Læsetid: 6 min.

Naturens vaner

Jesper Hoffmeyers disputats om biosemiotik er svær, men inciterende læsning
12. juli 2005

Naturligvis - tilgiv udtrykket! - er det ikke noget argument, at en teori om liv og natur bekræfter ens egen intuitive fornemmelse af, hvordan tingene hænger sammen. Men det gør Jesper Hoffmeyers disputats, Biosemiotik, ikke desto mindre. Og det er jo heller ikke argument for det modsatte. Under alle omstændigheder er det derimod noget, der gør bogen inciterende at læse.

Jesper Hoffmeyers store, gennemgående pointe er, at semiotikken - betydningsfulde tegn, der kan aflæses, forstås og responderes på - findes over alt i naturen og har fandtes, før mennesket nogensinde trådte ind på scenen. Mennesket vokser i Hoffmeyers version så at sige frem som et specialiseret produkt af en meget større, universel historie, hvor liv og betydning ikke nødvendigvis er knyttet til individer - det være sig mennesker, planter, dyr eller bakterier - men til semiotiske processer, der udmærket kan gå på kryds og tværs af artsbarrierer, og som i høj grad er med til at styre selektionen og evolutionen.

"Den biosemiotiske idé indebærer, at livet på Jorden udspiller sig i en global og evolutionær semiosfære, en sfære af tegnprocesser og betydningselementer, som udgør den forståelsesmæssige ramme, inden for hvilken biologien bør arbejde: Semiosfæren er en sfære ligesom atmosfæren, hydrosfæren eller biosfæren. Den gennemtrænger disse sfærer fra inderst til yderst og består af kommunikation: lyde, dufte, bevægelser farver, former, elektriske felter, varmestråler, bølger af mange slags, kemiske signaler, berøringer osv. Kort sagt livs-tegn," skriver Hoffmeyer.

Det talende dyr

Det lader sig ikke gøre inden for en anmeldelses rammer at gengive blot en brøkdel af de emner, der behandles i den digre bog. Hoffmeyer behandler biosemiotikken i forhold til filosofiske og naturvidenskabelige strømninger, der kunne tænkes at ville anfægte tankegangen. Han fremlægger en biosemiotisk opfattelse af evolutionen, arvelighed, dyrs udviklingsprocesser, økologi, cellebiologi, fysiologi og biokemi, hvor efter han koncentrerer sig om 'det talende dyr', mennesket og analyserer "den kulturelle virkelighed, dette dyr har skabt og bestandig skaber på ny."

Mennesket er, ifølge Hoffmeyer, ligesom alt andet på kloden, vokset ud af naturen gennem en evolutionær proces, og man må i naturen forvente at finde fænomener, der minder om menneskelivet, argumenterer han.

"Hvis dette ikke var tilfældet, måtte vi søge en teori, der kunne redegøre for, hvorfor vi skulle være så ekstraordinært særprægede væsener " påpeger han stringent.

Elastiske naturlove

Jesper Hoffmeyers teoretiske hovedinspirationskilde er den amerikanske filosof Charles Pierce, der er berømt for sin teori om 'naturens tendens til at få vaner'.

Naturlovene er for Pierce og - i forlængelse af Pierce - for Hoffmeyer ikke absolutte, fordi de selv er produkt af evolutionen, ligesom menneskets kognitive evner, der udspringer af samme evolution, er af samme art som alle andre processer i naturen.

Man kan vel sige, at Jesper Hoffmeyers bestræbelse går den modsatte vej af Newtons. Hvor dennes mål var at fastlægge regelbundne lovmæssigheder, vil Hoffmeyer undersøge, hvor meget man kan udvide det evolutionære spillerum, hvis man kan påvise, at tegngivning i videste forstand er en del af og virker ind på den evolutionære proces.

Sproget

Her står diskussionen om sprogets oprindelse selvfølgelig centralt.

Der har i tidens løb været mange teorier i omløb, når det drejede sig om hine fjerne tider, hvor grupper af hominider overskred grynt og lyde, som direkte henviste til deres umiddelbare omverden, og rykkede sproget fri af tid og rum ved at begynde at bruge lyde symbolsk. Hoffmeyer diskuterer blandt andet Noam Chomskys teori om en universel grammatik, der sammenlignet med Hoffmeyers eget forsøg på at forankre sprogets udvikling i den biologiske krop, falder nok så spekulativ ud.

