Læsetid: 4 min.

Hvad er et navn?

Merete Pryds Helles 'Oh, Romeo' er en skeleteret roman med en kendt dramatik - borte er den poetiske prosa - frem træder et lærestykke
12. oktober 2006

"Åh, Romeo", udbryder Julie gang på gang i begyndelsen af den mest kendte scene i Shakespeares drama om de elskende fra Verona, mens hun besværger Romeo til at opgive sit navn og blive sig selv:

"Hvad er et navn? Det vi kalder rose,/ vil dufte lige sødt hvad end det kaldes;/ og Romeo ville, var han uden navn,/ beholde den fuld-kommenhed, han ejer."

At vi alle kender den dramatiske kurves bevægelse mod en slutning i død og misforståelse, har på forhånd givet enhver kreativ genbrug af Shakespeares Romeo og Julie sin kant. Det gjaldt West Side Story som det gjaldt Baz Luhrmanns farverige og postmoderne filmatisering fra 1996, hvis allerede berømte akvarie-scene, hvor de to unge fortaber sig i hinandens blikke i en runddans om glas og vand, sammen med filmens actionfyldte gadekampe og brug af shotguns i stedet for sværd faktisk vandt et nyt publikum for et gammelt drama; selv med Luhrmanns kongeniale brug af Shake-speares tekst.

Som Luhrmann måtte arbejde med forlæggets kanoniske kanter og grænser for fortolkning, har Merete Pryds Helle måttet det i sin roman, Oh, Romeo.

Men hvor Luhrmann ville aktualisere Shakespeare, er det ikke Pryds Helles ærin-de; hun bruger Shakespeare til at sætte et kærlighedsforhold på tværs af kulturskel i samfundsmæssig scene, ikke mindst bruger hun dramaets dramatiske bue. Fortællingen er således på forhånd givet - det ender for Pryds Helles ph.d.-studerende i retsmedicin, Julie, og taxachaufføren Romeo, som det ender for Shakespeares teenagere. Og vejen dertil går som hos Shakespeare over drab og gen-drab.

DF versus taxamanden

Pryds Helles Romeo er af iransk herkomst og har flashbacks fra en fortid som barnesoldat. Flugten til Danmark skyldes denne fortid, og Romeo skylder sin familie taknemmelighed. Julie bebor en lejlighed (med balkon) på Skt. Hans Torv, men har ellers gode forstadserindringer om parcelhuse og koteletgrunde. Hun er fars pige, og far er borgmesterkandidat for D (ansk) F (lagparti), mens mor har en boutique med nyeste forstadsmode og provence-krimskrams, sådan som mødre har det på de kanter. Romeo er hjemhørende på Islands Brygge (en velgemt, ikke 'byfornyet' del) med sin store familie, bl.a. sin religiøse og respekterede far, og går i fællesskab med fætter Benvolio ikke af vejen for et slagsmål med white pride- fyre som Julies bror, Tybalt.

Så adskilte er de og så alligevel ikke. For der er selvfølgelig dét med kærligheden, som binder, men Merete Pryds Helles Romeo og Julie viser sig også at være bundet ind i noget andet, der - trods forskelle og ligheder i kultur og individualitet - binder dem ind i en anden tragisk kurve end Shakespeares unge elskende. Kærlighed og erotik fremkalder som bekendt ikke kun en (vestlig) drift mod individuel frigørelse, men i samme nu også sam-fundsmæssigheden, der hos Pryds Helle netop ikke - som hos Shakespeare - er sat af slægterne og deres overhoveder, disse to fædre, som er grundlæggende magtesløse og befinder sig bedst ved pasning af deres akvarier. Da de to vrangvilligt hilser på hinanden i akvarieforretningen, mens de falder i staver over nye tropefisk, hilser vi også - komisk forskudt - på Baz Luhrmann. Og mens slægterne lever deres familieliv og passer arbejde og fisk, fylder samfundsmæssigheden den stiliserede roman - fra Skt. Hans Torv til Islands Brygge - med hundeluftere, ældre damer og buschauffører.

Romeo som lærestykke

Tættere på Romeo og Julie har vi den igen med Julies redebyggende veninder og karrierekonkurrerende kolleger og på Romeos side taxakunder og andet godtfolk. Altså borgerne, som udgør Shakespeares kor. Hos Pryds Helle fortolker koret ikke stykket, men passerer forbi, høfligt nikkende, small talkende og optaget af egne gøremål.

Skulle man da stille Julies spørgsmål, "Hvad er et navn?", vil svaret derfor ikke være "Det er kun dit navn, som er min fjende; du er dig selv, selv uden Montegue", men et genspørgsmål til identitet og fællesskab, som kun eksponeres i korte momenter, f.eks. når det gamle forlæg bruges som fremkaldervæske for den moderne konflikt.

Matchet mellem forlæg og roman er altså meget tæt og for tæt til, at Merete Pryds Helle får plads til det eksakte og poetiske prosaarbejde, som ellers har kendetegnet forfatterskabet, også hvor hun før har arbejdet med et stort forlæg, som i romanen Solsiden.

Stilen er egentlig mager og dissekerende. Personerne er forkortede og skal være det. De kaldes ved Shakespeares navne for at være eksempler og bæres af en dramatisk bue, som er kendt, men utidssvarende. Alt sammen med en pointe, som gør Merete Pryds Helles skeletterede roman eksakt på en anden måde, end vi har set det før i forfatter-skabet. Jeg vil anbefale at læse Oh, Romeo som lærestykke: Shakespeare anvendt på samme måde (alle forskelle ufortalt) som Brecht i Dreigroschen Oper anvendte John Gays The Beggars Opera.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu