Læsetid: 3 min.

'Narrativ narrefisse'

Multiplot-føljetoner som 'Desperate Housewives' har stået stærkt i amerikanske tv-serier de senere år. Formlen giver plads til flere stjerner og mulighed for afveksling, så serierne kan køre længere. Men formatet afspejler samtidig en moderne livserfaring: Vi er ikke kun subjekter, men viklet ind i hinandens skæbner
23. august 2006

En myriade af forskellige karakterer og handlingstråde er et af de greb, som hver onsdag aften får over en halv million tv-seere til at sidde klinet til tv-skærmene for at følge de nye afsnit af Desperate Housewives. Serien er en eksponent for de såkaldte multiplotfortællinger, som har slået stærkt an i amerikansk fortællekunst de senere år.

Ud fra tv-producenternes synsvinkel har formatet en klar kommerciel fordel: Ved at præsentere en række personer på samme tid, bliver det lettere at lave en varie-ret fortælling - og det er nødvendigt, hvis man vil holde på moderne tv-seere, forklarer manuskriptforfatter Stig Thorsboe, der selv har prø-vet kræfter med genren i tv-serier som Taxa og Krøniken.

"I den kultur, vi har fået, hvor vi som seere er ret utålmodige, klæder multiplot-serierne tv-mediet godt, fordi den spreder interessen. Som seer kan man lægge sin interesse ud på meget forskellige karakterer, hvorimod man i den klassiske fortælling er henvist til kun én hovedperson," siger Stig Thorsboe.

Samtidig bliver det nemmere for producenterne at brodere videre på historierne, forklarer han.

"For når man er kørt træt i én parallelhandling, kan man altid springe over på en anden. Serierne er jo designede til at kunne køre i det uendelige - eller i hvert fald så længe de skaber penge i kassen og kan sælge reklamer," siger han.

Uskyld tages kun en gang

En kendsgerning som Peter Schepelern, lektor ved Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, formulerer på denne måde:

"Med tv-serier skal man altid tænke på, at hvis den bliver en succes, så skal den kunne køre tre-fem-syv år. Derfor lægger man det bredt an. Det er i virkeligheden dramaturgisk narrefisse. Man kan kun tage uskylden én gang, så i en tv-serie, der skal være spændende sæson efter sæson, er tricket at holde seerne hen. Og til det formål er multiplot-serierne meget velegnede," siger han.

Det er dog ikke kun fra producernes skriveborde, at multiplot-føljetonerne er et godt koncept. Ud over de åbenlyse kommercielle fordele som formatet tilbyder, afspejler de mange handlingstråde og karakterer samtidig en erfaring i den moderne tilværelse, mener Stig Thorsboe.

"Vi ligger ikke længere under for den klassiske filmfortælling, der siger: 'Her har du et enkelt menneske, som skal forandre sig på under to timer'. Det er jo et kæmpe postulat, at mennesker skal kunne forandre sig så voldsomt, og Desperate Housewives påstår da heller ikke den store forløsning eller katarsis," siger Stig Thorsboe.

Ifølge Peter Schepelern er det dog lidt af et paradoks, at multiplot-serierne er blevet en succes.

"Vi er subjekter, så vi burde naturligt søge hen mod subjektfortællingerne. Men jeg tror, at selv om vi stadig har brug for subjekt-styrede fortællinger, så tilfredsstiller multiplotfortællingerne os på en anden måde: Vi får oplevelsen af at overskue noget, som vi aldrig ville kunne i virkeligheden," siger han.

Høj- og lavkultur

Med multiplot-historierne, hvor en alvidende fortæller svæver frit over vandene, får vi nemlig det eneste, vi som moderne mennesker ikke har: overblik. Samtidig udgør historierne en type af fortællinger, der minder om det liv, vi selv lever. Og det giver en større grad af identifikation og indlevelse, mener han.

"Formlen afspejler noget, der ligger nærmere på vores egen livserfaring. Når vi ser Mission Impossible kan vi være imponeret over hovedpersonens handlekraft, men fortællingen ligner ikke vores egne liv. Det gør multiplot-føljetonerne derimod. De bekræfter, at verden er et stort sørgmuntert netværk af intriger og fornemmelser og ubekræftede rygter," siger Peter Schepelern.

Den særlige attraktion ved lige netop Desperate Housewives forklarer han ved, at serien formår at blande det højkulturelle med det lavkulturelle. Formatet er hentet fra traditionelle soaps, men det er tilføjet en blanding af Blue Velvet og American Beauty. Dermed lægges et melankolsk, ironisk overblik på livet, som har klare referencer til blandt andre Strindbergs Et drømmespil, hvor en berømt replik lyder: 'Det er synd for menneskene'.

"Man ser melankolsk ned på livet, endda med en død persons øjne, og samtidig får man det overblik, som ligger i den sociologiske metode, hvor man ikke bare ser på, hvad den enkelte persons univers er, men at det hele er en stor interaktion mellem mennesker og synspunkter og skæbner."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu