Læsetid: 5 min.

Nationalmyten om det danske sundhedsvæsen

Med kommunalreformen centraliseres behandlingen af sygdomme på færre hospitaler. Det kan være godt ved f.eks. hjerneblødninger, men landene med den største fremgang i levealder er dem, der har udviklet sundhedsvæsenet decentralt
31. august 2006

Det har i mange år været en nationalmyte, at Danmark har et af verdens bedste sundhedsvæsener. At dette imidlertid er en vældig overdrivelse, viser talrige internationale rapporter. I virkeligheden har vi et af de dårligste sundhedsvæsener sammenlignet med en række lande i Europa.

En OECD-undersøgelse viser, at Danmark sammenlignet med middellevetiden i 23 lande ligger på næstsidste plads med hensyn til tilvæksten i leveår siden 1970. Senest har en svensk undersøgelse vist, at vi ligger som nummer 10 målt på resultater af behandlingerne, hvor Frankrig, Schweiz, Holland og Tyskland ligger i toppen.

Der findes forskellige forklaringer på, at det forholder sig således, men holder disse forklaringer for en nærmere analyse?

Den hyppigste forklaring, fremført af blandt andet økonomer og læger, handler om, at vi anvender en for ringe del af bruttonationalproduktet (BNP) på sundhedsvæsenet, og at flere penge til bl.a. kræftforskning og -behandling ville hjælpe på vore dårlige resultater på dette område. Imidlertid viser også her OECD-rapporter, at mens gennemsnittet for OECD-landenes del af BNP udgør 8,6 procent, anvender Danmark 9 procent. Hertil kommer, at man på web-siden OECD.org kan se de enkelte landes forbrug af BNP, og overlæge Lars Bitsch-Larsen har i en artikel i Dagens Medicin præsenteret resultaterne af et diagram, der viser, at med hensyn til udgifter til sundhedsvæsenet, målt i dollar pr. capita blandt lande med en gennemsnitlig levealder på omkring 77 år, ses Korea nederst med 1.000 dollar, Danmark med 2.750 og USA med 5.500 dollar. Portugal, der i år 2000 overhalede Danmarks levetid, har forbedret levealderen fra 64 år til 77 med et budget på 2.800 dollar per capita.

De store forskelle i ressourceforbrug giver altså nøjagtig samme levealder. Så den med flere penge til sundhedsvæsenet duer altså ikke.

Ikke lægemangel

Hvad så med den hævdede mangel på læger? Her viser undersøgelsen 'Rekruttering, fastholdelse og faggrænser' fra Sundhedsministeriet (2001), hvilke sygehuse, der er mest effektive ved at opgøre, hvor meget sygdomsbehandling der produceres per ansat læge. På akutsygehuse med færre end 80 læger produceres der for 4,8 millioner kroner pr. ansat læge, medens der på sygehuse med mellem 100 og 220 læger produceres for 3,8 millioner kroner. Og på sygehuse med flere end 250 læger produceres for 3,4 millioner kroner pr. læge. Så den med lægemangelen duer altså heller ikke. Også undersøgelser offentligjort i ugeavisen Dagens Medicin viser, at behandlingsresultaterne er dårligere jo flere læger, der er ansat på en kræftafdeling.

Udviklingen går i retning af at nedlægge de små sygehuse og centralisere behandlingerne på de store. Dette er således blandt andet formålet med den forestående kommunalreform. Dette kan være hensigtsmæssigt ved specifikke specialer, som f.eks. er rettet mod behandling af hjerneblødninger, men de ovenstående tal skulle have dokumenteret, at det langtfra gælder de ikke-specialiserede sygdomsbehandlinger. De lande, der har haft den største fremgang i forlængelse af levealder, er lande, der har udviklet sundhedsvæsenet decentralt.

Livsstil anføres igen og igen som årsag til godt eller dårligt helbred. Danskerne ryger, drikker, æder og er fysisk inaktive. Men er den danske befolknings dårlige livsstil årsag til de ringe behandlingsresultater? Næppe. I middelhavslandene ryges og drikkes der lige så meget, eller mere, end i Danmark, men levealderen i de fleste af disse lande er højere end i Danmark, så den undskyldning duer heller ikke.

Industri påvirker læger

Når hverken flere penge, flere læger eller folkesundhedsprogrammer kan anvendes som 'pacemaker' for det danske sundhedsvæsen, hvad kan så? Der findes naturligvis ikke nogle patentforklaringer på dette, og man ved selvsagt ikke, hvorfor man i andre lande klarer sig bedre end i Danmark. Men det bør jo undersøges, fremfor at man stædigt fastholder, at det drejer sig om økonomi, lægemangel og dårlig livsstil.

