Læsetid: 4 min.

NATO er dømt til at mislykkes i Libanon

Hvordan kan nogen tro, at den næste hær, der ankommer til den libanesiske kødhakker, vil få større succes end de tidligere?
2. august 2006

Alle udenlandske hære - også den israelske - lider nederlag i Libanon. Så hvorfor tror George W. Bush og lord Blair af Kut al-Amara - efter deres uundgåelige katastrofer i Afghanistan og Irak - at en NATO-styrke vil overleve på den sydlibanesiske grænse? Israelerne ville tydeligvis nyde det - det er på tide, Vesten tager en del af tabene - men Hizbollah vil sandsynligvis se styrken som en stedfortrædende israelsk hær.

Styrken skal, når alt kommer til alt, fungere som en stødpude til beskyttelse af Israel, ikke, som libaneserne hurtigt har noteret sig, som beskyttelse af Libanon - og den seneste NATO-styrke, der kom til landet, blev bogstavelig talt blæst bort af selvmordsbomber.

De amerikanske og britiske regeringer har sorgløst bortvisket historien om den gamle multinationale styrke, der ankom til Beirut for at følge palæstinensiske guerillaer ud af Libanon i august 1982 og senere, efter massakren på op imod 1.700 palæstinensiske guerillasoldater ved Sabra og Chatila, der blev gennemført af Israels stedfortrædere, den libanesiske milits, vendte tilbage for at beskytte de overlevende og sikre den libanesiske regerings suverænitet. Lyder det bekendt? De kom også for at træne den libanesiske hær - en af de opgaver, der bliver prakket den nye Bush-Blair styrke på - og det mislykkedes.

Da de blev sprængt i stumper og stykker af selvmordsbomber i deres hovedkvarter i Beirut med tabet af 241 amerikanere til følge, gravede de amerikanske marinesoldater sig ned i jorden under lufthavnen i Beirut.

Og der opholdt de sig, indtil den nytrænede libanesiske hær brød sammen i februar 1984, da præsident Ronald Reagan besluttede at flytte sine tropper væk fra land.

Sporene skræmmer

Som andre berømte historiske tilbagetrækninger, Napoleons tilbagetog fra Moskva eller general Custer, repræsenterede det en national katastrofe, et kolossalt slag mod USA's prestige i området og en advarsel om at sådanne libanesiske eventyr altid ender i tårer. Det franske kontingent rejste hjem kort tid efter. Det samme gjorde det italienske. Et kompagni britiske soldater havde været de første til at stikke af fra Libanon.

Så hvordan kan nogen tro, at den næste hær, der ankommer til den libanesiske kødhakker, vil få større succes? Den multinationale styrke var godt nok ikke bakket op af en resolution fra Sikkerhedsrådet. Men siden hvornår har Hizbollah været modtagelig over for krav fra FN? De har allerede nægtet at lade sig afvæbne - som de blev dikteret ifølge FN-resolution 1559, og en af verdens stærkeste guerillastyrker overgiver ikke deres våben til en flok NATO-generaler.

Vi får at vide, at størstedelen af styrken vil bestå af muslimer. Det er sikkert rigtigt, og tyrkerne er allerede nu uklogt i gang med at træffe den endelige beslutning om at deltage. Men vil libaneserne acceptere, at efterkommere af det hadede Ottoman-rige skal styre en del af deres land? Vil shiaerne i syd acceptere sunnimuslimske soldater som deres nye herskere?

Washingtons selvbedrag

Hvordan kan det være, at folk i det sydlige Libanon ikke er blevet hørt i spørgsmålet om den hær, der åbenbart skal slå sig ned i deres områder? Naturligvis fordi den ikke kommer for deres skyld. Den kommer, fordi israelerne og amerikanerne ønsker, den skal være der for at hjælpe til med at omforme Mellemøsten.

Dette giver utvivlsomt mening i Washington - hvor selvbedrag styrer diplomatiet i næsten lige så stort omfang som i Israel - men USA's drømme bliver sædvanligvis Mellemøstens mareridt.

Denne gang vil vi se en NATO-ledet hærs opløsning på tæt hold. Irak og det sydvestlige Afghanistan er nu så farlige områder, at ingen reporter kan bevidne blodbadet og uhyrlighederne, der begås som et resultat af vore håbløse projekter for regionen. Men i Libanon bliver der fuldtids live dækning af en katastrofe, der kun kan undgås ved det ene diplomatiske skridt, d'herrer Bush og Blair nægter at tage: at tale med Damaskus.

Så når denne nye hær ankommer til Libanon, kan vi blot vente få dage - eller timer - på det første angreb på den. Så får vi igen og igen at høre, at vi bekæmper det onde - at 'de', Hizbollah eller palæstinensiske guerillaer eller enhver anden, der har planer om at tilintetgøre 'vores' hær - hader vores værdier; og endelig får vi naturligvis at vide, at det alt sammen er en del af 'krigen mod terror' - det nonsens, Israel har forsøgt at sælge os.

Og så vil vi måske huske, hvad George Bush senior sagde, efter Hizbollahs allierede havde selvmordsbombet marinesoldaterne tilbage i 1982, at amerikansk politik ikke ville lade sig påvirke af en flok "lumske terroristkujoner".

Og vi ved alle, hvad der derefter skete. Eller har vi glemt det?

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her