Læsetid: 4 min.

Nationalistisk remix

26. oktober 1999

HALV-FASCISTER, krypto-nazister, skabs-racister og anti-demokrater. Betegnelser, der oftere og oftere må tages i anvendelse, når højrepopulistiske partier gør sig gældende ved valg på det europæiske kontinent her på kanten af det ny årtusind.
Her tales ikke om Sverige, hvor kampen i disse dage foregår på gaden og står mellem erklærede, voldelige nazister og en rystet befolkning, som står sammen og viser dets foragt. Sverige er et kapitel for sig og bør have sin egen behandling. Og det vil det få.
Betegnelserne fyres derimod ofte af i beskrivelserne af udviklingen i Østrig, Belgien, Italien, Frankrig og - senest - Schweiz, hvor det højrepopulistiske Schweiziske Folkeparti (SVP) søndag opnåede at blive næststørst efter partileder Christoph Blochers firkantede 'anti-kurs', der blandt andet samlede proteststemmer i socialdemokratiske højborge som Basel og Genève.
Det er imidlertid utrolig vanskeligt at foretage direkte sammenligninger mellem Blocher og eksempelvis Jörg Haiders østrigske Frihedsparti. Eller at drage en klar parallel mellem Jean Marie le Pens Front National i Frankrig og italienske Gianfranco Fini og hans Alleanza Nazionale. For der opereres inden for helt forskellige nationale normer, rammer og traditioner. Lige så svært kan det være at definere norske Carl I. Hagens Fremskrittspartiet i forhold til det danske søsterparti eller Dansk Folkeparti osv. osv. I Schweiz sidder Blochers parti i regering, hvilket ville være umuligt med le Pens parti i Frankrig. Herfra skal der således ikke generaliseres, for det ville være så åbenlyst forkert. Det ér blevet sværere at skelne mellem det såkaldt 'stuerene' højre og det afskyelige højre, og det er forskelligt fra land til land, hvad der opfattes som hvad.

MEN DER ER dog ét klart fællestræk. Nemlig at der på den yderste højrefløj i hvert land opereres med brug og misbrug af nationalisme i de forskellige former, den kan antage - fra den patriotiske til den direkte fremmedhadende.
Ved hver især at komponere sit eget særlige, velklingende nationalistiske remix - er det lykkedes for højrepopulisterne at nå bredt ud i befolkninger, der er blevet forført ud i at sammenkæde grundlæggende instinkter som misundelse og protesttrang med den nationale selvfølelse. Om hovedvægten lægges på totalskepsis mod EU (som i det schweiziske eksempel), en befolkningsgruppes overlegenhed (flamske Filip de Winters Vlaams Blok i Belgien) eller direkte fremmedhad (som i Frankrig) er sådan set underordnet. Den latente nationalisme i enhver person udnyttes, og det giver relativt let resultater. For er der noget, der er svært at argumentere imod for andre partier, er det fornemmelser og følelser, der konstant bliver fodret. Så kan man komme med så mange fakta, man vil. Det hjælper ikke. Næste skridt er udråbelse af syndebukkene - udlændingene.

HØJREPOPULISTERNES succes i demokratiet afhænger naturligvis også af almindelige faktorer som gode spin-doctors og karismatiske ledere. En sportstrænet, 49-årig Jörg Haider kan samle langt flere proteststemmer op end en noget grånende og kedelig Gerhard Frey fra Deutsche Volksunion.
Udgangspunktet for befolkningens utilfredshed er en anden faktor - hvor stor er arbejdsløsheden, kriminaliteten og det sociale forfald? Af betydning er det også, om andre partier i det spektrum, vi kan kalde centrum-højre, har overtaget dele af højrepopulisternes politik og dermed taget brodden af det ekstreme højres systemkritik. Det er dog ingen garanti for eliminering af det yderste højre, at regeringer overtager deres politik og eksempelvis strammer udlændingelove m.v. Det er i mange tilfælde blot med til at flytte hele dagsordenen mod højre, og det ses ofte, at fordelingen af stemmer på partierne ikke ændrer sig væsentligt på den konto.
Så hvad kan man så egentlig stille op?

DER ER TRE svar: Modargumentation, modargumentation og modargumentation. Det er en disciplin, som tilsyneladende er svær for de forskellige regeringer rundt omkring i Europa. Særligt i lande som Schweiz, Østrig eller Belgien, hvor de brede konsensus-regeringer ofte sidder så længe på magten og det absolutte flertal i parlamentet, at de fuldstændig glemmer nødvendigheden af dagligt at argumentere for deres politik. Man står kun til ansvar over for befolkningen, når der er valg, og når så højrepopulisterne pludselig står godt i meningsmålingerne, indtræffer panikken: Man går ind på de præmisser, som det yderste højre sætter. Mange konsensus-regeringer har forsømt at forklare deres politik. De kan jo gennemføre den uden problemer.

Opgaven med at argumentere for sin politik burde være nemmere for regeringer her i Norden, hvor vi har tradition for mindretalsregeringer og halv-synlig opposition. Her skal man oftere argumentere - simpelthen for at skaffe flertal for nye love og regler. Men det må konstateres, at eksempelvis den danske regering har været utroligt længe om at gå til modangreb på Dansk Folkepartis udmeldinger.
Argumentationen og den konstante debat er grundlæggende for et velfungerende demokrati. Der ingen undskyldning for at lade være. Hvis man blot sørger for det, så skal det hurtigt vise sig, at demokratiet egenhændigt sætter det ekstreme højre til vægs.
Undlades det, bliver det omvendt alt for nemt for folk at tænde på højrepopulisternes nationalistiske remix.brun

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her