Læsetid: 6 min.

Nationen i halv hastighed

Fra et flag hos Gerhard Richter til syv store bogstaver hos Jens Haaning: Er nationen blevet samtidskunstens nye ikon?
27. april 2005

Dannebrog hører ikke hjemme i et maleri.

daværende kulturminister Jytte Hilden, april 1995

De nationale emblemer har erobret galleriernes udstillingsrum. Ét rum er lige åbnet; det er Jens Haanings udstilling hos Galleri Nicolai Wallner, som består af ordet 'DANMARK' skrevet på væggen af et tomt rum. Det andet er i Statens Museum for Kunst, og kunstneren Claus Carstensen bragte det i sidste uge på bane i et foredrag på Louisiana om maleren Gerhard Richter som politisk samtidskunstner. I dette rum hænger Statens Museums eneste værk af Richter, verdens dyreste nulevende maler. Det hedder Schwarz-Rot-Gold og består af tre glasplader foran de tre farveflader sort, rød og guld.

Så står man der i et tomt rum og kigger på ordet DANMARK eller på det tyske flag. Det ene værk af Haaning, der er kendt som politisk kunstner; det andet af Richter, der ofte kaldes nihilistisk og apolitisk. Der er noget reduktivt over det: Hvis det er politisk kunst, er det så fordi den politiske kunst er blevet så bange for statements, at den ikke tør andet end at pege på et ord? Og hvis det er apolitisk, hvorfor handler det så om nationer? Skal et flag eller et ord på en væg nu være kunst?

Ikke helt, mener Carstensen, eller rettere: I Richter-maleriets tilfælde har ophængerne misforstået det kunstneriske projekt.

"Det rigtige Schwarz-Rot-Gold er lavet af Richter til den tyske Reichstag," forklarer han.

"Det har intet at gøre med sådan en gang form og modernisme, som det ligner på Statens Museum."

Det er derimod et værk, der ligner det tyske flag og er lavet til det tyske riges hovedsæde. Som så meget andet i Richters værk - der for tiden kan betragtes på Louisianas store udstilling - en kommentar, en analyse og en reaktion fra en mand, der ifølge Carstensen formår at gøre kunst ud af, at han er "pinagtigt fastklemt i sin tid"; af at maleriet og det politiskes utopier er dekonstrueret væk, men kunsten såvel som samtiden stadig findes.

En time på et ord

Ligesom Richter tager et snapshot og sænker dets hastighed ved at male det op med en pensel, der indfanger uskarpheden ned til mindste detalje; ligesom han genfremkalder sin onkel Rudi i SS-uniform eller Baader-Meinhof-gruppens medlemmer i disse slørede glemselsformer, således genoptegner han altså nu nationens symbol midt i nationens hjerte.

Dét er politisk, og så kan man ikke bare hænge det op i et tomt hvidt rum, mener Claus Carstensen.

Hvis man altså ikke rigtig ved, hvad man skal tænke ved at se på noget, der ligner det tyske flag i et hvidt rum, er det måske rummets skyld. Tvivler man derimod på, hvad man skal tænke ved synet af ordet DANMARK i Nicolai Wallners hvide rum, sker det med kunstnerens fulde overlæg.

Information opsøger Jens Haaning for at finde ud af, om han er i gang med et projekt, der ligner Gerhard Richters.

"Prøv at sammenligne med, hvor mange ord, der bliver fyret af i en avis," forklarer Haaning, lige landet med flyveren fra Oslo, hvor han udstiller et værk lavet sammen med kunstnergruppen Superflex.

"Hvis det er en lidt lettere læst avis end Information, kan man vel tygge sig igennem den på en times tid. Jeg etablerer så en situation, hvor folk måske står af inde ved Nørreport og cykler ud til Islands Brygge, træder ind hos Nicolai Wallner, ser ordet og cykler hjem igen. Før de når hjem, har de brugt en hel time på at modtage ét ord. Kommunikationen er på en måde den samme - man læser - men jeg fremhæver ordet DANMARK som et fænomen, fokuserer det og gør det på én gang meget konkret og meget abstrakt. Snakker vi om vores - eller jeres - nationale stolthed i forhold til sport, taler vi om nationalstaten eller historien eller det enkelte individs forhold til det danske landskab - værket er så åbent, at beskuerens egen associationsløbebane ikke kan undgå at blive en del af det."

- Men hvorfor skal folk tage hen i et galleri for at se, at der står DANMARK på en væg?

"Hvorfor? Jamen, hvorfor skal de tage ind på Statens Museum for Kunst og se et Jens Søndergaard-maleri af et sankthansbål ved Vesterhavet? Det skal de, fordi han mener, der er noget interessant i sådan et bål, og de skal se på DANMARK, fordi jeg mener, at der er noget interessant i at reflektere over det," siger Jens Haaning.

- Skal kunst ikke få en til at se nye ting eller se ting på nye måder?

"Kunst skal ikke noget. Kunst skal være kunst. Men jeg er selv interesseret i kunst, som vover skindet og reflekterer over vores samtidssituation relateret til hvordan vi som individer og kulturer eksisterer sammen."

- Gør det den til politisk kunst?

"Nej. Jeg vil sige, at jeg laver kunst-kunst, som er meget politisk motiveret. Men derfor forsøger det ikke at blive et statement i en politisk debat. Der er meget, som keder mig inden for det, der kaldes politisk kunst, fordi det bliver for banalt. Jeg prøver ikke at sige, at noget er godt eller dårligt, og jeg peger heller ikke; jeg laver konstruktioner, som giver nye billeder eller tilgange til en problematik."

Visuel underholdning

Haaning har overværet Gerhard Richters forelæsninger på kunstakademiet i Düsseldorf og er meget begejstret for ham. Bare ikke politisk.

"Jeg synes faktisk ikke Richter politisk er særlig præcis. Jeg kan godt se, at der er et fællesskab i ansatsen i de to værker. Men jeg mener, at han med Schwarz-Rot-Gold tager udgangspunkt i noget meget relevant, og så laver han en masse visuel underholdning ud af det. Og jeg har næsten prøvet at gøre det modsatte: at rense det. Du træder ind i rummet, og så står du med det der ord, og hvad sker der så oppe i dit hoved? Det er det moment, jeg har været interesseret i. Så hvis han underholder i en halv time, underholder jeg måske i fem eller 15 sekunder. Resten af tiden er du overladt til dig selv og dine egne associationer," siger Jens Haaning.

- Er du enig i, at Richter i høj grad er en kunstner, der er klemt inde i sin tid?

"Nej. Richters helt afgørende indsats er hans refleksion over og afsøgning af maleriets muligheder. På alle mulige planer, også politisk. Han er en eminent laborant og sindssygt analytisk - selv et flydende sprog som billedkunst går han enormt faktuelt til."

- Men er dine konstruktioner også afsøgninger?

"Ja, og på det punkt føler jeg mig meget beslægtet. Og så ligger Richters styrke i hans måde at bruge maleriet, et gammelt klassisk medie, til at reflektere, hvordan vi benytter os af billeder i dag. Han laver jo billeder, som folk står og dvæler over, fordi de er malede, men ville smide ud med det samme, hvis de fik dem tilbage fra fotohandleren. Så det er ikke så meget når han bruger de tyske farver, men når han bruger det langt mere flygtige, som disse snapshots, at han virkelig kan gøre noget: fokusere det og lave fænomener ud af det flygtige."

"Den mediebevidsthed minder mere om det, jeg er interesseret i ved at få folk til at bruge en time på et ord. Det er fantastisk, at han får os til at beskæftige os med noget, som lige så godt kunne være det ene snapshot som det andet, som har den der totale opløsthed i en verden uden absolut fokus, hvor kirken og det politiske system har mistet sin magt, og Dagbladet Information ikke giver nogen mening længere, fordi den ligner 2. sektion til Eurowoman," siger Haaning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her