Læsetid: 6 min.

'Vi er alle nationalister'

Nationalisme er ikke kun et fænomen, der trives på højrefløjen. Nationalisme findes i mange afskygnin-ger og er udbredt i befolkningen. Dermed bliver den en stærk social og politisk drivkraft, viser ny ph.d.-afhandling
23. oktober 2006

Her er Hundested. En dansk provinsby, gennemsnitlig, beliggende i Nordsjælland.

Et lokalsamfund. Et sted, hvor forestillinger om, hvad det vil sige at være dansker og bo i Danmark udspiller sig i helt almindelige menneskers daglige gøren og laden.

Her er det ikke Pia Kjærsgaard eller statsministeren, der definerer nationen men hverdagslivets mere usynlige fortællinger.

"Det er godt, at vi alle sammen har ret til at gå i skole, at vi alle sammen har ret til at komme på hospitalet, og der er ikke nogen af os, der dør af sult," siger Kim, en marine-specialist i 40'erne, og udtrykker en 'velfærdsnationalisme', der viser, at velfærd er en afgørende brik i den nationale identitet i Danmark.

Det er ph.d. og adjunkt ved Roskilde Universitetscenter, Lasse Koefoed, der har indsamlet fortællinger blandt Hundesteds beboere, som han har sammensat efter alder, erhverv, uddannelse og politisk tilhørsforhold.

Og det er faktisk en unik undersøgelse, Lasse Koefoed foretager i sin ph.d.-afhandling, som han netop har forsvaret.

Normalt vil forskning i nationalisme foregå ved, at den yderste højrefløj kommer under lup. Men idet Koefoed koncentrerer sig om, hvilke betydninger nationen har i hverdagslivet, åbnes der op for en langt bredere og - ved første øjekast - mere banal form for nationalisme. Men også nationalismer - Koefoed identificerer syv kategorier - der danner grobund for den mere radikale udgave, der ser islam og muslimer som en trussel mod danskheden og danske værdiers overlevelse.

Grobund

"Velfærdsnationalismen er mere usynlig, og man kan ikke direkte forbinde den med den gængse opfattelse af radikal nationalisme, som dehumaniserer hele grupper. Når jeg anvender et bredere blik på nationalisme, er det for at få viden om, hvad der reproducerer nationalisme. Det er det, der baner vej for, at nationalisme har fået stor politisk indflydelse - ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden," siger Lasse Koefoed.

Den banale nationalisme udfolder sig i vores sprog, måder at tænke på, i opdragelsen og skolegangen. Sådan har det altid været. Men det nationale får større betydning, når det globale kommer tættere og tættere på.

Det vil sige, at det sproglige beredskab allerede ligger der, når vi f.eks. bliver konfronteret med flygtninge og indvandrere.

Der sker en bevægelse i velfærdsnationalismen, så den kommer til at danne grobund for en bekymringsfortælling om, at velfærdsstaten er truet.

"Den banale velfærdsnationalisme kobler sig så til den mere synligt problematiske nationalisme. Hvor velfærdsnationalisme indeholder positive værdier om et solidarisk system, hvor alle er lige og ingen svigtes, hvis de bliver syge, arbejdsløse eller lignende, skrider det til en bekymrethed over, at andre udnytter velfærdsstaten. Derfor er den banale nationalismes konsekvenser alligevel ikke banale. Det banale er med til at understøtte det radikale," siger Lasse Koefoed.

Karen, en 40-årig pædagog, siger:

"Ja, altså jeg byder dem da velkommen. Der er jo en grund til, at de er flyttet hertil. Det er da gerne det første, jeg plejer at sige til folk, hvis de siger, at 'de kan da bare flytte hjem til dem selv'. (...)Men så er der selvfølgelig også dem, som bare kommer herop, ja, hvordan skal jeg forklare det, så jeg ikke lyder rigtig, rigtig racistisk. Dem, der bare kommer op og får penge udbetalt og kører rundt i større biler end os andre og faktisk ikke laver dagens gode gerning. Tror jeg. Der er det så, at vi skal tænke lidt på vores egen arbejdsløshed."

Dem og os

"Altså, jeg ville aldrig nogensinde før i tiden have frygtet at gå ude på Nørrebro. Vi har boet på Nørrebro, og jeg kendte den lokale sut dernede, der sad i porten og drak sprit. Altså man kendte hinanden, og sagde 'hej', det var en lille provins egentlig. Og det kan du altså ikke mere. Det, synes jeg, er for galt, at der er nogen, der kan komme og ødelægge det. Som vi har inviteret inden for og betalt deres understøttelse," siger en mellemuddannet kvinde i 50'erne.

Udtalelser som denne, der opdeler danskere og indvandrer/flygtninge i os og dem - er der overraskende mange af i ph.d.-afhandlingen. Overraskende fordi, det faktisk ikke var det, Lasse Koefoed havde sat sig for at undersøge.

"Den orientalistiske nationalisme, som jeg kalder den, er en konstruktion af 'den anden'. Den anden er ikke et menneske men er bærer af tendenser som krig, vold og voldtægt. Hvis det var den, jeg ville undersøge, havde jeg spurgt på en helt anden måde. I min undersøgelse spurgte jeg helt åbnet. Det afspejler, hvor almindeligt, det er blevet at sige nogle ureflekterede ting om en anden gruppe. Og det er ikke rendyrket kulturel racisme, fordi så snart talen falder på kon-krete erfaringer, så er svaret et helt andet og mere positivt," siger Lasse Koefoed, der i første omgang mente, at der var tale om klassiske eksempler på den radikale nationalisme, som er drevet af had og ond vilje. Men han kom frem til, at der snarere er tale om en blind banalisering og reproducering af radikalt sprogbrug.

Lasse Koefoed mener nemlig ikke, at udtalelserne afspejler egentlig angst for det fremmede og fremtiden, sådan som folk, der er skeptiske over for globaliseringen, ofte fremstilles.

Men globaliseringen og dens nye teknologier forstærker orientalismen.

Elitens projekt

Den orientalistiske nationalismes modpol er den kosmopolitiske nationalisme. Den forsøger at formulere et alternativ om et åbnet samfund, men er lige så tilbøjelig til at bruge sprog, der opdeler i os og dem.

Derfor kan alternativet blive en farlig vej, mener Lasse Koefoed, fordi kosmopolitismen kan blive elitens projekt for den politisk korrekte, selvgode økonomiske overklasse.

Hvis det kosmopolitiske udelukkende formuleres fra 'hvide ghettoer' som en strategisk læsning af spillet, påpeger Koefoed, kan den styrke den fjerde nationalisme - den sociale.

Den sociale nationalisme er nemlig kendetegnet ved en stærk opdeling mellem folket og eliten, der ikke er deres ansvar bevidst og ikke tager folket alvorligt.

Karen, ståltekniker i 50'erne siger for eksempel:

"Hvis jeg skylder 20 kroner i skat, ikke, så uh. Men når de sidder dernede og svindler i EU og gafler penge til sig, så skal det bare glattes ned og dysses ud. Det var de store folk, dem glatter vi lidt ud på."

Udfordringen

Nationalstatens endeligt er blevet proklameret utallige gange de senere år. Men globaliseringens underminering af nationalstaten er stærkt overdrevet, mener Lasse Koefoed:

"Jeg ser en klar identifikation med nationalstaten - både bevidst og ubevidst. Nationalstaten har ikke mistet sin styrke som fortælling. Den forståelse, jeg har af det nationale, er, at det bliver afgjort af det enkelte menneske, der er påvirket af globale og lokale forhold."

At nogle progressive værdier som lighed, solidaritet og humanisme kan flettes ind i nogle regressive værdier, er imidlertid en udfordring, mener Lasse Koefoed.

"Det skal flettes ud igen. Og vi skal ikke stirre os blinde på kosmopolitismen som alternativ. Nogle elementer kan bruges til at gentænke nationen," siger han og peger på, at det stærkeste bud måske kommer fra den kosmopolitiske 'underklasse', der har praktiske erfaringer med at leve med 'den anden' i et multikulturelt samfund."

Katrine, en ekspeditrice i 30'erne, der bor i et multikulturelt boligområde, siger:

"Men det er jo måske fordi, man er vant til at bo så tæt på andre mennesker, når du bor i boligbyggeri. Her er jo mennesker alle steder. Og fremmede. Altså, vi er jo vant til at se nogen med en anden hudfarve hver dag og med tørklæder og sådan noget. Det, altså, de generer mig ikke. Her er jo mange fra Bosnien, og jeg synes simpelthen, de er så søde, lige som os andre. De vil ikke tilbage...."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En rasist, eller en nationalist, er en der ikke kan finde ud af at være sig selv, så denne må erstatte det han er med noget han slet ikke er. Denne vildfarne finder sammen med andre vildfarne, i falske sammenslutninger omkring det problem der tegner deres fællesskab.
Disse vildfarne eksistenser bliver afhængige af dette falske sammenhold, og de kan slet ikke kan finde ud af at være sig selv uden dette problem og deres sammenhold omkring det.

I sammenholdet deler de alle den kendsgerning at de er flygtninge, at de er fælles om at erstatte deres selvforståelse, deres selvbillede med en helt andens selvbillede, et ideal, en eller anden storslået personlighed, som de alle agter at plagiere. DVS. at der med en racist og en nationalist slet ikke kan være tale om et individ, men kun om et produkt. Produktet er den der plagierer en anden: Slaven. Det er den der oplever sig selv i en mytisk, drømmeagtig sphære, som altså beskæftiger sig med noget som denne slet ikke selv har indgående og kvalifiseret kendskab i og erfaring med.
Trældom danner rammen om det racistiske, nationalistiske fællesskab. Det er derfor er den falsk, for det er slet ikke deres egen identitet, men som sagt kun en myte.

Racer og nationer og religioner for den sags skyld findes slet ikke som andet end et tanke koncept, det kan derfor slet ikke redegøres for naturvidenskabeligt set, der er kun tale om myter, om opfindelser i et desperat og frygteligt sind.

Der er her i man finder anlednngen til at både rasister og nationalister er så voldlige og destruktive, som de er, at de ikke bare agter ødelægger sig selv men tilmed også hele det samfund som har opfostret dem.