Læsetid: 5 min.

Naturen er de fattiges rigdom

Demokratisk ansvar og brugsret til de fælles naturværdier er en uundværlig løftestangfor at bekæmpe fattigdommen
14. september 2005

"Alt for ofte betragter man beskyttelsen af naturen ligesom en Gucci-taske - en luksus, man kan tillade sig, når alle andre problemer er løst," siger lederen af FN's miljøprogram, UNEP, Klaus Töpfer. Men det forholder sig lige modsat, påpeger han: De tiltagende ødelæggelser af økosystemer rundt om i verden går værst ud over de fattigste. Genoprettelse af ødelagt natur er et af de vigtigste midler til at bekæmpe fattigdommen.

Tre fjerdedele af verdens fattigste mennesker bor langt fra byerne og tjener stort set ingen penge. De henter vand og brænde, frugt, bær, svampe, urter og byggematerialer i naturen. De dyrker et lille stykke jord, de fisker lokalt, skaffer græsning eller foder til deres husdyr i den fælles natur.

Det er også dem, der er mest afhængige af naturens evne til at give ly og beskyttelse, enten de lever i rige eller fattige lande. Det så man senest i New Orleans.

Pligtlæsning

Når de naturlige økosystemer mister deres produktivitet, bliver det sværere for de fattige at kæmpe sig vej ud af fattigdommen. Flere kræfter må bruges på at skaffe sig det mest nødvendige. For eksempel må kvinder og børn bruge mere tid på at gå en længere vej efter brænde og vand. Så er der færre børn, især færre piger, der kommer i skole.

World Ressource Institute har for nylig udgivet en rapport om emnet, i samarbejde med Verdensbanken, FN's Udviklingsprogram (UNDP) og FN's Miljøprogram (UNEP).

Den har to konklusioner:

1. Fattigdom kan bekæmpes med succes gennem beskyttelse eller genopretning af en frodig natur.

2. Men det kræver samtidig, at de fattiges brugsret og eget ansvar for den omgivende natur bliver sikret.

Klaus Töpfer siger, at rapporten bør være pligtlæsning for alle præsidenter og statsministre, før de mødes i denne uge til topmøde om FN's 2015-mål i New York.

Globalisering

I alle samfund er der mennesker, der bliver rige af at udnytte, eller beskadige, naturen. Ofte får de støtte fra de centrale regeringer. Men som regel er den slags udvikling mere til skade end gavn for de lokale fattige, påpeger rapporten.

Globaliseringen påvirker deres forhold til naturens værdier på en modsætningsfuld måde.

Den økonomiske fremgang sker mest i byerne. Uligheden mellem by og land tager til. Hvis man hører til den gruppe, der har midler til at bringe varer frem til markedet, kan det være en økonomisk fordel, men for de fattigste er virkningen modsat.

De fælles naturområder er som regel offentlig ejendom. Globaliseringen medfører, at regeringerne bliver svagere mens den private ejendomsret og hele den private sektor bliver styrket. Det kan skærpe en konflikt mellem de fattiges brugsret og selskabers ejendomsret til naturressourcerne.

Decentralisering

Men globaliseringen betyder samtidig, at tendensen til decentralisering bliver stærkere. Og heri ligger chancen for de fattige, siger rapporten. Chancen for at gøre FN-målet fra Rio i 1992 om en lokalt bæredygtig udvikling til virkelighed. De fattiges brugsret til den fælles natur - og deres ansvar for dens forvaltning - skal sikres. De skal have oplysninger, medansvar og retfærd, ellers hjælper det dem ikke, at naturen er rig.

Desværre er der kun alt for mange eksempler på, at regeringerne giver ansvaret og pligterne fra sig til de lokale samfund - uden at rettighederne og midlerne til at gøre det følger med, tilføjer rapporten pessimistisk.

Elementær fordel

Sammen med en række andre rapporter dokumenterer World Resources Institute, at fattigdom kan bekæmpes med naturgenopretning.

Et af eksemplerne drejer sig om et område syd for Victoria-søen i Tanzania. Her lever 2,8 millioner mennesker, mest af Sukuma-stammen i 800 landsbyer. Området fik øgenavnet Tanzania-ørkenen efter mange års skovrydning. Genopretningen blev forvaltet af sukumaerne, den har stået på i mange år og omfatter nu 350.000 hektar.

Blandt fordelene for de fattige er mulighederne for at samle brænde og tømmer og urter, men også foder til dyrene, græsning, bær, honning og forskellige spiselige planter.

Genopretningen har sparet familierne mellem to og seks timers arbejde om dagen med at samle brænde og op til to timer til at hente vand. Indkomsterne, blandt andet fra salg af tømmer, har givet landsbyerne mulighed for at lave skolestuer og bygge sundhedsklinikker. Kvinder har fået tid til overs til indkomstskabende aktiviteter.

Ikke en biting

Andre eksempler fra Fiji-øerne til Nepal viser tilsvarende fremskridt. En beregning har vist, at den økonomiske værdi af at bevare en mangrove med dens fiskeyngel og mangfoldige arter er fem gange større end de værdier, man kan få ud af at rydde den og lave rejefarme.

"De traditionelle forestillinger om bekæmpelse af fattigdom betragter nærmest naturen som stof til eftertanke," siger lederen af World Resources Institute, Jonathan Lash.

"Men tre fjerdedele af de fattige lever i landområderne. Deres miljø er alt, hvad de har. Miljøressourcer er ikke en biting, de er helt afgørende, hvis vi overhovedet skal have håb om at nå målene for bekæmpelse af fattigdom."

Sammenhængskraft

Bevarelsen af de naturlige 'indkomster' styrker også sammenhængskraften i de lokale samfund. De bedst stillede får ganske vist mest ud af det. Men på forhånd er uligheden meget stor i de lokale samfund. Selv om familier, der i forvejen har lidt penge og nogle husdyr tager mest for sig af naturens goder, bliver kløfterne mindre, når de fattigste kommer ud over den absolutte fattigdom.

Det afgørende er imidlertid, om de fattigste kommer ud over magtesløsheden og opnår anerkendelse af deres myndighed og ansvar i forhold til naturværdierne, eller man fortsat nægter dem ejendomret og brugsret og adgang til naturens værdier, marginaliserer dem og lukker dem ude fra beslutningerne, også på det lokale niveau.

Demokrati skal levere

"En sammensmeltning af naturforvaltning og god regeringsførelse er nødvendig for at nå FN's udviklingsmål. Uden myndiggørelse af de fattige, så de kan tage ansvaret for at forvalte deres miljø på en økonomisk givende men ansvarlig måde, kan vi ikke effektivt gøre noget ved fattigdommen i landområderne i alle dens dimensioner," skriver rapportens forfattere.

"Historien har vist, at det kun meget sjældent er muligt at fremme demokratiske principper i et tomrum. For at demokratiet kan slå rod, må det engagere borgerne og være leveringsdygtigt i ting, der umiddelbart er vigtige for dem. Som kilde til de daglige fornødenheder er miljøet følgelig det vigtigste område, hvor demokratiet skal være leveringsdygtigt i udviklingslandene."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her