Der er altid en vis tilfredsstillelse ved at få NatFilm Festivalens program-avis i hånden. Forventningens glæde, udsigten til mange spændende aftener i biografen med eksotiske film fra hele verden.
Det gælder om at nyde øjeblikket så længe som muligt. Først sidder man og studerer årets coverstjerne, prøver at regne ud, hvem det er - hvis altså ikke det er ganske indlysende. Så åbner man avisen, bladrer lidt på må og få, stopper, hvis noget fanger ens øje, og går så målbevidst efter at få mere at vide om coverstjernen og det øvrige program.
Smuk og forførende ser hun ud, den 27-årige bengalske Bollywood-stjerne Rani Mukerji, der pryder både de store NatFilm-plakater og forsiden af program-avisen. Inde i avisen forklarer Variety-kritikeren Derek Elley hendes udstråling således: "Tag Aishwarya Rais elegance, Kareena Kapoors trutmund og Preity Zintas naturlighed - Rani Mukerji har hele pakken, og har man en gang hørt hendes rustne stemme, så glemmer man den aldrig."
Det kan man da kalde en anbefaling, og jeg kan næsten ikke vente med at se en eller flere af de fem film med Rani Mukerji, som festivalen viser i år.
Talentudvikling
I alt bliver der vist 165 film i løbet af festivalens 10 dage i København og efterfølgende fem dage i Odense, Århus og Aalborg. Der er noget for enhver smag. Talentudviklingspuljen, der nu hedder New Danish Screen, har haft det svært siden begyndelsen for nogle år siden. Men med en Sølvbjørn i Berlin til Pernille Fischer Christensens En soap, støtteordningens første film, har man fået vind i sejlene.
NatFilm Festivalen åbner i aften med En soap, og den lukker igen den 1. april med endnu en talentudviklingsfilm, nemlig Christoffer Boes Offscreen, der har Nicolas Bro i hovedrollen og er blevet til ved, at Bro har filmet sig selv i et år. Det kan næsten kun blive interessant, når en af landets mest spændende instruktører således støder sammen med en af de mest spændende skuespillere.
Indimellem bliver der også mulighed for at se 10 nye korte og lange film produceret med støtte fra New Danish Screen - flere af dem instrueret af debutanter, fremtidens prisvindere - og på næste torsdag, den 30. marts, afholdes i Cinemateket et seminar om støtteordningen og talentudvikling.
Original og produktiv
Hvis man nu kun har tid til at se én film på årets NatFilm Festival, så bør det altså blive Michael Winterbottoms Tristram Shandy: A Cock and Bull Story med Steve Coogan i hovedrollen. Det er en forrygende morsom film, der blander fortid og nutid, fiktion og virkelighed og blandt meget andet handler om vanskelighederne ved at omsætte forfatteren Laurence Sternes angiveligt ufilmatisérbare Tristram Shandy til film.
Engelske Winterbottom er en af tidens mest originale og produktive instruktører, og siden premieren på Tristram Shandy i Toronto sidste år har han lavet den dramadokumentariske The Road to Guantanamo, der i februar indbragte ham en instruktørpris på filmfestivalen i Berlin. Det er endnu uvist, om Tristram Shandy får ordinær dansk biografpremiere, men jeg ved, at en dansk distributør holder øje med filmens modtagelse på NatFilm Festivalen - så gå ind og se filmen og husk at klappe og grine.
Jeg plejer at holde mig fra de mange forpremierer, fordi det synes spild af tid at bruge værdifuld NatFilm-tid på at se film, der alligevel vil være at finde i en dansk biograf om føje tid. Dog vil jeg i år gøre en lille undtagelse og anbefale en enkelt film, som virkelig fortryllede mig, da jeg så den for snart lang tid siden.
Det drejer sig om Neil Jordans Breakfast on Pluto, der er baseret på en bog af forfatteren Patrick McCabe, som også skrev forlægget for en anden af Jordans bedste film, den oversete The Butcher Boy. Begge film er poetiske fortællinger om skæve eksistenser, der har svært ved at finde sig tilrette i den verden, alle andre bor i, og begge er de rige på liv, latter og rørende øjeblikke.
Rullesten
Verdens første spillefilm, The Kelly Gang, var australsk og fylder 100 år i år, hvilket NatFilm Festivalen markerer med en serie af nye, australske film. Personligt kan jeg anbefale Robert Connollys veldrejede, ikke uhumoristiske skæbnedrama Three Dollars, som handler om en mand, der mister alt og må kæmpe hårdt for at få det tilbage.
For de musikinteresserede er der mulighed for at se tre film om og med rullestenen Brian Jones, der døde i 1969. Jean-Luc Godards Sympathy for the Devil følger, som titlen antyder, denne Rolling Stones-klassikers tilblivelse. Stephen Wolleys spillefilm Stoned tegner et portræt af Brian Jones selv. Og Jones har skrevet musikken til Volker Schlöndorffs En slags mord.
Fra USA kommer en række mere eller mindre uafhængigt producerede film, blandt andet skuespilleren Liev Schreibers finurlige instruktørdebut, Everything Is Illuminated, der er baseret på en populær, selvbiografisk bog af Jonathan Safran Foer. Elijah Wood spiller hovedrollen som en amerikansk-jødisk forfatter, Jonathan, der rejser til Ukraine for at finde ud af mere om sin afdøde bedstefar, og som ender med at finde ud af lige så meget om sig selv.
Abel Ferraras fascinerende Mary er på sin vis antitesen til Mel Gibsons Jesus-film - den stiller alle de spørgsmål, som Gibson påstod at have svaret på. Og Gus Van Sants Last Days er et hypnotiserende portræt af en Kurt Cobain-lignende figur i dagene op til hans selvmord.
Her til sidst vil jeg ikke undlade at nævne, at der naturligvis også er blevet plads til en række seværdige film fra Asien i årets program: Blandt andet Bangkok Loco og Citizen Dog fra Thailand, A World Without Thieves fra Kina og så Takeshi Kitanos Takeshis, der nok kun er for hardcore fans af den japanske instruktør, skuespiller og mediestjerne.
Følg NatFilm Festivalen på min blog: blog.information.dk/forsidesensationen
www.natfilm.dk
