Læsetid: 5 min.

Natten er som en stumfilm

Den moderne livsførelse skriger på evig kontrol og blankpolerede overflader. Vi skal turde være os selv, realisere vores drømme om kæreste, karriere og Chrysler. Men, hvor ærlige er vi, og hvor meget tør vi, når det kommer til stykket? Følg en ung mands tanker, i en sen nattetime, om livet der går videre, selv om om vi ikke gør det
12. november 2005

Klokken nærmer sig halv to i den lyse sommernat, jeg befinder mig et sted i den vestlige del af min hjemby. "Er han fuld?," må være læserens første tanke. Nej, det er jeg ikke - tværtimod - jeg er mere i live end nogensinde. Jeg er på en af de gåture jeg nyder allermest, natte-vandringen, den ultimative oplevelse for sanser og sjæl.

Siden jeg var en 13-14 år, har jeg sneget mig ud om natten for at vandre. Ikke fordi jeg har nogen særlig rute, men fordi natten tiltaler mig.

Stilheden og den behagelige mørke nuance giver fred i min sjæl. Natten er som en stumfilm fra 1927, og dagen er som en action-thriller fra 1999.

I natten kan jeg vandre i fred, lyskurverne skifter, men ingen tager synderlig notits af det. Jeg vandrer ned ad en villavej, et enkelt lys i et fjernt vindue afslører, at jeg ikke er alene på denne tid.

Kærligheden

Skridt for skridt spekulerer jeg over min situation, kærligheden jeg ikke har fundet, kærligheden jeg gerne vil finde, kærligheden jeg fandt, og den kærlighed som ikke er der mere.

Jeg har en aktie i alle foretagender, ikke mindst i den kærlighed der ikke er der mere. Uden sammenligning har det været de dyreste erfaringer, og det er der vel i sig selv ikke noget nyt i? Men, når det kommer til den del af den ultimative oplevelse, er det vel nærmere min timing eller mangel på samme, der gør sig gældende. For sandheden er, at når det kommer til timing i livets store spørgsmål, så er jeg ingen Junghans. Hvem andre end mig møder en pige, der bor i Sønderborg, netop som jeg er flyttet til Sjælland? Hvem andre end mig møder en pige, der bor i Ikast, efter jeg har boet et år på Sjælland. Hvem andre end mig-

Men, på den anden side har jeg da også haft succeser, jeg har været i forhold, der har varet helt op til en måned. Men så fik min udkårne også nok, og i bagklogskabens kølige fornuft var det nok også meget godt. Hun var hjemlig hygge og natur-pigen, og jeg var til øl og værtshus-atmosfære. Min mor ville have sagt, "man kan vænne sig til alt", men på den anden side må der vel også være grænser.

Men, hvad er det egentlig, jeg vil med denne hersens kærlighed? For som poeten skrev i sit digt:

Det er ikke altid, at julemænd, ønskebrønde, stjerneskud eller kyllingeben lever op til deres rygte-

Og det har han jo så ganske ret i.

Hvad kan man egentlig tillade sig at satse på? Den udødelige kærlighed fra de franske film har jeg afskrevet for længst. Jeg kan kun lidt fransk og ville formentlig ikke bryde mig om at bo på landet.

Næh, min kærlighed skulle vel nærmest være en demokratisk variant af originalen. Jeg vil have lov til at gøre, som jeg vil, og hun skal have lov til at gøre, hvad hun vil. Men, der må aldrig komme små sten som tvivl og jalousi i maskineriet. Og i virkeligheden er det vel også en stor forkromet løgn, for hvordan undgår man begge dele, hvis man er i et længerevarende forhold?

Livets mening

Tanken standser, og det samme gør jeg. Den røde mand, som er støbt ind i det trafikale signal, får mig til at tænke på evigheden. I det jeg krydser fodgængerfeltet, tæller jeg de hvide streger. Der er 25 af slagsen.

Lige så mange år har jeg vandret omkring på denne jord, uden rigtig at finde livets mening.

En ting er at være en vandrende sjæl i mulm og mørke, men det kan man ikke rigtig skrive på sit cv eller sin gravsten. Slet ikke det sidste, for så tror folk jo bare, at man er et spøgelse. Jeg slår spøgen til side og spekulerer lidt mere over det begreb, man kalder livet. Jeg har for længst opgivet at finde den dybere mening med denne spøg. En spøg må det være, når alt kommer til alt.

For i grunden kan den gode Gud vel ikke have skabt konsensus om livets mening sammen med sine konsulenter. Lige siden, jeg trådte mine barnesko i Marie-skolens børnehaveklasse, er sætningen "du er unik" blevet bombet ind i min hjerne. Alle sammen har vi hver vores mål, hver vores drøm. Drømmen om den perfekte tilværelse, den perfekte familie, den perfekte bil, den perfekte alderdom, den perfekte begravelse.

I grunden har jeg aldrig været tilhænger af det perfekte, for hvis man først opnår det perfekte, hvad har man så at stræbe efter? En større bil, et større hus, en større livsforsikring?

Nej, Weber-grillen og flex-lånet må vente lidt endnu, tænker jeg, idet jeg drejer op af gågaden med den oplyste kirke for enden. Symbolik skorter det ikke på denne nat. Livet og døden går hånd i hånd, imens kirkeklokken dovent slår sine to slag.

Hvad er det egentlig, jeg vil med dette mysterium kaldet livet? Jo mere jeg tænker over det, jo mere tvivler jeg på det hele.

Kærligheden er sat på vågeblus, nu drejer det sig om min uddannelse, om min karriere. Det er i alle tilfælde det, jeg bilder mig ind, når jeg ikke har noget bedre at tage mig til. For inderst inde ved jeg udmærket, at det er umuligt at lukke Amors reaktor ned, og kun have Riskær-reaktoren kørende.

Ligegyldigt hvor mange e-mails jeg sender - ligegyldigt hvor mange talekort jeg brænder af, så vil ensomheden altid ligge og gnave determineret i baghovedet. Mit overfladiske jeg udtrykker det måske ikke, men hvem udtrykker mon sandheden i denne tid? Vi må helst ikke krakelere det fine billede, dæmonerne skal, for Guds skyld, holdes i kort snor.Jeg drejer til højre ved kirken, foran mig ligger komponistkvarteret med alle sine ens rækkehuse. Dernede et sted, ligger min ydmyge hytte og ser ud som alle de andres.

Ofte har jeg spekuleret på, om det er der, jeg skal ende mine dage i en fjern fremtid. Som jeg går her, har livet ikke andet at byde på end ydmygelser, ensomhed og tanker om alt fra atomkrig til ugens tilbud i Netto. Hvad kræves der? Hvad skal der til for at bryde dette mønster? Hvad skal der til, før jeg lader mine dæmoner komme fri?

Jeg går ind ad hoveddøren, og låser mig ind. Forsigtigt lister jeg skoene af i entreen, og sætter dem på deres vante plads. I soveværelset lægger jeg tøjet sammen, og trækker benene ind under dynen. Jeg kigger op på lampen, og slukker med et klik.

Martin Okholm Pedersen er studerende og bor i Slagelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her