Svarene kunne ligge i organisatoriske forhold (centralisering versus decentralisering), svigtende kontrol og indgriben fra relevante myndigheder, problemer i uddannelse og efteruddannelse af lægerne, manglende accept af den nødvendige kommunikation både mellem personalegrupper og mellem patient og personale, fravær af borgernes muligheder for indflydelse og prioritering ved planlægning af sundhedsvæsenet. Eksemplerne er legio.

I det følgende vil nogle af disse mulige vanskeligheder for det danske sundhedsvæsen blive uddybet:

n Størsteparten af lægernes efteruddannelse foretages af lægemiddelindustrien i form af kurser, seminarer, etc. Mens statens interne finansiering er faldende, viser en opgørelse fra Dansk Center for Forskningsanalyse, at den eksterne finansiering er stigende. Den eksterne finansiering kommer fortrinsvis fra lægemiddelindustrien. Denne sammenblanding af økonomiske og uddannelsesmæssige interesser er en farlig cocktail, idet lægerne hermed uddannes i industriens interessesfære, der fortrinsvis har til hensigt at producere 'tekniske fix', altså lægemidler og ikke forebyggelse eller analyser af mulige årsager til sygdomme. Hertil kommer, at afprøvning og fremstilling af lægemidler er afhængig af et samarbejde mellem industri og læger, idet der forudsættes kliniske afprøvninger af nye lægemidler, før de kan patenteres og markedsføres. Disse såkaldt kontrollerede undersøgelser udføres af læger på deres patienter, og lægerne 'belønnes' af dette samarbejde med adgang til artikler i internationale tidsskrifter, hvilket er en vigtig karrierevej for lægerne. Eksempelvis er antallet af publicerede artikler en væsentlig faktor ved bedømmelse af kvalifikationerne til en overlægestilling. Imidlertid censureres disse artikler som regel af industrien, og negative resultater eller risikable bivirkninger nedtones eller forties helt. Dette kunne være medvirkende til de dårlige behandlingsresultater. Man ved, at cirka fem procent af alle indlæggelser skyldes problemer med medicinen og at tre procent dør som følge af dette.

n Allerede i 1982 udsendte Sundhedsstyrelsen en anbefaling til lægerne om at introducere og anvende det amerikanske begreb informed consent, altså informeret samtykke. Det betyder, at lægerne skal kommunikere med deres patienter og indhente deres samtykke til de foreslåede undersøgelser og behandlinger og diskutere eventuelle alternative muligheder. Forudsætningen for informationen er selvsagt, at man oplyser om fordele og risici ved behandlingerne. Sundhedsministeriet har ved love om videnskabsetiske komiteer i henholdsvis 1992 og 1994 gentaget denne henstilling til kommunikation mellem læger og patienter, men talrige eksempler, bl.a. fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, viser, at det underliggende problem for mange klager er, at lægerne ikke kommunikerer med patienterne. Også mange henvendelser til Patientforeningen Danmark vidner om dette problem. Er danske læger for ringe uddannet til at lytte til og acceptere patienternes egne erfaringer og ønsker og anvende denne information i deres behandlinger?

n I 1994 vedtog Verdenssundhedsorganisationen (WHO) den såkaldte Amsterdamdeklaration, der bl.a. påpegede nødvendigheden af at inddrage borgerne i prioriteringen af indholdet af sundhedsvæsenet samt åbne adgang for, at patienter kan få rettet i deres journaler, hvis de indeholder faktuelle fejl (hvad de ikke sjældent gør). Danmark har tiltrådt denne deklaration, men det har ikke fået praktisk betydning. Der afholdes ikke borgerhøringer, og Sundhedsstyrelsen har direkte i sine anbefalinger tilkendegivet, at der ikke kan rettes i journaler, men blot tilføjes eventuelle kommentarer. Ville sundhedsvæsenet se anderledes ud, hvis borgerne blev inddraget i prioriteringer, som evt. kunne medføre decentralisering frem for centralisering og reel forebyggelse frem for ofte nytteløse folkesundhedsprogrammer og screeninger?

Svarene blæser i vinden, men man kan håbe på, at de besluttende myndigheder begynder at konsultere andre end lægeforeningspolitikere, økonomer, embedsmænd og industri ved udviklingen af det danske sundhedsvæsen. Og endelig at orientere sig om sundhedsvæsenets opbygning og indhold i de lande, der scorer de bedste point.

n Lone Scocozza er professor emerita i folkesundhedsvidenskab og medlem af Sundhedsvæsenets patientklagenævn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu