Læsetid: 3 min.

Nationalsocialismen ad bagdøren

8. august 2006

Hvad skal man stille op med en sønderjysk KU-formand som henviser til det højreekstreme Dansk Front som stedet, hvor man kan debattere "uden hele tiden at blive svinet til for at have et kritisk syn på fremmede" (Ekstra Bladet den 3. august). Det samme kan jo siges om nazi-partiet; Kolding-formanden genopliver det gamle 1930'er-billede af KU'eren med skrårem, spidsbukser og ridestøvler.

En af mange faktorer, som betød Hans Engells exit fra de konservative i 2000, var en partiintern diskussion, om den tidligere justitsminister nu var medlem af Svend Salicaths Danmarks National Socialistiske Arbejderparti tilbage i de glade studenterdage på Sorø Akademi. Engells egen manglende bekræftelse af medlemskabet og forklaring om, at han bare skulle provokere, er nok den rigtige. Men hvorfor er denne flirt med det sorteste sorte i europæisk politisk historie blevet en ungkonservativ positionering?

Når man taler om den nærmest trendy nye højreradikalisme, må man gøre sig klart, at Das III. Reich som dynamisk statsdannelse var andet og mere end en gigantisk civilisationskatastrofe. Det var også en (canceragtig) udviklingsstorm. Der er så tilpas stort sammenfald mellem det fascistiske kampinstinkt og den liberalistiske konkurrencementalitet, at alle mulige interessenter - efter sammenbruddet i 1945 - har stået på nakken af hinanden for at komme til at håndplukke udvalgte organisatoriske eller teknologiske detaljer fra det kæmpemæssige fallitbo.

Da jeg i 1996 begyndte at interessere mig for politisk kommunikation, opdagede jeg til min forbavselse, at New Labour havde søgt at indkredse de af dr. Goebbels propagandamæssige tiltag som havde videnskabelig værdi.

Tyskerne har selv klogeligt undgået at markedsføre Volkswagen og Autobahn som Hitlers egne håndtegnede projekter. Ligesom amerikanerne dygtigt har underspillet den indflydelse Hitlers raketekspert Wernher von Braun og hans 100 tyskere havde på Apollo-projektet.

Om vi vil det eller ej, er historiens mest groteske bevægelse del af moderniteten. Når drengerøve fra anerkendte politiske bevægelser provokerer med højreradikale statements, er det ikke blot udtryk for et pubertært, uartikuleret ungdomsoprør, men også udtryk for hvilken succes samarbejdspolitikken var for Danmark.

Dansk højre-trend

Fra den seneste forskning - jeg tænker på historikere som Steen Andersen, Joachim Lund og Götz Aly - ved vi, at dansk erhvervsliv og landbrug var så intimt involveret i at bygge og føde Hitlers militære infrastruktur, at Danmark i forhold til andre samarbejdspartnere som Ungarn og Frankrig havde særligt favorable vekselkurser.

Hvor mange danske familier har ikke kunnet takke krigskonjunkturerne for, at de er avanceret til mere end husmænd og arbejdere? Efter årtier med tavshed er vi - jf. familiepsykologen Helm Stierlins teorier om delegering - nået det punkt, hvor man kan tale frit.

Det er i dette lys, at den nye danske højre-trend også skal ses. Som en trend, der bygger på de gode minder om dristige eventyr og hastigt akkumulerede familieformuer.

Da jeg for nyligt interviewede flere opinionsdannere i Wien, blev jeg bl.a. mødt med spørgsmålet:

"Hvordan kan det være, at I danskere - der er kendt for at være en tolerant skandinavisk velfærdsstat, et land alle har set op til - pludselig får på puklen for at være fremmedhadere?"

Danskerne har gjort nogle vidunderlige ting for krigens jødiske forfulgte, svarede jeg. Til gengæld er danskerne sådan cirka også de eneste, der slap godt fra at samarbejde med Hitler. Minderne om krigens højkonjunkturer og den mangelfulde retsforfølgelse kan meget vel være en medvirkende årsag til den højreradikale trend, vi ser - især i Danmark - i disse år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her