Læsetid: 6 min.

En nat i Tåstrup som flyttede teatret

I Storbritannien er den etniske diversitet blevet synlig, scenekunsten revitaliseret, og teatrene fylder nu salene til sidste stol. I Danmark står teatret i skyggen af film og befinder sig på et historisk lavt niveau, selv om billetsalget har stabiliseret sig
30. maj 2005

Op til kulturnatten for nogle år siden samledes tæt ved 200 unge mennesker udenfor teatret i den københavnske forstad, Taastrup. De var opsatte på at deltage i en natlig rundvisning på teatret, og stemningen var løftet.

Rundvisningen var et særligt tilbud, et forsøg fra teatrets side på at knytte bånd til teatrets naboer, som næsten alle var anden generations indvandrere.

Og det store fremmøde var en succes ud fra enhver målestok. Men det stod samtidig klart for enhver, at teatret ikke ville være i stand til at byde de mange interesserede velkommen, og stemningen begyndte at vende.

Rundvisningen var planlagt til at tage en halv time, men kun 12-15 personer kunne deltage ad gangen. Flokken begyndte at miste tålmodigheden, den oplevede et racistisk aspekt, og følelserne begyndte at løbe løbsk. I et forsøg på at berolige gemytterne forsøgte man at tage 30 ind ad gangen. Men nu var alle ophidsede, og situationen kom ud af kontrol.

En ansat måtte sendes på skadestuen, sikkerhedsvagter blev tilkaldt, og arrangementet blev aflyst. Hvad der begyndte som en kassesucces havde udviklet sig til en etnisk konflikt, og teatret stod tilbage endnu mere isoleret, end det havde været før forsøget på at åbne dørene for sine fremmede naboer.

Hændelsen skærpede en strategisk beslutning om at åbne dørene for etnisk diversitet og multikulturel påvirkning. En beslutning udsprunget af erkendelsen af, at teatret ikke længere levede op til Shakespeares anvisninger, som de formuleres af Hamlet i replikken til skuespillerne på Kronborg: "- playing, whose end - is, to hold, as 'twere, the mirror up to nature; to show - the very age and body of the time his form and pressure."

Institutionel racisme

Ivrig efter at revidere sin kunstneriske profil vendte teatret sig mod Storbritannien, hvor kunstpolitikken er baseret på den enkle iagttagelse, at selv om de fleste personer inden for teaterverdenen sandsynligvis er tolerante og fordomsfrie individer, så kan teatret som sådan godt være 'institutionelt racistisk'.

Svaret på denne iagttagelse er New Audience Development (NAD), som er en metodik til oversættelse af kulturelle forskelle udviklet af British Arts Council. NAD forholder sig primært til etniske minoriteter, fordi det netop er input fra den multikulturelle heksekedel, der er brug for på teatrene.

I Danmark står teatret i skyggen af film og litteratur, og selv om salget af teaterbilletter har stabiliseret sig efter at have været for nedadgående i en 10-årig periode, så befinder det sig stadig på et historisk lavt niveau.

I Storbritannien, hvor British Arts Council i samme periode har insisteret på at drage etniske minoriteter ind i teatret, er resultaterne bemærkelsesværdige. I de engelske teatre er etnisk diversitet blevet synlig og eftertragtet, scenekunsten er blevet revitaliseret; og teatrene fylder nu salene til sidste stol. Årsagen til de forskellige scenarier skal måske netop søges i teatrenes varierende evne til at afspejle det multikulturelle samfund.

Postmoderne forstad

Når NAD slår rødder netop i Taastrup hænger det sammen med, at teatret dér stammer fra dengang i 70'erne, da den voksende hovedstad endegyldigt opslugte forstaden.

Teatrets historie er dermed tæt forbundet med lokalsamfundets metamorfose fra landlig provinsby til postmoderne europæisk forstad.

Teatret har haft den kontrasterende opgave både at tilgodese lokalsamfundets behov, og at opretholde internationalt udsyn. En opgave, som er vokset i takt med at indvandrere har transformeret kvarteret omkring teatret fra soveby til etnisk smeltedigel. I det nære samfund er teatret leverandør af tyrkisksproget dramapædagogik til børn, på det globale marked konkurrerer teatret om at være først med den nyeste verdensdramatik.

Men globalisering er ikke nødvendigvis lig med ensretning eller tab af originalitet. Selv om levende teater har et dårligt udgangspunkt i konkurrencen med internationale medier som tv eller film, så er udvejen ikke at ignorere globaliseringen. Den er derimod at dyrke det særprægede og styrke de lokale bånd. Forfatteren John Gray påpeger, at: "..når kapital og produktion bevæger sig frit over grænserne i det globale marked, så skyldes det netop forskellen mellem lokaliteter, nationer og regioner."

Set i det lys er et lokalteater bedre rustet gennem lokalsamfundets formidling, gennem dets visioner og identiteter, dets minder og myter, dets symboler og værdier.

Projekt Brændstof

Arbejdet med NAD, som har fået titlen "SubUrb-, gennemføres i samarbejde med Københavns Amts projekt "Brændstof", og med teatre i Liverpool, Manchester og London. Et netværk som gør, at NAD har vundet fodfæste i Danmark langt hurtigere end i England.

Der er etableret en 'kunst-ambassadørgruppe', bestående af ressourcepersoner fra de etniske minoriteter, og oprettet et 'partnerskab' med aktører fra erhvervslivet, boligforeningerne, og det politiske liv. Men med SubUrb har teatret også justeret sit repertoire, ændret sine formidlingsmetoder radikalt, og iværksat helt nye former for aktiviteter, såsom boligsocial dramapædagogik og multikulturelle koncerter.

'Ambassadørgruppen' er nøglen i NAD-konceptet, fordi det er den, der garanterer udveksling af viden mellem teatret og det potentielle publikum. Ambassadørerne deltager i kompetenceudviklingsaktivitet, er på teatret og drøfter forhold af enhver art, fra billettørernes uniformering til udformningen af teatrets logo. I netværksdannelsen indgår også samfunds- og organisations forskere fra Copenhagen Business School.

'Partnerskabet' tager direkte afsæt i NAD og har SubUrb som den centrale og 'kulturbærende' aktør. Det er et kvartersløft-projekt, som arbejder med såvel human som nonhuman byfornyelse, og som inddrager både boligsociale, trafikale og erhvervsmæssige hensyn.

Også på store teatre

SubUrb er ikke det eneste eksempel på, at scenekunsten har fået øjnene op for det multikulturelle samfund. Også Det Kongelige Teater og Betty Nansen Teatret har strategier for publikumsudvikling. Og på trods af forskelle i størrelse, og i tilgangen til etnisk diversitet, så udveksler institutionerne viden og erfaringer. Samarbejdet er afgørende, fordi succes for publikumsudvikling ét sted, er forudsætningen for indsats et andet sted.

Alt hvad der relaterer sig til etnisk diversitet, vækker politiske spændinger og kalder både fortalere og modstandere af integration på banen. I Storbritannien formuleres konflikten fyndigt og polemisk: "Audience development eller separate provision!" Altså: Skal de kunstneriske institutioner udvikles, så de også favner de etniske minoriteter - eller skal der opbygges et helt sæt af etnisk separate institutioner?

Som det gerne skulle være fremgået, så er SubUrb andet og mere end integration, det er et spørgsmål om kunstnerisk overlevelse. Det er en interaktiv måde at producere teater på, som sikrer scenekunsten adgangsbillet til det tredje årtusind. Derfor er svaret ikke at bygge nye institutioner, men at udvikle de eksisterende. Og derfor er tiden kommet, hvor kulturpolitikken må i spil. Hvor Kulturministeriet, Kunststyrelsen og Teaterfagudvalget må byde ind, både med holdninger og med økonomi.

For medierne er der ingen tvivl. Alt, hvad der relaterer til reel fornyelse af scenekunsten, er godt stof, og selv små historier blæses gerne op, hvis de kobler kunsten med multietniske tematikker. Men teatrene har ikke brug for lidt forbigående rygklapperi eller 15 minutters berømmelse. I det videre forløb er der behov for vedholdende politisk omsorg og finansiel opbakning.

Det politiske klima gør det risikabelt at beskæftige sig med etnisk diversitet. Men den mulige gevinst gør det så meget desto mere meningsfuldt, i hvert fald ud fra en kunstnerisk synsvinkel. For der er ingen tvivl om, at diversiteten kan omsættes til kunstnerisk kapital. Spørgsmålet er, om det også kan omsættes til økonomisk kapital?

Og det haster med svaret, fordi ethvert teater bestandigt må balancere på knivsæggen mellem kunstnerisk legitimitet og økonomisk sikkerhed. Et teater uden offentlig støtte kan ikke overleve. Men et teater, som forsømmer sig mod Hamlets og Shakespeares instruktioner, behøver ikke overleve.

Mogens Holm er chef for Taastrup Teater og formand for Foreningen af Små Teatre (FAST)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu