Læsetid: 7 min.

Den naturalistiske fejlslutning

En stor del af den angst og de misforståelser, der former vores forhold til fremtiden og indvirker på de valg, vi træffer, er resultater af en naiv tiltro til, at naturen er iboende god
16. april 2007

Min gode ven fortalte mig, at han frygter for, at genmanipulationen skal frembringe rene Frankenstein-monstre. Eftersom selektiv avl også er genmanipulation, kunne jeg ikke lade være med at spørge, om han så også anså sin puddel for et monster. Det gør jeg nemlig - dog ikke af de samme grunde.

Genmodificeret mad, kloning, økologisk bæredygtighed og global opvarmning er nogle af de store spørgsmål, der stiller vores civilisation over for enorme udfordringer og afkræver os vanskelige valg. Skal vi så vidt muligt søge at bevare naturen? Skal vi snarere tilgodese hensynet til menneskers velstand, velfærd og vækst. Skal vi øge vor kontrol over naturen eller slække på den? Har vi nogen ret til at gribe ind i naturen osv. osv.?

Mange af disse spørgsmål og nogle af svarene bygger imidlertid på, hvad jeg her vil kaldte den naturalistiske fejlslutning - nemlig den antagelse, at naturen i sig selv er god. Det er min påstand, at mange af de angstfobier og misforståelser, vi ligger under for, er biprodukter af denne fejlslutning. Her følger nogle eksempler på hyppige forvrængninger i spændingsforholdet mellem natur versus menneske.

Naturen er god

Voldtægt, barnemord og utroskab er ikke blot eksempler på forkastelig menneskelig adfærd, der skaber overskrifter i tabloidaviserne. De er også fænomener, man hyppigt kan iagttage i dyrefilm på tv-kanalen Animal Planet. Fyldt som den er med rovdyr, parasitter, hungerdød, sygdom, kannibalisme, ekstreme temperaturer, orkaner og jordskælv, er naturen lige så lidt et fredeligt paradis, som den er en vis og kærlig moder, der bekymrer sig for sine børn, uanset at de fleste sidestiller naturen med noget ophøjet, renfærdigt eller i al fald normalt.

Sandheden er, at naturen intet kender til retfærdighed eller værdighed, og at vold og abnormiteter forekommer overalt i den naturlige verden. Død som følge af vold er således langt hyppigere forekommende hos de fleste dyrearter end selv blandt de værste kriminelle subkulturer i amerikanske storbyer.

Selvfølgelig bør vi aldrig glæde os over, at dyrearter udryddes, eller når olie spildes i havet, men det er et eller andet galt ved disse delfokuseringer - især når mennesket bliver fremstillet som den store fjende.

Langt hovedparten af vores interaktioner med den naturlige verden indebærer en eller anden form for kontrol eller transformation, så dette delvise billede får de fleste af de ting, vi foretager os, til at virke ondartede og illegitime.

Enhver indgribende forandring i den naturlige verden kommer til at fremstå som ond og selvisk, fordi ingen ønsker at gode og renfærdige ting skal blive forandret eller korrumperet.

Kunstigt er grimt

Mennesket er jo selv en del af naturen, selvfølgelig, men en grænse må drages, så vi kan skelne alle disse hæslige plasticblomster fra de smukke, naturlige af slags.

Vi kan nogle gange være rigtig modbydelige ved os selv. I samme grad som vi har lært at lovprise naturen, har vi også lært at foragte og mistro alle slags menneskeskabte ting fra brystimplantater til pulverkaffe. Vi tænker ofte på kunstige produkter som falske, grimme, farlige eller i hvert fald mistillidsvækkende. Disse følelser overdrives i særlig grad, når det gælder mad. Folk tror fuldt og fast på, at genmodificeret mad udgør en alvorlig trussel imod sundhed og miljø, skønt de sjældent er farligere end 'naturlig mad'. Kunstige og naturlige smage er i reglen kemisk uskelnelige fra hinanden, og når de ikke er det, kan den naturlige smag undertiden være den farlige, som tilfældet f. eks. er med mandelekstrakt. Mennesket har genmodificeret planter og dyr med selektiv avl og hybridisering igennem årtusinder. At fremstille dem i laboratoriet gør ikke den store forskel. Problemet med disse som oftest irrationelle angstfobier er, at de kan have skadelige implikationer. De kan fordyre vore fødevarer til skade for såvel producenter og forbrugere og gøre dem vanskeligere tilgængelige for millioner af mennesker i Den Tredje Verden, der lider af sult og fejlernæring.

Du må ej spille Gud

At manipulere med det levende indgik åbenbart aldrig i menneskets gudgivne jobbeskrivelse. Fra svangerskabsforebyggelse til kloning er der intet andet emne, som kan få os til at tale mere lidenskabeligt om vores rolle her på jord. Menneskekloning især bliver betragtet som den nye store ondskabsåbenbaring, der vil korrumpere Guds naturlige orden og i sidste end føre os ud i vor egen fortabelse og undergang. Folk tror, at kloning vil medføre ting som udødelighed, forsøg på at skabe perfekte samfund, producere zombier eller vække Hitler til live igen. Men faktisk er kloner intet andet end enæggede tvillinger, der blot fødes på forskellige tidspunkter. Kloning vil aldrig kunne reproducere en persons identitet, blive brugt til at 'designe' en hel befolkning, producere mennesker uden 'sjæl' eller genoplive afdøde psykopater.

Andre er bekymrede for kloning på grund af brugen af menneskefostre til stamcelleforskning. Argumenterne for og imod fokuserer i reglen på behovet for at finde en biologisk skillelinje, der kan definere hvad, vi skal anse som en person. Selvfølgelig er alle enige om, at da naturen er den ultimative kilde til al godhed og sandhed, skal den også have det sidste ord.

Problemet er bare, at naturen ikke taler særligt klart på dette område. En person vokser frem ved en gradvis udvikling - ikke efter et alt afgørende øjeblik. Et 14 uger gammel foster er ikke substantielt forskellige fra et foster, der er 14 uger og en dag gammel. Dette er grunden til, at det er nødvendigt at flytte fokus fra skillelinjeoptikken til en mere pragmatisk betragtning, der kan afveje goder og onder ved hvert af vore dilemmaer. At finde helbredelsesmetoder for Alzheimer og Parkinsons Syge kan komme til at afhænge af dette.

Kontrolfreaks

Eftersom mennesker ikke blot tror på en naturlig orden, men også på denne ordens sandhed, bliver menneskets evne til at kontrollere naturen generelt opfattet som ond eller i al fald forkert. Vi synes overbeviste om, at den kontrol, vi udøver over naturen, uvægerligt vil ødelægge den. Imidlertid indser vi ikke, at beskyttelse og genskabelse af naturen jo bare er en anden måde at udøve samme evne på. Mennesker har altid søgt at kontrollere deres omgivelser. At finde stadig mere sofistikerede måder at gøre det på har været nøglen til vores overlevelse og succes. Vi er blandt de meget få arter, som beskytter vore handicappede og syge og helt sikkert den eneste, der kan redde andre dyr og planter fra udryddelse eller sikre hele økosystemers bevarelse. Vi har sågar udviklet metoder til at kontrollere vor egen skadeforvoldende adfærd (love, retssystemer etc.). Spørgsmålet er derfor ikke om, vi skal have kontrol over naturen eller ej, men hvilken slags kontrol det skal være. Vores ubetingede kærlighed til naturen har sammen med vores uophørlige mistro til os selv konsekvenser for den måde, hvorpå vi tolker informationer som statistik og tekniske data. Vi ynder at foretage besynderlige korrelationer, hitte på bizarre forklaringer og nogle gange bliver vi simpelt hen grebet af kollektivt hysteri. Hvis risikoen for alvorlige ulykker på et atomkraftværk f. eks. er 0,1 procent, fokuserer vi kun på, hvad der kan gå galt i tiltro til Murphys lov om, at så vil det også gå galt. Vi tror, at hvis et stof bliver betegnet som giftigt, vil blot en enkelt af dets molekyler kunne slå os ihjel og går uden videre ud fra, at alt hvad der sker for overdoserede laboratorierotter også vil overgå os.

Generelt har vi vanskeligt ved at forholde os til videnskabelige fakta og opdagelser, der udfordrer vores antagelser om naturen. Vi har f.eks. vanskeligt ved at acceptere, at vold er så udbredt i naturen, eller at der ikke findes noget sådant som Den Ædle Vilde. Ny videnskabelig viden stiller os over for mange nye spørgsmål, men kendsgerninger er kendsgerninger. De kan hverken være moralske eller amoralske, uskyldige eller skyldige. Videnskabelige tolkninger er måder at forstå kendsgerninger på, ikke tilskyndelser til bestemte handlinger. Vi kan betvivle disse tolkninger, men vi kan ikke sige, at de er forkerte, bare fordi de anfægter vores anskuelser. Vi er nødt til at anerkende, at videnskaben ikke dikterer vores valg, den beriger dem.

Hvordan ville det være at leve i en verden, hvor naturen var erklæret fredhellig og ukrænkelig, og vi var efterladt værgeløse over for dens uhyre kræfter. En verden uden medicinsk forskning og hurtige transportmidler. En verden, hvor det ikke længere er muligt at producere store mængder mad, hvor der intet håb findes for cancerpatienter og der ingen fremtid findes for de fattige? En verden uden videnskab og teknologi ville være en verden uden valg. Vores langsigtede interesser og vores stadig mere komplekse samliv med naturen vil i fremtiden mere end nogensinde komme til at afhænge af videnskab og teknologi. Derfor må i vores handlemuligheder ikke lade os koste rundt med af dem, som vil tvinge os til at vælge imellem mennesket og naturen. Vi kan og skal vælge dem begge.

- Paula Bourges Waldegg er forfatter og forsker med speciale i menneske-computerinteraktioner. Hendes artikler kan læses på http://chilicondarwin.waldegg.com/

Oversat af Niels Ivar Larsen

- Kronikken mandag: Dear, dear, dear, dear Santa Fe!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu