Læsetid: 4 min.

NATO 20

15. maj 2002

»Det her er ikke nogen drømmerejse. Aftalen er baseret på kold, benhård egennytte på begge sider, og det er dét, der vil få aftalen til at fungere.«
-NATOs generalsekretær George Robertson til avisen The Guardian om det ny NATO-Rusland samarbejde

Det er seksten år siden at Ruslands Mikhail Gorbatjov og USA’s Ronald Reagan mødtes i
Reykjavik og tog det første skridt til afslutningen på den kolde krig. Besyngelsen af hvor meget der dog er sket siden dengang muren stadig stod, er for længst blevet en glædelig banalitet. Men set med 1986-briller er det igen blevet tid til at knibe sig hårdt i armen:
Nyheden er at NATO’s 19 udenrigsministre nu mødes
i Reykajvik for at hamre en aftale på plads, der vil give Rusland ret til at sidde med ved lang række NATO-møder som ligeværdig partner. Vantro ville også have mødt en påstand om, at Reykjavik-mødet også markerer nedtællingen til, at NATO i november i Prag med al sandsynlighed vil udvide medlemsskaren med en hel række gamle sovjetiske lydstater, herunder ikke mindst de tre baltiske lande, der på Gorbatjovs tid var en del af Sovjetunionen. Og navnlig skal det her indsparkes, at den regerende russiske præsident ikke har truet med noget som helst ondt for verdensfreden i dén anledning.
Valdimir Putin synes tværtimod at have fået ganske meget ud at det, der i alle fald er blevet en uafvendelig udvikling. Siden Gorbatjov og Reagan mødtes er der nemlig næsten umærkeligt sket det, at Rusland ikke længere er en global stormagt. Sovjetstatens tunge økonomiske arv har gjort, at kun USA kan gøre krav på den titel. Reagans ’evil empire’ er i dag en stor forgældet nation, der er ikke har råd til at sige njet: Rusland har ikke penge til at modernisere sit atomvåbenarsenal, og kan derfor ligså godt indgå en traktat med USA om nedskæringer, som det skete i mandags.
Generelt har den pragmatiske Putin mod viljen i Kremls militære establishment slugt både stolthed og smerte, og i stedet satset på at smede mens jernet er varmt.

Særlig siden 11. september har Putin brudt tabuer ved at lade amerikanske fly bruge central-asiatiske, tidligere sovjetiske republikker som base under Afghanistan-offensiven.
Det han har fået igen er ikke kun en fin plads ved tebordet hos Englands dronning, men også bred vestlig anerkendelse som en mand, man kan ’gøre business med’ Med det har fulgt uvurderlig støtte til hurtig
russisk optagelse i verdenshandelsorganisationen WTO.
Men skæret af begyndende ligeværdighed bør ikke tages for pålydende. Selv om Rusland mod forventning og amerikanske ønsker mandag fik USA’s løfte om en traktat om atom-nedskæringer, og ikke blot et solidt håndtryk, så har russiske eksperter allerede været ude med skarp kritik. Over for avisen New York Times kalder de det en farce at tale om reelle nedskæringer, når aftalen giver mulighed for, at begge parter blot kan parkere atomvåbene på lager for siden at kunne hive dem frem igen, hvis tiderne skulle skifte. At de russiske våben modsat de amerikanske i mellemtiden vil være håbløst forældede gør hele forskellen.
Det er lidt på samme måde med NATO-Rusland-
rådet. Det er en aftale, der vil give Rusland mulighed for at være med i store dele af NATO-samarbejdet, og det kan kun hilses velkommen som en vigtig tillidsskabende mekanisme, der på sigt vil udviske stadig mere af den resterende koldkrigs-mistillid og usikkerhed.
Alligevel står det klart, at Rusland kun får lov at spille med i det omfang, det ikke anfægter NATO’s grundlæggende interesser. Beslutningen om den forestående udvidelse får russerne således ikke ret til at tale med om. Og kører det hele af sporet, hindrer intet NATO i ensidigt at indstille de faste møder med Rusland. Dermed langtfra sagt, at Putin har forløbet sig. Som George Robertson i går sagde i Reykjavik: »Vi lever i en omvæltningerenes tid. Forestillinger om sikkerhed er blevet knust. Traditionelle måder at handle på virker ikke længere.«

Den ny virkelighed betyder, at NATO’s gamle land-baserede forsvar skal erstattes af et langt mere fleksibelt forsvar, der kan sættes ind hvor trusler og konflikter måtte opstå. Dét står også på NATO-topmødets dagsorden i Prag. For alliancens søgen efter en ny berettigelse slutter ikke med udvidelsen. Kampen mod terror har allerede market sit første indtog, da NATO aktiverede sin alle-for-én klausul i dagene efter 11. september. Siden har Rusland spillet sin første, men næppe sidste rolle i denne kamp. Og som en urovækkende sidegevist har Putin fået fred for højrøstet vestlig kritik af krænkelserne under den forsatte russiske krig mod både civile og terrorister i Tjetjenien. Den centrale udfordring for NATO bliver at bevare et skarpt blik for nuancerne i alle de påståede kampe mod terror, og ikke kun for kold, benhård egennytte.

cobla

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her