvorfor ikke entrere med Afghanistans bønder for at imødekomme dette massive behov?

Jamilla ved, hvad der sker, hvis vores regeringer ikke omlægger sin Afghanistan-politik i den retning. Med lavmælt, trist stemme siger hun: "Min skole vil blive ødelagt for altid." Hun tøver. "Alle kvinder elsker deres frihed. Hvem ønsker at være fange og analfabet på livstid? Det gør ingen afghanske kvinder... I lovede, at det aldrig skulle overgå os igen. I lovede det."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her