Læsetid: 4 min.

Nationens monster

25. november 1997

Jeg er et levende symbol på hvad der sker i landet. Jeg er et levende symbol på den hvide mands angst.
Winnie Mandela i biografien Part of My Soul

En frysende nat i det sydafrikanske efterår i 1977 buldrede det på døren til et hus i Soweto. Winnie Mandela blev igen - for Gud ved hvilken gang - anholdt. Kufferten stod som altid pakket til et ophold på stationen.
Næste dag blev hun smidt ombord en militær lastbil sammen med sine to døtre. På ladet befandt sig alle hendes ejendele - tæppet flået af sengen, garderoben og køkkenskabene tømt i lagnerne og smidt på ladet. Sidst på eftermiddag blev hun og pigerne dumpet ved et endnu mindre hus i en mudret township ved byen Brandfort fire hundrede kilometer fra Soweto, dybt inde i det reaktionære boerland. Der var hverken vand eller el
- og huset var tomt for både mad og brænde. Se det for Dem: Dér hutler kvinden sammen på en madras med sine to børn, straffet for at være forbundne med deres mand og far.
"Denne rystende oplevelse gav mig et sår som aldrig vil heles", fortalte Winnie i 1984 til sin amerikanske biografi-forfatter.

Derfor er hun immun overfor en forside som i søndags, hvor Sydafrikas Sunday Times brølede Ram Winnie! som optakt til denne uge, hvor 40 vidner vil afdække hendes rolle i mord, maskepi og mishandlinger i slutningen af 1980'erne.
Sunday Times er en af de største aviser, og den brugte aldrig meget plads på at promovere sorte medborgeres rettigheder, før andre havde kørt det løb for den. Winnies tilhængere oplever derfor forsiden som en simpel fortsættelse af den forfølgelse, som systemet gennem de seneste 30 år har udsat hende for. At systemet skiftede ansigtsfarve for nogle år siden ændrer ikke noget ved deres synspunkt - lige som de føler, at det ikke ændrede deres livsbetingelser.
Hun har nemlig mange tilhængere. Som en anden feudal krigsherre har hun sørget for at især en enkelt stor og møgbeskidt slumlejr - Phola Park - uden for Johannesburg har fået lidt flere vandhaner, gadelamper og skolebøger, end så mange andre slumlejre har fået. Det takker indbyggerne Winnie for - lige som de ikke glemmer de rifler og pistoler, hun ikke tøvede med at levere dem fra sin Mercedes i 1990-91, da de var under angreb fra de zulu-krigere, systemets sidste forkrampede sendte imod lejren. Det var en indsats, som partiledelsen næppe sanktionerede, men det ragede hende den samme høstblomst, som det ragede hende, når det hvide system forfulgte hende med arrestationer, forvisninger, anholdelser og chikanerier. Hendes mod er af stål som fængselstremmer - efter hendes hus blev brandbombet i 1985, vendte hun "bare" hjem til sit tomme hjem i Soweto. Dér jagtede politiet hende nidkært, indtil systemet opdagede, at det gav så dårlig presse i USA, at skaden var mindre ved at lade hende blive. Den hvide mands angst blev hendes skarpeste våben. Hun sleb det uophørligt.

Den permanente skade - på Winnie - forsvandt dog ikke. Det var onde år, hun returnerede til, hvor hun med god grund frygtede for sin sikkerhed. Der foregik en uerklæret krig, hvor systemet lagde den civiliserede facade fra sig for ikke kun at knuse kravet om demokrati, men også de der rejste det. Hvide aktivister blev skudt ned på åben gade. Kirkerådets kontorejendom blev bombet til ruin. Sorte lejesvende massakrerede hele familier, hvis far eller søn holdt med Mandela. Politistikkere infiltrerede alt, og politiet hentede deres ofre om natten. Nogle forsvandt, andre forblødte, alle frygtede at blive forrådt.
Forråelsen bredte sig. Ved Sandhedskommissionens vidneskranke vil ofre og bødler igennem denne uge fortælle, hvordan Winnies skadede sjæl tog imod dette. Foreløbig kender vi kun omridset af, hvordan hendes private tæskehold, Fodboldklubben Mandela, kidnappede, tæskede og myrdede formodede stikkere, i et forsøg på at luge lusene ud af befrielsesbevægelserne. I denne uge vil modbydelige detaljer fra den modbydelige uer-klærede krig blive åbenbaret, og Winnies magtbrynde og manglende moral vil stå nøgnere end nogensinde før.
Men det essentielle kender vi allerede. Winnies sårede sjæl var ikke i stand til at balancere mellem det, der blev hendes livsbetingelse: Årene med forfølgelse på den ene side og beundring på den anden, adskillelse fra sin elskede på den ene, stjernestatus af samme grund på den anden. Smerten blev til grådighed, da udenlandske priskomiteer og organisationer styrtbadede Mandela i penge: Hun solgte rettighederne til at markedsføre Mandela-navnet til en amerikanske forretningsmand og byggede millionvilla i Soweto. Afsavnet blev til magtbrynde: I kampen for friheden lod hun mål hellige midler, hvorefter mord fulgte mishandling. Den hvide mands angst havde givet hende magt; som antiracist var springet tilsyneladende kort til at nyde den magt, der sprang af farveløs angst - med andre ord: Af terror.

Lige så fashionabelt det dengang var at beundre Winnie som Nationens Moder, lige så fashionabelt er det nu at tilsætte titlen et lille dræbende 'r'. Men snarere var der hele tiden tale om et monster. Det monster, som sandhedskommissionen nu forsøger både at mane frem i lyset og ned i jorden. Dermed er hun fortsat et levende symbol på det, der foregår i landet. Ugens afsløringer vil næppe mindske tilliden til hende blandt de elendige i Phola Park, for de bygger tilliden på reelle gevinster ved kendskabet til hende. Men afsløringerne bliver endnu en solid grundsten til et samfund, hvor risikoen for nye monstre mindskes, når den faktiske viden om hendes gerninger vil erodere tilliden til hende hos de, der er knapt så elendige.pety

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu