Læsetid: 4 min.

Den nationale morder

Med Mehmet Ali Agcas løsladelse er Tyrkiet endnu engang blevet konfronteret med et blodigt kapitel i sin nyere historie
18. januar 2006

ISTANBUL - Licence to kill lød overskriften på det tyrkiske dagblad Radikals hovedleder søndag den 15. januar. Sammenholder man den med overskriften 'Den nationale morder er iblandt os', som enslydende har prydet flere avisers forsider det sidste par dage, behøver man ikke at læse lederen for at regne ud, hvad den handler om:

Med Mehmet Ali Agcas løsladelse er Tyrkiet endnu engang blevet konfronteret med et blodigt og smerteligt kapitel i sin nyere historie - et kapitel man ellers gerne ville have troet var endeligt overstået, og som syntes at være blevet delvis glemt i euforien over reformbestræbelserne og EU-forhandlingerne.

Handlingen i kapitlet er langt, langt mere kompliceret og ikke så lidt grummere end James Bond-filmene, som lederskribenten Ismet Berkan ironisk hentyder til.

Udenfor Tyrkiet kendes Mehmet Ali Agca hovedsagelig for sit mislykkede attentat på pave Johannes Paulus II. Men i hans eget land er Agcas navn knyttet uløseligt sammen med de borgerkrigslignende tilstande, der førte til militærkuppet i 1980. At analysere disse tilstande har adskillige tyrkiske skribenter brugt år på uden at kunne komme helt til bunds i kaoset af politiske intriger, terrorgrupper, efterretningsagenter, provokatører og forbryderbander.

Milliyets lederskribent, Abdi Ipekçi var en af de førende på dette område. I februar 1979, da Mehmet Ali Agca myrdede ham, var han kommet længere end nogen anden og sikkert for tæt på visse personer inden i statsapparatet, som ikke kunne tåle at blive afsløret.

Agca var blot tetikçi, d.v.s. den der trykker på aftrækkeren. Han blev hurtigt pågrebet, men lige så hurtigt lykkedes det ham (med venners hjælp selvfølgelig) at flygte fra fængslet. I 1980 blev han dødsdømt in absentia. Med paveattentatet opnåede han stjernestatus, og i de seneste dage er han blevet fejret som en stjerne af unge højrenationalister, typer af samme slags som han selv var i sin ungdom.

Juristen, forfatteren (og detektiven, kunne man godt tilføje) Ugur Mumcu fortsatte Abdi Ipekçi's arbejde (og efterforskningen af mordet på ham.) Efter paveattentatet kastede han sig ud i et enestående detektivarbejde for at optrævle de skumle forbindelser mellem mafia, politikere, politi, militær og terrororganisationer.

Dette arbejde udmøntede sig i en lang række bøger. Mumcu var et vigtigt vidne i retssagen, der fulgte efter Agcas pågribelse i 1981, og fik som vist nok eneste udlænding lov til at besøge og forhøre attentatmanden i fængslet i Italien. Agca tilbragte de næste 19 år dér. I år 2000 blev han udleveret til Tyrkiet, hvor hans dødsdom blev konverteret til livsvarigt fængsel.

Jeg interviewede Mumcu til Politiken i midten af 1980'erne, og spurgte ham ved den lejlighed direkte om, hvordan det kunne være, han stadig var i live. Det undrede også ham selv, svarede han. 24. januar 1993 blev han dræbt af en bilbombe.

Da militæret under general Kenan Evren overtog magten i Tyrkiet den 12 september 1980, var der mange, også ikke-militarister, der åndede lettet op, fordi de troede, at kuppet ville sætte en stopper for den endeløse række af politiske mord og terrorhandlinger, der havde plaget landet gennem 1970'erne.

Volden i gaderne blev også standset. Til gengæld begyndte et rædselsregime i fængslerne. Ca. to millioner (hovedsageligt unge) mennesker blev fængslet og torteret. Hundreder blev torteret ihjel i fængslerne. Næsten 50 personer blev henrettet.

Og de samme mørke kræfter, som bl.a. havde spændt ben for Ecevit-regeringens seriøse forsøg på at udrede alle omstændighederne omkring Ipekçi-mordet, de samme kræfter som også havde skaffet Agca ud af Tyrkiets bedst bevogtede fængsel, kort tid efter at han var blevet anbragt der - de blev siddende, usynlige men aktive, dybt inde i statsapparatet.

Op gennem 90'erne fulgte en lang række drab på intellektuelle, hvoraf jeg allerede har nævnt Ugur Mumcu. Og de fleste af disse drab er forblevet uopklarede. Men det er uden for enhver tvivl, at de ansvarlige - om ikke de samme personer, så i hvert fald de samme kræfter - er de samme som de, der stod bag en væsentlig del af 70'ernes terror.

Ingen lader til at vide helt præcist hvem de er, men deres håndlangere, eller i hvert fald nogle af de grupper, man forbinder med dem, de fanatiske højrenationalister, bliver mere og mere synlige. De møder bl.a. op til fodboldkampe og demonstrationer.

De var der som tidligere nævnt også, da Agca for få dage siden blev sat på fri fod. Deres slagord og deres hyldest af morderen oplevedes af en stor del af landets borgere som en skam, en hån og et attentatforsøg mod de gode viljer, der for tiden kæmper en hård kamp for reformer.

Også blandt jurister er forargelsen og harmen stor. Agca tilbragte kun fem et halvt år i tyrkisk fængsel. Få synes at forstå, hvordan man efter så kort tid kan løslade en person, der har begået så alvorlige forbrydelser, som Agca og er blevet idømt livsvarigt fængsel for dem. Der tales ganske vist om en gammel amnestiordning, som Bülent Ecevits kone Rahsan skal have indstiftet, men juristeriet forekommer mildest talt uigennemskueligt.

Der er en underlig, skævvreden ironi i, at det var Tyrkiets strengt sekulære hær, der under Evren (på opfordring af amerikanerne) banede vejen for, at islamisterne kunne komme til magten, og at det nu er de selv samme islamister, der gennemfører reformer, som for få år siden var utænkelige, for at få Tyrkiet indlemmet i EU. (Hvis det er det de vil. Skeptikerne, inklusive undertegnede, er i tvivl.)

I denne sammenhæng har hurlumhejet omkring Agcas løsladelse gjort én ting helt, helt klar: Uanset hvor mange reformer Tyrkiet gennemfører, må landet igennem et retsopgør, før en sand demokratiseringsproces kan slå rod.

Henrik Nordbrandt er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu