Læsetid: 5 min.

Narkomani er et moralsk, ikke et medicinsk problem

Narkomaner kan godt selv gøre for, at de er blevet sådan – de er karaktersvage, ikke ofre. Narkomani er et moralsk og ikke et patologisk problem
12. februar 2007

Mit navn er Dominic Lawson, og jeg er madnarkoman. Et foto af mig giver et indtryk af konsekvenserne, men da dette er en tilståelse, må jeg se kendsgerningerne i øjnene. Jeg vejede, da jeg sidst vovede at se efter, godt 100 kg, selv om jeg er af gennemsnitshøjde. Jeg er klar over de helbredsmæssige konsekvenser af dette - smerteligt understreget, når jeg løber for at nå toget. Det tager mindst tre stoppesteder, inden jeg får vejret igen.

På trods af dette spiser jeg fortsat mere, end jeg behøver for at stille sulten. Det er der en simpel grund til: Jeg nyder det. Jeg elsker strukturen og duften og synet af mad. Når den ikke ligger på en tallerken foran mig, nyder jeg at tænke på mad eller købe mad. Arbejde kan godt få mig til at glemme mad, men når jeg er på ferie, irriterer det til stadighed min kone - som ikke deler min besættelse - at hver dag bør planlægges ud fra hvilken restaurant, vi skal besøge. Hjemme er mit natbord dækket med kopier af Michelin-guiden over adskillige lande - ikke de grønne, der fortæller om deres kultur og kunst, men de røde, der rummer detaljerede beskrivelser af de bedste retter fra de bedste køkkener.

Jeg kunne godt komme med forskellige undskyldninger for mine kalorie-lyster. Jeg kunne pege på, at jeg kommer fra en slægt af overfodrede mænd - faktisk fortæller familielegenden, at min oldefar på min fars side, Gustav, døde, fordi han var for korpulent til at overleve et kirurgisk indgreb. Jeg kunne forsvare mig med, at i min mors familie levede man af at fremstille og distribuere mad - der må med garanti have været et fagligt element?

Men intet af dette bør få nogen til at føle sympati. Den usminkede sandhed om mit forhold til mad er, at jeg mangler selvkontrol. Jeg kender de uheldige konsekvenser, men som en skabning med en fri vilje vælger jeg at leve med dem, frem for at begrænse min umiddelbare nydelse.

Tabu-knusende bog

Disse tanker har fået ekstra vægt ved læsningen af en bog, netop udgivet i USA: Romancing Opiates: Pharmacological Lies and the Addiction Bureaucracy. Forfatteren er psykiater og skriver under pseudonymet Dr. Theodore Dalrymple. Dr. Dalrymple har arbejdet mange år i det britiske fængselsvæsen, og har derfor et grundigt kendskab til årsager, konsekvenser og mulige helbredelsesformer af narkotikaafhængighed, først og fremmest heroin.

Det er en tabu-knusende, hellig-ko-slagtende, myte-ødelæggende lille perle af en bog. Kort fortalt bestrider dr. Dalrymple påstanden om, at narkotikaafhængighed er en sygdom, der kan kureres med medicinsk behandling. Han hævder, at dens udspring ligger i karaktersvaghed, og kun kan 'behandles' med en blanding af tvang og appelleren til moral og selvinteresse - nærmest på samme måde, som forældre opdrager børn. Han understreger, at det på ingen måde er let - ja, det kræver en betydelig indsats - at blive afhængig af heroin, mens vanskelighederne ved og varigheden af afgiftningen er blevet overdrevet af fiktionen, både den skrevne og den filmiske.

Mest kontroversiel bliver dr. Dalrymple, når han hævder:

"Hvis der er et kausalt forhold mellem heroinafhængighed og kriminalitet, er det snarere, at tilbøjelighed til kriminalitet medfører afhængighed, end det modsatte."

Dr. Dalrymple bygger ikke denne iagttagelse på statistikker, han lavede interview med hundredvis af heroinafhængige i de fængsler, hvor han arbejdede. Hans forholdsvis begrænsede undersøgelse er blevet suppleret med mere detaljeret research i USA.

Den endelige rapport fra the Joint Committee of the American Bar Association og the American Medical Association on Narcotic Drugs konkluderede, at hvad angår unge mænd i Chicago og New York, er det "uafvendeligt, at kriminalitet både går forud for og følger efter heroinafhængighed- der fandtes ikke særlige beviser for en konsekvent linje fra brug af stoffer uden kriminalitet til brug af stoffer med efterfølgende kriminalitet."

Dette kan forekomme perifert i forhold til spørgsmålet om behandling, men er absolut afgørende. Den traditionelle behandling i England er at give heroinmisbrugere metadon. Det hævdes, at hvis staten giver dem, hvad de beder om, doseret og sterilt, vil mange sociale problemer blive udryddet.

Dalrymple fastholder, at resultatet vil blive statsstøttet stofafhængighed med kun et ubetydeligt fald i kriminalitet.

Eller, for at citere direkte fra den lidenskabelige introduktion til hans bog:

"Hver dag så jeg narkomaner, som misbrugte de stoffer, de havde fået fra klinikker, oprettet for at hjælpe dem, som solgte dem til andre eller fortsatte med at tage heroin på trods af eller oven i disse ordinerede stoffer, som på trods af deres såkaldte behandling fortsatte med at begå kriminalitet og på skammeligste vis misbrugte deres formodede hjælpere - først og fremmest oplevede jeg på tæt hold abstinenssymptomerne fra de beroligende midler."

Uangribelig ortodoksi

Som medicinsk essayist har dr. Dalrymple opnået anseelse som en skånselsløst usentimental betragter af mennesket. Sentimentalitet er, som vi alle ved, en pralende fremvisning af følelser, hvor kun få eller ingen findes.

Som dr. Dalrymple gør klart, var han tæt på et nervøst sammenbrud, da han i stigende grad blev bevidst om, at hans egne observationer stod i direkte modsætning til den konventionelle viden, som den blev praktiseret på de hospitaler, hvor han også selv arbejdede.

"Man afviste ihærdigt, nærmest fornærmet, tanken om, at afhængighed dybest set var et moralsk problem, eller blot at det rejste nogle moralske spørgsmål. - Der findes intet mere destruktivt for den menneskelige psyke end at blive tvunget til at tvivle på sandheden i, hvad ens egne elementære observationer viser, simpelthen fordi de strider imod en fremherskende og uangribelig ortodoksi. Du bliver tvunget til at vælge mellem enten at betragte dig selv som ført bag lyset, eller verden som gal."

Til trods for, at bogen udelukkende handler om narkotikabehandling i England, er Dalrymples bog ikke blevet udgivet her. Man har besluttet, at han og ikke det medicinske samfund er blevet ført bag lyset.

I går diskuterede jeg bogen med en ven, som har været igennem flere afhængighedsforhold, end man kan beskrive i en enkelt sætning. Hun var enig i Dalrymples grundlæggende argument, at afhængighed fundamentalt er en åndelig frem for medicinsk tilstand. Som millioner af andre er hun blevet helbredt gennem '12 skridts-metoden', der først blev benyttet af Anonyme Alkoholikere, og nu også Anonyme Narkomaner og Anonyme Overspisere. Åndelig selvhjælp ville måske være den mest fyndige måde at opsummere denne mest succesfulde af alle 'behandlinger' for afhængighed.

Min ven var ikke særlig optimistisk, hvad angik min egen svaghed; hun fortalte, at af alle hendes laster var mad den, hun vanskeligst kunne slippe ud af - til dels fordi det at spise er den mest socialt accepterede og uundgåelige fornøjelse. I det mindste har jeg lært noget vigtigt om forslugenhed af dr. Dalrymple: Det ville være vanvid at gå til lægen med problemet.

Dominic Lawson er uafhæng skribent og tidligere chefredaktør for Sunday Times. Og i øvrigt bror til tv-kokken Nigella Lawson.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her