Læsetid: 4 min.

Nattenostalgi

Susan Himmelblå eller Fut i fejemøget? Larsen eller Mogensen? Læn dig tilbage i sangnostalgiens teater, hvor der er råt og stille på den rigtige måde. Eller vildt
19. september 2006

Det er nattetid, og det er retrotid. Musikken kalder nostalgien frem på teaterscenerne, og lige nu kan man vælge, om man vil dykke ned i Kim Larsens rå livsglæde eller i John Mogensens våde melankoli.

Det Danske Teater er lige draget på turné med Midt om natten - en ny teaterversion af Kim Larsen og Ballings film over pladen fra 1983. Og her, midt i teatret, smitter Kim Larsens overleverkraft. Film eller ej, forestillingen bliver sin egen. For instruktøren Mikael Fock har sammen med dramaturgen Nicole Langkilde bearbejdet Tina Kruse Andersens manuskript (ligesom Odense Teater gjorde det forrige år), og nu har han så skabt en forestilling, der rammer den kostbare, Larsen'ske lykkefølelse.

Focks nattetolkning udgår fra fire, store vinduesåbninger i Camilla Bjørnvads køligt-præcise scenografi. Og Bjørnvads opfindsomme flipperkostumer sætter farver på minderne, så tilskuerne bliver klar til 'Tag mig med til Joanna' og 1970'er-drømmen om fyr-en-fed og alle-har-ret-til-at-være-her. Klar til 'Åh, Susan... Himmelblå', med indvandrergrønthandel og 'Romeo og Julie'. Og klar til 'De smukke unge mennesker' med erfaringens smerte over, at vi aldrig forstår livet, før det er for sent.

Larsen og længslen

Kim Larsens musik smyger sig ind i længslen som altid. Og Mikael Fock formår fint at tilføje billeder uden at mase sig på. At han godt kunne skære en halv time væk, det er så noget andet. Til gengæld kan Jannie Faurschou det hele! Hun lyser over hele ensemblet i rollen som misbrugsbefængt brugtbilshandlerhustru. Og nej, denne kvinde burde ikke have mange drømme tilbage i sin slidte krop, men Faurschou giver hende en overlevervilje, som gør personen langt større end rollen. I koret af glade kollektivister kan Nis Pedersen desuden mirakuløst skabe figurer ud af tre replikker og en paryk, ligesom Anders Hove kan svinge fra ubehagelig til overubehagelig med en enkelt lynlåsjustering - og Farshad Kholghi kan balancere på indvandrerklichéer og hyklerier om datter-omsorg.

Hvem der er frk. Himmelblå? Jamen, det er da Özlem Saglanmak med de bruneste øjne, slagfærdig og troskyldig i egen styrkemix. Og hendes idealistiske Benny er den indbydende David Owe, der spurter kvindesmeltende rundt i sin idolkrop med forelskelsen og retfærdighedskampen i troværdig, indre ubalance. Hans stunts vil der blive sukket over på mangt et pigeværelse i det ganske land. Synd at Det Danske Teater endnu ikke er klar med Owe-plakaterne, men de kommer vel?

Alligevel bliver det Bjørn Fjæstad, der giver forestillingen niveau. Denne sære, store tumling med den uforfærdede stemme - manden fra Baal og Gasolin-koncerten og den armafbidte Tyr fra Jul i Valhal - drejer Larsen-tonerne med bjørnetænder: Umærkeligt og dog umiskendeligt kommer der en ny blødhed her, en anderledes vokalskarphed der... Og når Fjæstad synger 'Om lidt er vi borte', flænses rummet af stilhed.

Bumsen og bissen

Der bliver også stille til John Mogensen-forestillingen Pianisten og Bumsen. Niels Søren Hansen og Victor Marcussen har turneret rundt Mogensen-forestillingen de sidste sæsoner - som en slags arvtager til populariteten fra Erik Thygesens tiljublede Mogensen-forestilling. Og makkerparret er nu slingrende nået frem til Valby, hvor de i lørdags markerede Teater V's egentlige og yderst glædelige teaterovertagelse af kulturhuset Prøvehallen. Til- lykke til et nyt multiflexibelt københavnerteater, midt i en nedskæringstid!

Pianisten Hansen er lige så tavs som sine pedaler, mens sangeren Marcussen buldrer og skaber sig, som om han kun kan skråle i højeste gear. Overspillet truer, når han langt nede i lårene udkrænger sin kropslige dramatisering af Mogensen-teksternes deroute fra Sidder på et værtshus. Alligevel bliver man som tilskuer charmeret af dette mærkværdige makkerpar. For de Mogensen'ske værtshussandheder kommer frem så oprigtigt og så uskyldigt som i popsangene i 1970'erne: Dengang, hvor en mand holdt om en øl med to fingre - og hvor hans kvinde altid var så smuk, at hun endte med at forlade ham..

Til allersidst i forestillingen sneg stilheden sig faktisk ind i Marcussens stemme. Schhhyyyyhhh... Så var alle ramt! Så, åh, kære Hansen! Kan du ikke skrue bissen på og formane Marcussen om, at Mennesker bliver spist i Polynesien for mindre forseelser end at synge for heftigt?

Gavlen og gakken

Som om dette natteunivers ikke var nok i sig selv, kunne man i lørdags vandre direkte ud fra Prøvehallen og ind i mellem kranerne på MT Højgaards store byggeplads.

Her havde Helle Fuglsang skabt en imponerende kranperformance, som gav mindelser om de stedsspecifikke forestillinger under Kulturby 96. Horisontal vertical lød titlen på det visionære engangsprojekt.

Pointen var vist nok noget efterhånden så sjældent som at blande 'arbejdere' med 'kunstnere'. For tømrere fik serveret smørrebrød fra et fritdinglende bord, som en bjergbestiger-danser sænkede ned fra en kran - hvorefter en harmonikaspiller lod sig dingle med hovedet nedad og spillede sørgmodige viser hen over arbejderrugbrødet, og danserinder dansede showdans med sikkerhedshjelme. Og så videre. Altsammen til Peter Kyeds inspirerende cementblandermix, der larmede begavet ud af højttalerne. Desværre manglede der en dramaturg på denne entreprise. Højdepunkterne døde i ukoordinerede forberedelsesminutter; halvanden time var langt i nattekulden.

Derfor var mindst tusind af de mange tilskuere gået hjem, da kulminationen indtraf: Da Ikeda-butoh-danseren Esther Wrobel vandrede ned ad gavlen på Prøvehallen med en wire som livline, hvorefter hun dansede vandret-lodret på gavlen i Tina Tarpgaards suggererende koreografi. Danserens krop blev simultant filmet nedefra og projiceret op på gavlen ved siden af danseren. Det var gak, det var syret - og det var vidunderligt vildt!

Lige som så meget andet midt om natten. Også i Valby.

*Midt om natten. Manus: Tina Kruse Andersen efter film af Kim Larsen, Bahs og Balling. Dramaturgisk bearbejdelse: Nicole Langkilde. Instruktion: Mikael Fock. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Musikalske arrangement: Stig Christensen og orkestret. Det Danske Teater på turné til 8. dec.

*Pianisten og bumsen. Sange: John Mogensen. Stemme: Victor Marcussen. Pianist: Niels Søren Hansen. Scenografi: Anne Marie Kjær. Teater V i Prøvehallen, Valby Langgade 95, to-sø til 1. okt.

*Horisontal Vertical. Koncept: Helle Fuglsang. Musik: Peter Kyed og Svartbag. Gavlkoreografi: Tina Tarpgaard. Byggepladsperformance hos MTHøjgaard ved Prøvehallen i Valby. I lørdags.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her