Læsetid: 4 min.

National i en skjorte fra Kina

Connie Hedegaard vil som de kulturradikale gerne både stille kritiske spørgsmål til autoriteter og tænke internationalt - men der må alligevel gerne være et par tabuer tilbage
2. maj 2006

"Poul Henningsens projekt med at sætte kritiske spørgsmålstegn ved alting - det kan jeg identificere mig med," siger Connie Hedegaard.

Som miljøminister for de Konservative er hun medlem af den del af regeringen, som Dansk Folkepartis Jesper Langballe har anklaget for at være ét stort kulturradikalt parti.

Da Connie Hedegaard studerede litteraturvidenskab på Københavns Universitet, var hun en af dem, der gjorde oprør mod den universitets-marxisme, som nogle betragtede som de kulturradikales sande arvtagere. Alligevel anerkender hun et slægt-skab med kulturradikalismen:

"Jeg har skrevet om PH tidligere, og jeg kan sagtens identificere mig med det frisind, der går igennem mange af de ting, han tager fat på. Det, at man ikke skal være bange for at sige det, som alle de andre ikke siger."

Men Hedegaard mener også, at det at stille sig kritisk an ikke længere er forbeholdt de kulturradikale.

"PH dør i 1967, og siden ungdomsoprøret er det blevet langt mere mainstream at stille de kritiske spørgsmål og sige det, der ikke er pænt - det gør Dansk Folkeparti jo også," siger hun og nævner et eksempel på PH-projektets slægtskab til nutiden:

"PH var engang i radioen med K.K. Steincke og tale om, hvad man må og ikke må, og justitsministeren sagde noget om 'svinegrænsen'. 'Mener De snerpegrænsen,' spurgte PH, hvorefter ministeren resignerede: 'Hr. Henningsen, De er en naturkraft, der er gået over gevind'."

"Siden '68 har vi alle været inspireret af den tilgang. Af det at gå kritisk til hvad som helst, af opgøret med hierarkierne. Det, at man ikke har en overdreven autoritetstro, kan jeg identificere mig meget med."

Intolerance

Men Hedegaard har også forbehold over for kulturradikalismen.

"Der er en materialisme og en rationalisme, som jeg ikke føler mig beslægtet med. Der er et had til religionen og en seen ned på den, som med Klaus Rifbjerg udvikler sig til en seen ned på dem, der stiller en anden slags spørgsmål eller måske netop ikke stiller spørgsmål. Her bliver tilgangen til noget elitært og en mangel på tolerance over for, at verden kan være mangfoldig, for eksempel en afsværgende og nedladende intolerance over for, at religionen også kan være her. Jeg har tidligere sagt, at hvis Rifbjerg er kulturradikal, er jeg i hvert fald ikke."

Her kommer konservatismen ind:

"Som konservativ skal man stadig stille en masse spørgsmål, men det er ikke i sig selv et formål at overskride en masse tabuer. Der er ikke en pointe i sig selv ved at sige noget rigtigt grimt om fru Madsen, der går i kirke hver søndag, eller at chikanere og provokere med et meget frivolt sprog. En attitude så frisindet, at der slet ikke er noget tabuer, føler jeg mig ikke del af. Der skal være spilleregler og gensidig respekt, og du må gerne mene noget andet end mig."

"Hele den måde, de kulturradikale for eksempel gik til lagerforvalter Rindal på, viste en hang til noget bedrevidende. Selv om jeg nok ikke ville have været enig med hans opgør med kunsten, ville mit gemyt nok have været til en større lydhørhed over for, hvad han mente - samtidig med at jeg stod fast på mit eget. Altså ikke en lalletolerance, men en åbenhed, som hører med til, at vi kan leve sammen. Der har de kulturradikale trampet helt unødvendigt hen over ting, som folk har fundet vigtigt, fra kolonihaven til Madam Blå. Jeg har ingen trang til at sige, at alt småborgerligt eller nationalt er dumt."

International konservativ

- Jesper Langballe mener, at de Konservative svigter den oprindelige konservatisme som set i Storbritannien ved at tænke internationalt i stedet for nationalt?

"Den britiske konservatisme var længe modstander af EU, mens danske konservative altid har arbejdet for, at Danmark skal være en del af verden. I 1880'erne var det Tyskland og Sverige, i 20'erne gik verden længere ud. Allerede dengang sagde de Konservative, at vi skulle engagere os i verden. De første i Danmark, der for alvor taler om NATO, er de Konservative; de er de første, der vil ind i det europæiske fællesskab."

"Som miljøminister laver jeg et arbejde, der for langt den største dels vedkommende er hængt op i noget internationalt, hvad enten det gælder klimamødet i Grønland eller EU-politik. I den moderne verden er det nationale og det internationale vævet ind i hinanden, og politikerens opgave er så at få kæden fra det store til det små til at hænge sammen."

"Jesper Langballes skjorte er formentlig produceret i Indien eller Kina. Jeg mener ikke, det giver mening at sidde og tale om, hvor meget nationalstat vi er, for nationalstaten må forholde sig til den verden, vi skal agere i," siger Connie Hedegaard.

"Det konservative ligger i en bevidsthed om, hvad det er for nogle ideer, vi så bringer ind i det internationale fællesskab. Nogle særlige kvaliteter ved de danske skoler, som er gode til at gøre eleverne til individer; dansk litteratur som i Brians kanonprojekt. Er de bevidst om det, ved du, hvad du står på, når de går ud i verden. Jeg ser globaliseringen som en accelererende proces, som gennem århundreder har bragt verden sammen gennem handel - allerede danskerne i Ghana bragte for halvandet århundrede siden også verden hjem til Danmark."

- Er kulturradikalismen udansk?

"Hvis den er, er det i den del af den, som vrænger 'andegård' og taler dårligt om de nationale. Da PH fik at vide, at hans far var den ganske nationale og romantiske digter Carl Ewald, svarede han 'Åh, jeg havde sådan håbet, det var Georg Brandes!' Jeg mener, at man godt kan have noget at byde på ude i den store verden samtidig med, at man erkender, at man har nogle rødder."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her