Læsetid: 6 min.

I naturen med tømmermænd

To 'bauni' på den slagne turistrute med tømmermænd og et syn ind i, hvad islændinge gør, når vintermørket falder på
18. november 2006

Dagen begynder egentlig slemt. Eller rettere sagt, den begynder slet ikke. Festivalen, der er den egentlige årsag til, at vi befinder os på Island, er i dette konkrete tilfælde sluttet klokken otte om morgenen, og da telefonen ringer kl. 08.45, og besindige mennesker vil have os med ud, for at vi kan foretage os det første konstruktive tiltag i tre dage - en køretur ud i naturen i skinnende, overdimensionerede firehjulstrukne rumbiler - befinder vi os ikke inde på hotellet. Vi er slet ikke på Island.

Tre timer senere melder bevidstheden sig sammen med en nagende dårlig samvittighed og et behov for opbyggelige aktiviteter. Et opkald til en islandsk bekendt løser problemet, og vi bevæger os ud fra hotellet, forbi pølsemanden på havnen, der ifølge rejsemagasinet Condé Nast Traveller serverer verdens næstbedste fastfood i form af en hotdog, og ind i Arnars lille blå Skoda Fabia

Bilen triller ud gennem Reykjaviks industrielle forstæder, og hurtigt er vi ude i de nøgne bakker på en perfekt asfalteret vej, som snor sig neden under de snedækkede bjergtinder med en usikker kirke til ind imellem at råbe op mod de store tomme vidder.

Musikanlægget fylder bilen med høj electroclash, men så snart vi er ude af forstæderne begynder min rejsefælles hoved alligevel sanseløst at svinge fra side til side, hver eneste gang bilen tager et sving, mens han hiver nattens søvnunderskud tilbage i rå mængder.

Vi passerer den islandske forfatter Halldór Laxness' gamle hvide trævilla, mens Arnar fortæller om, hvordan kirkerne var med til at gøre Island til et træløst landskab, fordi islændingene blev ved med at brænde kirkerne ned, og kirken ved med at fælde træer og bygge dem op igen.

Thingvellir-sletten

Turen er Islands turistrute nummer et, den gyldne cirkel, og mens småstenene slår op omkring bilen, ruller vi ind i Thingvellir naturpark, forbi dens vældige, smukke og stille sø og ind på parkeringspladsen mellem turistbusserne, der ikke fylder meget i landskabet. Uden for bilens lune og trygge livmoder er der bidende koldt og smukt, da vi bevæger os ned imod Thingvellir-sletten gennem en slugt med knivskarpe klippemure på hver side af stien, skubbet på plads gennem tusinder af år som skæringspunktet mellem to kontinentalplader.

På den anden side af slugten ligger det flade marsklandskab, hvor islændingene skabte verdens første parlament, og hvor overfladeisen i et utal af små vandløb og damme reflekterer den klare, kolde blå oktobersols stråler.

Præcis på den historiske bakketop, hvor vikingetidens ting-formand styrede tingets gang, sætter vi os og indtager frokosten fra et verdensomspændende amerikansk fastfood-foretagende. Videre ud på de små holme, hvor en øde kirkegård, verdens mindste kirke og en lille hvidkalket bygning, der udgør præsidentens sommerresidens, på en eller anden måde skriger ensomt op imod de storslåede omgivelser og giver en fornemmelse af, hvor isolerede, de enkelte islændinge må have været, når øen har sat sit store vintermaskineri i gang.

En udmattende vandretur bringer os tilbage til den blå Fabias trygge, lune livmoder, og mens Arnar styrer bilen ned af en knoldet vej, der er lukket i vinterhalvåret, giver bilens rystetur en kort overgang grundlag for en ulige kamp mellem kvalme og søvnighed. Det ender med, at bilens danske passagerer kryber sammen i fosterstilling, og på vej ind i søvnen fornemmes en kærlig-kras kommentar fra bilens fører Arnar om bauni og deres ynkelighed (=bønner; islandsk slang for danskere). Men det gør ikke noget.

Gullfoss-vandfaldet og 'selvmordsbroen'

Tilbage ved bevidstheden igen triller bilen ind imellem firehjulstrækkere, omtrent tre gange så store som Agnars lille Fabia - på en parkeringsplads mellem et wildwest-hotel og noget, der ligner et østtysk autobahn-cafeteria. Vi krydser vejen og træder ind i en slags temapark. Et par smågeysere bobler som en heksegryde og sender små kaskader af vand udover klippegrunden, hvor vandet hurtigt bliver til is, mens vandet i andre damme stråler indbydende blåt og varmt i den kolde vind. Vi stiller os rundt om den største af slagsen, der gurgler grundigt, ræber et par gange fra jordens indre og til sidst bøvser en ordentlig stråle vand en fire-fem meter op i luften. Det lugter af svovl og rådne æg.

Derfra er det kun en kort og stort set ensom køretur til Gullfoss-vandfaldet. En kløft, der er et par hundrede meter bred og måske 50 meter dyb, åbner sig allerede flere kilometer før selve vandfaldet, og turen ned til de frådende vandmasser er ikke mindre imponerende. En smal sti går langs det brusende vand, der fra en sø i store mængder voldsomt falder 36 meter ned ad to omgange og fylder luften med kolde vanddampe og græsset med en mellemstor hær af velvoksne iskrystaller, mens et par regnbuer danser forvirret omkring i vandmasserne. Fra stien kan man bevæge sig helt hen til klippekanten og forestille sig, hvordan det må være at tage turen med hele vejen ned.

På vejen tilbage mod Reykjavik antager vores vært Arnar pludselig en foruroligende autentisk Texas-accent, og så er det tid til et par andre seværdigheder. Bilen triller gennem bakkerne, mens mørket så småt falder på, og vi ruller gennem den mindre by Selfoss. Arnar parkerer fabiaen på en bro i udkanten af byen, hvor vandet løber ud fra vandfaldet længere inde i landet.

"Den her bro," forklarer han "er den bro, som flest islændinge begår selvmord fra," siger han og peger ud mod den stille flod:

"Strømmen er så stærk, at de først finder dem lang tid efter. Så snart lyset begynder at forsvinde, og vinteren begynder, starter det. Folk har jo forskellige måder at håndtere det på. Selv plejer jeg bare at skælde ud på folk," forklarer han, hvorefter vi triller videre igen, forbi byens bowlingcenter, der ligner et albansk rumskib i beton og til det lokale spritudsalg for at købe en sixpack til omkring 400 kr. til Arnars lillebror.

Prente sit navn i klippevæggen

Derfra bevæger vi os op i de venlige bakker syd for Reykjavik og endelig ud på en forunderlig flad slette, hvor mærkværdige mosbegroede figurer står som frosne væsener, så langt øjet rækker. Arnar peger på en bjergvæg et par kilometer væk, til venstre for bilen. "Kan I se hullerne i mossen derovre," spørger han, mens vi nikker.

"Mosen har groet der i hundredevis af år, men en dag var der en amerikaner, der bestemte sig til at efterlade sig et varigt minde, så han kravlede op og hev mos ud fra klippen, og prentede sit navn på klippevæggen. Det tager hundredevis af år om at vokse ud," forklarer han fnysende

"Havde han spist svampe," spørger min medrejsende, Kristoffer, der ligesom jeg selv startede opholdet til en fest, hvor samtlige andre tilstedeværende havde. Eller også tænker jeg det bare selv: Tingene flyder sammen.

Vi kører lidt videre. På venstre hånd dukker et lille klippemassiv op, og Arnar drejer bilen ind imellem klipperne. Vi stiger ud, og Arnar viser rundt mellem klipperne, som har en smuk og usædvanlig vulkanisk rød farve, fremhævet af andre stenarter og sandbanker, der vælter ud af klipperne hist og her. I horisonten bagved er solen ved at gå ned, og et klart rødt lys breder sig over sletten omkring klipperne, mens temperaturen tager nok et par nøk nedad. Imens finder vores islandske guide tid til endnu en lille opbyggelig historie om en fyr, der kom til at genere to fyre på en bar i Reykjavik og senere på aftenen kom til at lide en krank skæbne netop mellem klipperne her.

Det er der ingen, der rigtig ved, hvad de skal sige til, så i stedet sætter vi os ind i bilen tilbage mod Reykjavik - på vej mod en lur og endnu en tørn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her