Mennesket adskiller sig ikke fra andre dyr ved at have en for stor hjerne, men ved at have en alt for lille krop, argumenterer Hoffmeyer. Ved at have så lidt at skulle styre rundt med i den fysiske verden, bliver der plads i hjernen til processer, som dyr (chimpanser) har meget svært ved at tilegne sig, nemlig symbolsk forståelse. Det er dog noget, også de i et vist omfang og især deres afkom kan, hvis far og mor møjsommeligt har lært lidt af det, forklarer Hoffmeyer.

"Alle levende væsner er udtryk for evolutionsprocessens udfoldelse af livsformer med stadig rigere semiotiske talenter, og deri genkender vi disse livsformers beslægtethed med os selv," mener han.

Tak for det danske

Denne anmelder kommer til Jesper Hoffmeyers disputats som almindeligt interesseret læser uden særlige forudsætninger udi biologien, og under læsningen har det over flere strækninger føltes som at gennemgå et komplet biologistudium på en uge - hvormed også være antydet, at jeg næppe har forstået alt i bogen lige godt!

Men når det er sagt, så er det rasende spændende at følge analyserne af betydningens fremkomst og udvikling i evolutionens forløb. Merete Ries skal have tak for, at hun som Hoffmeyers forlægger har overtalt ham til i første omgang at skrive bogen på dansk og ikke på engelsk - selv om det sidste vel forretningsmæssigt betragtet havde givet et noget større marked for bogen. Blot tror jeg, at interesserede danskere som jeg selv aldrig ville nå igennem den, for 'science-engelsk' kan godt adskille sig ganske meget fra det sprog, der almindeligvis tales derude på øerne i Atlanten.

Hvor blev livet af?

Men når man tager i betragtning, hvor god Hoffmeyer er til at gennemhulle omveje og bagvendte antagelser inden for naturvidenskaben, ligesom han, så vidt jeg kan se, med held argumenterer sig uden om beskyldninger for reduktionisme, vitalisme og lamarckisme, så er det tankevækkende, hvorledes nogle af bogens anmeldere skråsikkert har turdet affærdige dens grundantagelser uden selv at argumentere. I Jyllands-Posten skrev Hans Hauge således: "Der er naturligvis ikke tegn og liv i naturen. Det ser bare sådan ud." Hvor Hans Hauge har sin viden fra, fremgår ikke, men fra naturen kan han næppe have hentet den. Hvis der ikke er liv i naturen, hvor har det så gemt sig henne?

Hauge påpeger, at Hoffmeyer bryder med sprogvidenskabens centrale indsigt, nemlig at 'tegnet er arbitrært', som det hedder, at der ingen forbindelse er mellem tegnet og det betegnede. Men det er jo ikke sådan, at Hoffmeyer er uvidende om at hest hedder cheval og ikke hest på fransk, og hans forsøg på at løse gåden om sprogets opståen på et biologisk grundlag foretages da også med al mulig forsigtighed og forbehold.

Uanset om Hoffmeyer har ret eller ej, falder indvendingen bag om de indsigter, der forslagsvis søges åbnet her.

Netop tegngivningen er Politikens anmelder, semiotikprofessor Per Aage Brandts centrale kritikpunkt.

"Blot fordi vi ønsker at genindsætte mennesket som organisk art i den levende verden, behøver vi jo ikke at antage, at det levende kan tænke uden hoved, nervesystem, krop, eller at grøntsager opfører sig, som de gør, af hensyn til verdens vilje til sammenhæng," indvender han.

Næh, det behøver vi ikke, vi behøver vel slet ikke noget som helst, men når nu hele Biosemiotik går ud på at redegøre for, hvad man kan forstå ved 'tænkning', 'tegn' og 'liv' på andre af naturens niveauer end lige dem, der foregår inde i hovedet på menneskelige væsener, så kan man jo godt få en mistanke om, at reaktionerne til dels kan skyldes, at biosemiotikken føjer endnu en krænkelse til Freuds berømte tre store: Det kopernikanske verdensbillede, der satte solen og ikke Jorden i centrum; darwinismens evolutionsteori, der bryder med den bibelske version af den menneskelige historie og psykoanalysens påvisning af, at mennesket end ikke er 'herre i eget hus', men styret af ubevidste impulser og drifter.

Dog, Freud mente jo trods alt, at der skulle 'vorde Jeg, hvor der var Id', han stolede stadig på den menneskelige tænknings primat, så ideen om, at heller ikke denne redningsplanke er forbeholdt det menneskelige, kan vel godt krænke somme.

Men hvorfor skulle livets mangfoldige manifestationer egentlig ikke være - netop mangfoldige manifestationer af liv?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her