Læsetid: 3 min.

Narkomaner med slips

13. marts 2000

I DET EFFEKTIVE fuld-fart-frem-samfund (der ikke altid er så effektivt endda) ligger der implicit en bekræftelse af "de raske i retten til riget", mens de syge, de gamle, de handicappede, de anderledes anbringes på institutioner eller i særlige boliger, så de i hvert fald ikke sidder i vejen. Tag tilskuddet, og stik piben ind.
Dette har ydermere den 'fordel', at så slipper normaldanskeren for selv at passe sine gamle og syge familiemedlemmer. Desuden slipper normalfodgængeren for at blive antastet af tiggere på gaden - eller kan med gode samvittighed afvise de, der alligevel tigger for at supplere overførselsindkomsten.
Alt det har der været konsensus om i årevis. Velfærdsstaten kaldes det også. Og den er vi danskere traditionelt stolte af, selvom medaljen har en mere og mere iøjnefaldende bagside.
At det kan opleves med fortvivlelse at være uden arbejde og kontakt med det pulserende liv, også i de nævnte grupper, er en sandhed, vi foretrækker at fortrænge, men som alligevel kan rumstere som en genkommende skyldfølelse.

FÅR MAN det ikke at vide indefra, kan man få det udefra. Således har - eksempelvis - Europarådet offentliggjort en undersøgelse, der viser, at vi i Danmark ikke er særlig gode til at integrere tidligere stofmisbrugere og/eller metadonbrugere på arbejdsmarkedet. En gang stemplet, altid stemplet.
I en by som København er det lykkedes at få fem procent i job igen, mens tallene for Geneve, Rom og Amsterdam er 30, 27,3 og 25. Altså en kæmpemæssig forskel.
Antropologen Steffen Jöncke har ifølge Politiken (10. marts) på en konference i København om arbejdsliv og metadon kritiseret den danske behandling for at "klientgøre og passivisere" og dermed forkrøble brugernes selvtillid i stedet for at styrke den. En køn behandling.
Behøver det være sådan?

NEJ, MANGE eks-narkomaner kan sagtens passe et arbejde. Det dokumenterer andre landes resultater, og det dokumenterer en undersøgelse, Københavns Kommune foretog i 1998, hvor et udvalgt ambulatorium præsterede at få 20 procent i arbejde i handels- og kontorbranchen samt som pædagoger, håndværkere m.m. Altså ikke noget med at de allesammen skulle være kunstnere.
En god støtte for tankegangen 'alle i arbejde' kom i fredags fra uventet kant, dagbladet Børsen, som under overskrifterne Narkomaner i slips, Vekselerer på heroin og Succesrig salgsleder på metadon påviser, at man godt kan være en dygtig erhvervsleder, selvom man er på heroin eller metadon.
Børsen beskriver - lidt ugebladsagtigt - en erhvervsleder således:
"Susanne er en smuk kvinde på 31 år. Sporty, et opmærksomt glimt i de klare øjne og en fin hud. Hun har et vellønnet job som salgsleder i en elektronikvirksomhed, hvor hun ud over sit eget budget også har et ledelsesansvar for en gruppe sælgere. Man skulle ikke tro, at hun har været narkoman, siden hun var 16 år, afbrudt af fire stoffri år, hvor hun var gift, fik en søn og drev to tøjbutikker sammen med sin mand."
Endvider fortæller Børsen om en mand, som i 20 år arbejdede succesrigt i finanssektoren, mens han var på først alkohol og hash, siden heroin. Skulle disse to hellere være gemt bort?

MENS VI langtidsparkerer mennesker uden arbejdsmæssig pasform på en blind vej, tyder noget på, at man andre steder i Europa har et mere frugtbart og tolerant syn. Man kan godt både have menneskelige fejl og svagheder - og et arbejde. Tag sydpå og konstater ved selvsyn.
Det gælder nemlig ikke kun de spanske handicappede, der har monopol på at sælge lotterisedler, et fænomen, man også må omfatte med en vis ambivalens. På den ene side i en ydmygende position, på den anden side trods alt med i dagliglivet og gadebilledet. I Kierkegaards eget land er det mere et enten-eller. Vi støder nådesløst ud. En mentalitetsændring efterlyses.
Arbejdsgiveren bliver overforskrækket ved den blotte tanke om, at en jobansøger skulle have et eller andet problem, være over 43, trække på det ene ben og ikke passe ind i det trimmede normalitetsideal. Med en yndet vending siger man, at alle er gode til et eller andet - det drejer sig bare om at finde ud af, hvad det er. Men omvendt er alle vel også dårlige til noget eller har andre svagheder. Det drejer sig om at finde ud af at leve med det. For individet og samfundet.
Eller som den rige, gamle mand så generøst udtrykte det i Marilyn Monroe-filmen, Some like it hot, da det gik op for ham, at den kvinde, han efterstræbte, var en mand: Nobody's perfect!
Den mand kunne blive noget nær den perfekte arbejdsgiver.Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her