Læsetid: 6 min.

Naturen blev farlig og vi mistede uskylden - igen

Jordskælv i Iran og Pakistan, skovbrande nær Sydney, tsunami i Sydøstasien, Katrina i New Orleans. I denne her historiske epoke bliver vi konfronteret med, at der stort set ikke er nogen uskyldsrene katastrofer tilbage
18. november 2005

. Af samme grund føler vi skyld og skam, når katastrofen rammer 'de andre' ude i verden, men alligevel har vi brug for dem til at vise, at vi ikke er herrer på jorden, selv om vi opfører os således

Det er blevet alvor: Når vi snakker om vejret, snakker vi ikke længere om ingenting. Det er blevet alvor: Når vi snakker om vejret, snakker vi ikke længere om ingenting. Vejrudsigten handler om katastrofer, der kommer udefra og ødelægger vores civilisation. Vi kan måske forudsige dem, vi kan se, når orkanerne er på vej. Men vi kan ikke forsvare os imod dem. Orkaner, tsunami, jordskælv, skovbrande og fugleinfluenza: Naturen er ikke længere fredelig. Og når katastrofer rammer, er vi mennesker ikke længere bare uskyldige ofre.

"Når den slags ulykker, som vi kalder naturkatastrofer, kommer, så tænker man, at det er slemt, dramatisk og interessant, men at det nok er vores egen skyld," forklarer forfatteren Tor Nørretranders. Naturen har forandret sig, fordi menneskenes oplevelse af naturen er blevet anderledes. Også selv om der reelt set ikke er sket en stigning af katastrofer de seneste 100 år - ud over tropiske storme - så oplever vi det væsentlig anderledes i dag.

"For hundrede år siden oplevede man naturkatastrofer med en blanding af gys og en fornemmelse af, at det i hvert ikke er vores skyld," fortsætter Nørretranders: "Tom Kristensen skrev et digt i Hærværk om, at han længtes mod hærværk, skibskatastrofer og pludselig død. Der var åbenbart noget dragende ved katastrofer. Det, vi så i den her periode bliver konfronteret med, er, at der ikke er uskyldsrene katastrofer tilbage. De er alle indlejret i den menneskelige historie."

Tv-værten og naturmmennesket Søren Ryge Petersen ser ikke naturkatastrofen som symptom på, hvad vi mennesker er i færd med at gøre ved vores naturgrundlag. Og han mener ikke, vi selv oplever det på den måde:

"Jeg tror ikke, vi går rundt med skyldfølelse over, hvad der sker på kloden. Vi tager tingene med en eller anden form for ophøjet ro."

Det er ifølge Søren Ryge noget andet, hvis der er danskere involveret. Så er vi pludselig ikke ligeglade, og den ophøjede ro bliver til national alarm. Men det er mest, fordi vi kan identificere os med danskerne, og skæbnerne bliver fortalt i fjernsynet.

Søren Ryge kalder det alligevel 'positivt', at naturen stadig kan gøre os bange: "Vi kan imødegå, forebygge, kurere, betale os fra næsten alt, der kommer på tværs af vores liv. Men der er stadig i 2005 ting, vi ikke er herre over, ting vi ikke kan styre. Det er godt, at vi mennesker bliver mindet om, at vi ikke er herrer på jorden og ikke er uovervindelige og usårlige."

Det er en gammel filosofisk kritisk pointe, at vi mennesker ikke skal regne os for herrer over jorden, og vi skal blive ved med at være ydmyge. Denne kritik er kendt og udbredt i det 20. århundredes kulturkritik og civilisationspessimisme. Men i forhold til glæden ved flere biler, større biler og mange flere luksusrejser er kritikken af vores tendens til at gøre os til verdens herrer aldrig rigtig trængt igennem. Som Tor Nørretranders siger:

"Vi har altid skullet være mere ydmyge over for naturen, end vi var. Det har været et tema det sidste halve århundrede, at der er nogle grænser for, hvad man kan. Vi er en del af en stor planet, som trods alt ikke er større, end den er. Vi bliver nødt til at tænke os lidt om. Det er en erkendelse, som det har taget os lang tid at forstå. Den bliver så skærpet nu."

Det er her, den religiøse fortolkning kommer ind for at komme af med den irrationelle skyldfølelse, vi har, mener Eberhard Harbsmeier, professor i praktisk teologi og rektor for Præstehøjskolen.

"Vi føler os skyldige, fordi vi har overlevet, mens andre har måttet lade livet for en naturkatastrofe. Det er noget, der har ændret sig. For bare 20 år siden var grundparadigmet, at vi var handlende mennesker, som kan gøre noget ved tingene, bare vi er retfærdige nok. Nu tænker vi mere på et slags frihedsparadigme - bare vi rydder hindringer af vejen, så kan vi gøre verden bedre og mere retfærdig. Det er slags livsparadigme, hvor det er spørgsmålet om at overleve og gøre kloden til et beboeligt sted," forklarer Harbsmeier.

Han tror, at vi er blevet mere religiøse i tolkningen af naturkatastroferne:

"Før i tiden diskuterede vi alt det, man kunne gøre noget ved såsom at indføre marxismen og revolutionere verden. Nu taler vi om alt det, vi ikke kan gøre så meget ved som jordskælv, klimakatastrofer, aids og lignende. Det er klart, at det skriger efter en teologisk fortolkning på det, man ikke kan gøre noget ved."

Skylden over at have set sig fri endnu en gang for en kæmpe katastrofe, kommer til udtryk i de efterfølgende raslebøsser.

"Man kan sige, at vi køber aflad, når vi støtter de katastroferamte mennesker rundt om i verden enten personligt eller på statsligt plan. Man dulmer sin dårlige samvittighed. Egentlig er det noget positivt, fordi det giver dig chancen for at vise din gode vilje" forklarer Harbsmeier.

I en vis forstand bliver vi meget begejstrede og lettede over sådan noget som tsunamien, fordi det var da vist en 'ægte' naturkatastrofe, som ikke har noget med os at gøre, mener Tor Nørretranders:

"Her kommer så noget, vi endelig kan være engagerede i og være godgørende omkring - uden at det samtidigt fylder os med en følelse af skyld. Det er der ikke så meget tilbage af. Vi indlever os selvfølgelig i sorgen, smerten og ulykken, men det er ikke, fordi vi er onde overhovedet. Men jeg tror ikke, at det er noget tilfælde, at tsunamien har udløst så meget mere hjælp og støtte fra både regeringer og befolkninger i vesten set i forhold til jordskælvet i Pakistan. Det har selvfølgelig noget med jul og turister, men jeg tror også, at det har noget at gøre med, at det var så dejlig 'rent'. Et jordskælv, der sker under jorden og udløser en flodbølge er en naturhændelse og ikke en på nogen måde menneskeskabt ting."

Selv ved sidste års tsunami, som hører til i den absolut mest naturskabte ende af spektret, kommer der alle mulige aspekter frem som kystsikring, varsling og bebyggelse på udsatte steder.

"Det er jo ikke imperalismens skyld, at man bor i bambushytter på stranden, men grundlæggende er tsunamien i sin natur en naturskabt katastrofe," siger Nørretranders.

I aftenens nyheder bliver vi stopfodret med billeder af ruiner i fjerne lande og mennesker, der klager deres nød over ikke at have en seng at sove i, da den er røget ned i en dyb sprække i jorden. Kameraerne viser os strande, der er skyllet bort og en restaurantejer som har mistet sin indtægtskilde på en strand i et tropisk land. Ligesom der er fyldestgørende tv-reportager fra skovbrandene, hvis nådesløse flammer rækker ud efter de stakkels menneskers huse, der tilfældigvis bebor et meget tørt sted på den anden side af kloden. Alligevel oplever vi ikke en overmætningens ligegyldighed, mener Tor Nørretranders:

"Jeg tror ikke, at vi bliver immune over for disse katastrofer. Vi har nu netop denne her oplevelse af 'ups'. Hvor det før var flimmer på en nyhedsskærm, er det nu blevet meningsfulde signaler. Hver gang nogen bliver ofre for en oversvømmelse eller udsat for en skovbrand, så synes vi, det er en del af et mønster. Jeg tror, vi er på vej ind i en fase, hvor vi vil tage naturen og dens katastrofer mere og mere alvorligt og blive mere og mere skyldbevidste. Det er langsomt ved at gå op for os, at vi har øget vores afgørende indflydelse på noget, vi faktisk ikke forstår en brik af. Det er ikke særligt betryggende," siger Tor Nørretranders.

Eberhard Harbsmeier mener, at det er en rationel fortolkning, når vi anklager os selv for at være skyld i naturkatastroferne.

"Det har vi en tendens til, fordi det er nemt at placere en skyld på nogen eller noget for at forklare en hændelse. For hvis det er selvforskyldt, så kan vi også ændre på det. Fordi der ligger en grad af tilfældighed i naturkatastroferne, betyder det også, at man må leve med en risiko," siger teologen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her