Irak-krigen har budt på helt nye typer af problemstillinger, fordi krigen i så vidt omfang foregår på nye præmisser. Store dele af også de væbnede opgaver foretages af private firmaer. De nationalt udsendte tropper har (overordentlig vellønnede) bijob for de private sikkerhedsfirmaer. Og en hel nation er mere eller mindre udbudt i licitation. Irak-krigen har lagt landet åbent som et moderne Klondike - tiltrækkende på vestlige lejesoldater, tidligere krigsforbrydere og mordere fra Balkan til Sydafrika, religiøse, muslimske fanatikere med forhåbning om paradis på jord - og ikke mindst store virksomheder med forventning om store fremtidige profitter på Iraks olie og på genopbygningsarbejdets entrepriser.
Det er således ganske uhellige kræfter, der mødes under den irakiske sol, og kombinationen har da også allerede vist sig sprængfarlig.
Hvem har ansvaret, hvis de private går i nationalstaternes fjenders sold? Eller hvis lejesoldaterne forbryder sig mod internationale konventioner? Kan man bebrejde og f.eks. retsforfølge private firmaer for, at Irak-krigen er gået galt? Kan man kritisere private firmaer for, at demokratiet ikke er kommet? Kan et måske engang frit Irak slæbe private virksomheder for retten for forbrydelser mod menneskeheden, mens den amerikanske præsident og danske statsminister vasker hænder og siger "det var ikke os - det var licitationsvinderne der fejlede." Og kan man som led i bekæmpelsen af den britiske arbejdsløshed vælge at sende arbejdsløse, tidligere soldater af sted, fordi der er jobmuligheder i Irak i de private sikkerhedsfirmaer? Også på sådanne områder har Irak-krigen rejst flere problemer end løsninger og flere spørgsmål end svar.
Den danske regering har gentagne gange hævdet, at den ikke har kendskab til, om danske soldater "bi-jobber" for civile sikkerhedstjenester i Irak. Men i takt med at lønningerne stiger i samme hast som brutaliseringen, så er det en nærliggende tanke, at også danske soldater på lidt længere sigt vil tage en uddannelse i forsvaret betalt af det offentlige, for dernæst at søge ud på det private arbejdsmarked som soldat. Det svækker nationalstaternes forsvar. Det er dyrt for skatteyderne. Og en hulens masse våbenkyndige soldater er pludselig ikke ansvarlige over for hverken nationalstat eller internationale konventioner. Den udvikling finder sted lige nu i udlandet, uden at vi er blevet spurgt. Vi har kendskab til mindst én dansk soldat, der p.t. uddanner sig i USA - for forsvarets uddannelsesmidler - til at kunne få job i et privat sikkerhedsfirma, der opererer i Irak.
Regeringen viger udenom
Den danske regering har systematisk villet undgå at forholde sig til nogle af de problemer som selve konstruktionen omkring Irak-krigen har rejst og de scenarier, som Irak-krigen kan medføre. Regeringen nægter f.eks. kategorisk at bruge betegnelsen "lejesoldater" om soldater, der væbnet til tænderne arbejder for private sikkerhedsfirmaer i Irak. Men de er i krig. De er bevæbnede. Og de er ikke bundet af nationalstatshensyn. Regeringen vedgår imidlertid, at den har kendskab til den ovennævnte danske soldat, der med fuld løn og forsvarets uddannelsesmidler i ryggen, har uddannet sig med henblik på at arbejde i Irak for et privat sikkerhedsfirma. Men hvad sikrer, at der er sammenfald mellem danske interesser i Irak og så de private virksomheders? Har de ikke et profitmotiv, som i virkeligheden lever af den fortsatte konflikt, hvorimod vi som nationalstat burde være optaget af fred og demokratisering?
Den danske regering kan imidlertid slet ikke se interessekonflikten i at have et politisk engagement i ønsket om at sikre demokrati og fred og samtidig være i Irak sammen med nationer, der lader profitmotivet råde. De private virksomheders egen-økonomiske interesse er at opretholde et latent konflikt-niveau og fastholde et modsætningsforhold til en lokalbefolkning, hvis frustration stiger, mens den ser sit lands værdier forsvinde.
De værdier bruges bl.a. på sikkerhed. Det er nemlig dyrt at flytte de private soldater rundt fra konflikt til konflikt i verden. Det er dyrt at anskaffe eller flytte det nødvendige udstyr. Når derimod så stor en styrke er til stede som tilfældet er i Irak, så kan man heldigvis lukrere på, at soldaterne f.eks rejser af sted med deres nationale hære, ekviperes militært af disse - men under orlov eller efter udtjent kontrakt kan blive på private vilkår og pga. private forbindelser kan råde over militært udstyr, skudsikre veste etc. De private firmaer snylter så at sige på den latente militære tilstedeværelse. Sådan er det i Irak - og sådan er det mange steder i f.eks. Afrika. Det moralske problem for de nationale hære er til at føle på.
Den privatiserede krig
Den danske regering hævder, at den ikke har kendskab til, hvor store dele af de militære midler afsat til Irak-krigen, der i virkeligheden går til de private sikkerhedsvirksomheder. For så vidt angår de afsatte midler til civil genopbygning, hævder regeringen, at kun en begrænset del bliver brugt på private sikkerhedsopgaver. De fortsatte uroligheder i Irak må i denne forbindelse forventes at få to konsekvenser: Lønningerne for private sikkerhedsfolk går samlet kun opad (og vil derfor kræve flere midler) - og koalitionsstroppernes ønske om at blive, på national-militære vilkår, mindskes. For kan man tjene 5-10-20-50 gange så meget for den samme eller måske endda mindre risiko - så vil mange gøre det. Andre vil formentlig bare hjem. Det øger nationalstaternes incitament for at overlade opgaver til de private firmaer. Efterhånden som de amerikanske skatteydere bliver trætte af, at deres sønner og døtre vender hjem i kister, vil presset for hjemtagelse vokse. Der kan derfor, før vi venter det, opstå en på den ene side endnu større diskrepans mellem almindelige amerikaneres krav til en løsning på Irak-krigen og så, på den anden side, virkeligheden i Irak med de økonomiske forventninger som både George W. Bush-regeringen og store dele af amerikansk erhvervsliv ønsker realiseret efter de massive og "risikovillige" investeringer, der er foretaget. Dermed er den gennemprivatiserede krig en frygtelig, men ikke fjern mulighed.
Det er ikke betryggende. Nationalstaterne har tilsyneladende ikke det fjerneste styr på, hvad lejesoldaterne render rundt og laver. "Danskere, som udfører private opgaver for koalitionen i Irak, vil typisk ikke rapportere til hverken Udenrigs- eller Forsvarsministeriet. Ministerierne ville derfor heller ikke automatisk blive informeret, såfremt disse skulle have været i ildkamp eller på anden måde havde løsnet skud mod irakere," skriver regeringen i et svar. Der er altså de facto ingen kontrol med lejesoldaternes virke - ingen undersøgelser af skudvekslinger, ingen auditører, intet efterspil, der sikrer at evt. skudvekslinger var legitime eller proportionale. Det sætter et andet svar fra regeringen i relief:
"Under alle omstændigheder er begge aftaleparter i forbindelse med indgåelse af aftaler om levering af private serviceydelser forpligtet til at sikre, at aftalen ikke strider mod gældende regler, herunder Genève-konventionerne, de internationale menneskerettighedskonventioner samt den relevante nationale lovgivning."
Det er jo på papiret betryggende - men der er reelt ingen kontrol. Der er ikke nogen kommandoveje - man har prisgivet krigshandlingerne til privatøkonomiske interesser, og overladt Irak til et væld af private entreprenører og velbevæbnede lykkeriddere.
"Koalitionens myndigheder modtager ikke oplysninger om antallet af skudepisoder, som involverer private firmaer i Irak", som det hedder i et helt syvende svar. Men som DR's 'Udefra' fortalte på DR2 tirsdag den 23. august, så bliver private sikkerhedsfolk, der f.eks dræber en civil iraker ved et uheld, blot udvist. Intet auditørkorps, ingen juridisk opfølgning, ingen politimæssig efterforskning. I et land som Irak øger det volden, fordi blodpenge, ære, oprejsning stadig eksisterer.
På et andet spørgsmål om hvilken justits der bliver holdt med lejesoldaterne, svarer regeringen: "Alle spørgsmål vedrørende private sikkerhedsfirmaers arbejde i Irak varetages af det irakiske indenrigsministerium."
Men som besvarelsen af de øvrige spørgsmål til regeringen tydeligt viser, så er den justits de facto ikke-eksisterende. Der er ingen kommunikation mellem det irakiske indenrigsministerium og koalitionslandene om disse spørgsmål. Og forventeligt nok. En del af beskyttelsesopgaverne må formodes at omfatte de civile irakiske institutioner og embedsværket dér. Og lejesoldaterne bider ikke den hånd, der fodrer dem.
Alt i alt er det en uhellig alliance, som den privatiserede krig og den fleksible soldat indgår i med nationalstatslige motiver og overnationale regler på den ene side og magtfulde økonomiske interesser på den anden. Skattekroner blandes med privat profitmotiv. Og lejesoldaternes privatøkonomiske interesser får pludselig visse in-teressesammenfald med irakiske terroristers religiøse eller politiske mål. Det er en sprængfarlig cocktail.
