Læsetid: 3 min.

Nazi-magneterne

18. januar 2002

KLOKKEN 20.12, den 1. februar sidste år sad en eftersøgt ung nordmand og frøs i et S-tog på Dybbølsbro Station på Vesterbro i København. Den dengang 19-årige Joe Erling Jahr var rolig og gjorde ingen modstand, da han af en kontrollør blev taget med på politistationen, fordi hans billet var ugyldig. På stationen blev han så anholdt, sigtet for mordet på den 15-årige norsk-ghanesiske dreng Benjamin Hermansen en uge tidligere i Oslo-bydelen Holmlia.
I går – knap et år senere – blev Joe Erling Jahr og to andre nynazister så ved retten i Oslo idømt tilsammen 34 års fængsel for overfaldet og knivdrabet på Benjamin Hermansen.
Selv om flere i retslokalet, herunder ikke mindst Benjamin Hermansens mor, var skuffede over, at straffene var mildere, end anklageren havde krævet, så var det vigtigt, at dommerne understregede det racistiske motiv til mordet, og at det i »ethvert civiliseret samfund må falde ind under kategorien særligt skærpende omstændigheder.«

DET RACISTISKE motiv i dette ’Norges første nazistiske mord’, var også det, som rystede det norske samfund. Omkring 40.000 mennesker, herunder daværende statsminister Jens Stoltenber, deltog få dage efter i efterkrigstidens største manifestation på Youngstorget i Oslo, og med fakkeloptoget gennem hovedstaden viste nordmændene deres afsky for racisme.
Der blev talt om, at Norge stod ved en »korsvej« i kampen mod racisme, og de norske aviser gravede historier frem om, hvordan sager om racisme ofte blev henlagt i stor stil, og at varetægtsfængsling blev anvendt uforholdsmæssigt sjældent, når det drejede sig om nynazistisk vold. Siden krævede daværende justitsminister Hanne Harlem, at racismesager blev prioriteret højere. I hvert fald i denne sag har det efterfølgende haft en effekt. Dommerne udtalte således i går, at racistiske grupper har en lavere tærskel for at begå mord, og derfor var det særligt vigtigt at idømme strenge straffe, som gerne skulle have en præventiv virkning.

MORDET FIK også nordmændene til at gå i gang med en omfattende selvransagelse, og der blev taget fat på en debat om hverdagsracismen – ’hvad vi siger til hinanden over middagbordet’. Et af de stærkeste indlæg kom fra Dagbladets nyhedsredaktør,
John Arne markussen, som skrev: »Det er typisk norsk, ikke bare at være bedst, men også at tro, at det er fint i 2001 at diskutere, om det er lovligt at bruge ordet neger. Historien om Benjamin begynder egentlig her.«
Meningsdannere krævede i kor, at racismeparagraffen i den norske straffelov generelt skulle bruges meget mere.
Knap var dommen imidlertid faldet i går, før det konservative regeringsparti Høyres ungdomsorganisation Unge Høyre bragte sit synspunkt på banen om, at paragraffen tværtimod bør fjernes. Som Unge Høyres leder udtrykte det over for Aftenposten: »Den type holdninger bekæmpes ikke med lovparagraffer, men med argumenter.« Selv om det ikke kommer på tale i Norge at afskaffe racismeparagraffen, så sætter Unge Høyre fingeren på et spørgsmål, som må diskuteres konstant. Hvordan bekæmper man bedst racisme og – måske i særligt udsatte miljøer – en glidebane mod nynazisme?
De fleste norske politikere har været grundlæggende skeptiske over for et forbud mod nynazistiske organisationer, som skønnes at have nogle få hundrede medlemmer i Norge. For det første kan nynazisterne lynhurtigt bare genopstå under et andet navn. For det andet skal der sættes ind, før det kommer så vidt, at en teenagepige fra Lillesand – som den i går dømte Veronica Andreassen – sender en e-mail til sin veninde med indledningen: »Som du ved, er jøderne vores største problem.«

DER, HVOR det først og fremmest er vigtigt at sætte ind, er i forebyggelsen. I løbet af retssagen er det kommet frem, hvordan både Veronica Andreassen og Joe Erling Jahr er blevet mørbanket af selve livet og i miljøet – nazi-miljøet – har fundet det fællesskab med andre, der også har været sat udenfor. Og når først sådan et fællesskab er etableret, så virker det som en magnet på andre, der befinder sig i udkanten af miljøet.
I Sverige har myndighederne på lokalt plan haft succes med det såkaldte EXIT-projekt, som bryder miljøet op og hjælper de unge ud. Ud over fordomsfrit at tale med de unge, så henvender projektlederne sig også til forældrene, der føler afmagt, og skolerne og politiet samarbejder også. I Oslo-bydelene Nordstrand og Bøler har man haft lignende succes med at bruge ressourcer på de nynazistiske miljøer og standse nyrekrutteringen af potentielle unge. Netop det sidste, nyrekrutteringen, er vigtig. Som Veronica Andreassen udtrykte det under retssagen: »Det er lettere at komme ud af narkomiljøet end af nynazistmiljøet.«

brun

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her