Læsetid: 2 min.

NATO risikerer at tabe slaget om Afghanistans fremtid

Afghanistan-eksperter opfordrer NATO-landene til at satse langt mere på genopbygning, så den afghanske befolkning kan mærke, at der sker noget
27. november 2006

Fire af fem støtter Taliban, og den sidste venter og ser, hvem der vinder. Sådan beskriver NATO-kilder situationen i det sydlige Afghanistan, når mikrofonerne er slukket. De beskriver den kommende vinters genopbygningsindsats som helt afgørende for, hvem den afghanske befolkning vælger at støtte og dermed afgørende for NATO's udsigt til succes.

Afghanistan-eksperter opfordrer denne uges NATO-topmøde i Riga til at satse langt mere på genopbygning, så almindelige afghanere kan se fremskridt.

"Det er nu, der virkelig skal sættes i ind, så befolkningen kan mærke, at der sker noget," siger Peter Dahl Thruelsen fra Forsvarsakademiet. "Hele byer skal asfalteres, der skal elektricitet ud overalt, lys på vejene osv, fremskridt folk kan se og mærke," siger han.

I det sydlige Afghanistan, hvor hovedparten af de 400 danske soldater er udstationeret, er genopbygning indtil videre en by i Rusland.

Men det er en farlig prioritering, understreger han.

"Alle erkender, at der skal en civil indsats til for at vinde befolkningens opbakning. Derfor er det meget vigtigt, at der kommer gang i genopbygningen," siger han.

Mangler folk og penge

Afghanistan-eksperten Conrad Schetter fra Bonns Univerisitet er helt enig.

"Der er stort behov for at få gang i genopbygningen. Som situationen er i øjeblikket har ISAF's genopbygningshold kun mulighed for at reparere småting og vise good will. De har hverken folk eller penge til at gennemføre større anlægsprojekter så som vejbyggeri, drikkevandsforsyning eller elektricitet."

Peter Dahl Thruelsen bekræfter, at ISAF mangler kapacitet.

"Som situationen er i øjeblikket, kan ISAF slet ikke iværksætte genopbygning i en skala, der batter," siger han.

På NATO's bord

"Jeg håber, at NATO-topmødet vil styrke den civile del af indsatsen, for det har bundet sindssygt mange af ISAF's kræfter, at Taliban har været så stærke. Man er ganske vist begyndt med civil genopbygning i det små, men der er tale om meget små projekter. Det batter ikke rigtig noget at sætte vinduer i en skole eller hænge tavler op," siger Thruelsen.

Conrad Schetter regner med, at NATO-landene vil beslutte at flytte en stor del af ISAF's såkaldte CIMIC-folk ned sydpå. Det er dem, der står for genopbygningen.

"Jeg regner med, at NATO vil styrke CIMIC-indsatsen med både mandskab og penge," siger han og regner bl.a. med at en del af den 2.500 store tyske styrke i Afghanistan vil blive flyttet til syden for at hjælpe til.

Peter Dahl Thruelsen mener, at sikkerhedssituationen efterhånden er så god, at også internationale NGO'er kan deltage i arbejdet, i hvert fald i de store byer.

"Det er selvfølgelig farligere end Kosovo, men det ser ud som om, at det nu muligt,"~siger han.

Conrad Schetter mener dog, at mange NGO'er vil være tilbageholdende med at flytte deres indsats sydpå, fordi de stadig er nødt til at arbejde tæt sammen med militæret, og det bryder se sig generelt ikke om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu