Læsetid: 4 min.

Nattens første fotograf

Det mest overraskende ved USA-korrespondenten Tom Buk-Swientys biografi om den dansk-amerikanske forfatter og fotograf Jacob A. Riis er, at den ikke er skrevet før. Det er en forrygende historie
10. januar 2006

Den Louisiana-aktuelle fotograf Brassaï har med sine afsøgninger af 1930'ernes Paris by night fået en plads i historien som nattens fotograf par excellence. Men allerede et halvt århundrede før, i 1880'ernes New York, udforskede den dansk-amerikanske reformist og 'slumstormer' Jacob A. Riis (1849-1914) det dengang relativt unge fotografiske mediums muligheder for at indfange mørkets hemmeligheder på glasplader. Ikke som et æstetisk projekt, men som et oplysningsredskab i kampen mod de usle og ydmygende levevilkår, som Riis selv havde oplevet i sine første ludfattige år i Den Nye Verden, og som millioner af immigranter stadig var henvist til.

Da udvandringen fra Europa til USA i sidste halvdel af 1800-tallet var på sit højeste, slusedes hver måned op til 60.000 mennesker igennem Castle Garden på Manhattans sydspids. Og selv om de fleste havde krydset Atlanten med Vestens endeløse vidder på den indre nethinde, nåede mange ikke længere end til New Yorks slumkvarterer, hvor de blev absorberet af et ufatteligt morads af fornedrelse og armod. I en periode var lejekasernerne omkring Five Points og Mulberry Bend på Lower East Side det tættest befolkede sted på kloden. Og det skønnes, at op imod to tredjedele af New Yorks befolkning i de år levede under slumlignende forhold.

Det var de forhold, Jacob Riis dokumenterede og forsøgte at lave om på. Dels som forfatter (i hovedværket og klassikeren How the Other Half Lives, 1890). Dels som samfundsdebattør og foredragsholder (ledsaget af egne lysbilleder).

Og det er historien om, hvordan projektet faktisk lykkedes, Tom Buk-Swienty nu har samlet op i den gennemresearchede, velskrevne og underholdende biografi Den ideelle amerikaner.

Ikke fotograf

Et paradoksalt træk ved historien om Jacob A. Riis er, at manden, der i dag betragtes som en af det dokumentariske fotografis fædre, ikke selv opfattede sig som fotograf. For Riis var fotografierne aldrig andet end et redskab til at opnå det mål, som han kæmpede for det meste af sit voksne liv, nemlig at bekæmpe New Yorks værste slum. I den forstand kan han betragtes som en tidlig forløber for landsmanden Jacob Holdt og hans bog/diasshow Amerikanske billeder (1977).

Da Riis tidligt i 1888 satte ud på sine første fotoekspeditioner, var det således i selskab med en lille gruppe af fotoamatører, som primært lod sig lokke ind i den dybeste slum af udsigten til at kunne afprøve blitzmulighederne i det nye og langt fra ufarlige magnesiumpulver. Det var end ikke Riis selv, der trykkede på udløseren til nogle af de motiver, der i dag regnes blandt hans klassiske værker.

Men at billederne var hans idé og fortjeneste, var alle enige om. Og da vennerne efter nogen tid fik nok af at sætte liv og helbred på spil i jagten på nattemotiver, måtte Riis selv overtage det tekniske ansvar, hvilket han ifølge sin erindringsbog, bestselleren The Making of an American (1901), langt fra følte sig kompetent til.

Ikke desto mindre besidder mange af Riis' fotos en styrke, der ikke kun kan tilskrives, at de er enestående som historiske dokumenter, men som også hidrører fra den omstændighed, at Riis færdedes hjemmevant selv de mest skumle steder, og at han både havde indsigt i sine motivers hverdag og var god til at opnå andre menneskers tillid, uanset miljø og samfundslag.

Hertil kommer en anden overraskende detalje, nemlig at Riis heller ikke af sin samtid blev betragtet som fotograf, men som forfatter, reporter og reformist. Og at hans fotografiske arbejde let kunne være blevet glemt af eftertiden, havde det ikke været for en anden fotograf, den russiske immigrant Alexander Alland, som i 1940'erne satte sig for at opspore Riis' billeder, efter at de i årtier havde været forsvundet. Ved et mirakel dukkede først en kasse op på familiens forladte landsted i Massachusetts og dernæst en anden kasse i deres tidligere hjem i Long Island-forstaden Richmond Hill. Billederne blev restaureret og vist på en stor udstilling i New York i 1948, og siden har Riis indtaget sin retmæssige plads i fotografiets historie.

Amerikansk drøm

Hovedtrækkene i historien om Jacob A. Riis, den fattige Ribe-dreng, der i 1870 som 21-årig ankom til Amerika med 40 dollar på lommen og en guldmedaljon med et billede af sit hjertes udkårne, Elisabeth, er i årenes løb blevet fortalt i en række forskellige sammenhænge. Men i Den ideelle amerikaner foldes levnedsforløbet for første gang ud i al sin eventyrlige pragt, ikke mindst takket være adgangen til Riis' dagbøger fra USA-årene samt breve og adskillige andre kilder.

På det professionelle plan fremstår Riis' historie som selve legemliggørelsen af den amerikanske drøm, fra den absolutte bund til den absolutte top. Beskrivelsen af de første kummerlige år i USA tegner omridset af et menneske, der sagtens kunne være gået til grunde. "Jeg havde en skrækkelig Blues," noterede Riis i sin dagbog i julen 1871 - og underdrev i dén grad sin desperate situation, der var præget af sult, hjemve, ensomhed og rådvildhed.

Hertil kommer så alle tiders kærlighedshistorie. Efter i løbet af ganske få år at have hævet sig fra samfundets bund til en position som respekteret redaktør af lokalavisen South Brooklyn News foretog Riis i 1875 sit livs satsning og rejste tilbage til Ribe for at fri til den elskede Elisabeth. Og fik ja. Herfra gik det kun fremad.

Det er meget fortjenstfuldt, at Buk-Swienty har påtaget sig det enorme arbejde med at vende hver en sten i historien om Jacob A. Riis. Resultatet er et på alle måder tilfredsstillende værk.

Tom Buk-Swienty: Den ideelle amerikaner. En biografi om journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis. 504 s., 299 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-00911-0

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her