Læsetid: 4 min.

Navlebrok

28. marts 2000

Danseverdenen har været besat af egen navle og det, der ligger lige nedenfor. Hele marts har stået i danseverdenens tegn - og Eske Holms. Eller som der stod i et læserbrev her i Information fredag, skrevet af den udenforstående Carsten Grolin:
"Manden må virkelig have danset på ømme bylder."
Holm begyndte sin 'kriseanalyse' i tidsskriftet Teater Et, hvorefter undertegnede tog debatten op i et 'anslag' her i bladet den 1. marts, og siden er debatindlæggene væltet ind over siderne. Men Holm skærer også kynisk ind til benet:
"Omdan Dansescenen til multikulturel dansescene, genskab Dansens Hus til dets oprindelige visionære eksistens, nedlæg Skolen for Moderne Dans til fordel for en Team Danmark-lignende ordning - og lad Nyt Dansk Danseteater afvikle sig selv!"
Institutionerne har svaret. Men desværre har kun de færreste skrevet med stolthed om deres eksistensberettigelse og om alt det, de faktisk kan og vil. Visioner er der ikke mange af. Næ, de har nøjedes med at forsvare sig og dementere under parolen "Eske Holm har ikke ret".

Netop dette er temmelig karakteristisk for danseverdenen i øjeblikket. Man ser ikke frem - man holder bare krampagtigt fast i det, man har - og så håber man på, at der ikke er nogen, der kommer og fjerner ens tilskud.
Danseverdenen føler sig ikke forpligtet til at formulere sig - alle vil bare danse og "udtrykke sig gennem kroppene". Men den slags argument fra de glade amatørdage går altså ikke i dag, hvor kompagnierne gladeligt modtager millionbeløb fra det offentlige. Professionalisme forpligter.
Debatten har ført vrede med sig - og måske mere mælkesyre i sind og muskler end godt er. Men efter sigende har den også ført til, at danseverdenen i fælles raseri har dannet Torsdagsgruppe, hvor branchen uden verbale hæmninger kan lufte interne problemer. Dette må unægtelig siges at være et flot resultat af Holms udspark. (At Holm skulle være inviteret som 'special guest' til det sidste møde på Holmen, sådan som det stod at læse i Politiken den 19. marts, benægter Holm dog selv.) Desuden har Nyt Dansk Danseteater på hjemmesiden www.nytdanskdanseteater.dk opsummeret debatten, der løbende opdateres.

Historisk er den moderne dans herhjemme først netop ved at være voksen. Og det er måske dens egentlige problem - at den ikke længere er den glade teenager. Den moderne dans opstod faktisk først, da selvsamme Eske Holm i starten af 1970'erne brød ud af Den Kgl. Ballet som klassisk solodanser og i stedet gik egne veje som moderne danser og koreograf med forestillinger i Pakhus 13.
De første år var hårde. Alt skulle skabes fra grunden. Men så begyndte Teaterrådet at give penge. Kulturministeriet støttede den nye kunstart ved at donere midler til at drive et Dansens Hus til træning og forestillingsprøver. Så blev Dansescenen på Østre Fælled Torv etableret - og til sidst kom også Skolen for Moderne Dans. Sådan ser billedet i hvert fald ud fra en kulturpolitisk og økonomisk synsvinkel.
Men som folk fra dansemiljøet ofte forklarer situationen: Problemet er, at det ikke ser ud som om, der kreeres mere dans for de mange penge i dag. Tidligere blev der skabt en masse forestillinger for ingen penge - alle dansede gratis på entusiasmen og lysten. I dag skal alle have løn for deres arbejde, men det betyder altså, at koreograferne slet ikke kan sætte alt det i gang, de gerne vil. Ikke hvis dansen skal holde niveauet.

Dansen er med andre ord løbet ind i samme problem som alle de andre kunstarter, der tidligere blomstrede på offentlige støtteordninger via dagpengesystemet.
Netop derfor er det endnu mere vigtigt, at den nye generation, der i disse år uddannes på Skolen for Moderne Dans, rent faktisk lærer noget. Eske Holms anklage går på, at skolen ligger under for tidens trend med afslapningsteknikker i stedet for muskeltræning. Og så påstår han, at en del af træningen har lesbiske undertoner - hvilket siden er blevet modsagt af skolens mandlige leder (Inf. 10. og 16. marts) og af to kvindelige elever (Inf. 15. marts).
Men Holm har formodentlig ret i, at dansen i sin søgen efter nye udtryk i høj grad er slået ind på en skadeforebyggelseskurs med afslapning og 'organisk energi', hvor man 'ikke skal danse med musklerne, men med skelettet', som det formuleres i dansestudierne. Og også i at skolen følger denne trend - og dermed ikke hovedsagelig træner styrke og udholdenhed.
Om man udelukkende kan 'danse med navlen', ved jeg ikke. Efter sigende var netop navlen hemmeligheden bag den moderne dans' mor Isadora Duncans dans. Men stirre sig blind og tavs på egen navle? Den går altså ikke, hvis man er en statsstøttet danseinstitution. Med eller uden ømme bylder.amc

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu