Læsetid: 3 min.

Ned, ned, ned...

28. august 1998

Faretruende nær en statsbankerot, forsøger Ruslands regering at redde stumperne i det voldsomme styrtdyk, som landets økonomi har taget. Rublens værdi er næsten halveret i løbet af de sidste to dage, russerne raser udenfor bankerne og minearbejderne kræver præsident Jeltsins hovede på et fad. Hvordan skal Rusland kunne reddes fra det totale sammenbrud, der i mange henseender er beslægtet med den tyske Weimar-republiks kollaps i tyverne?
Den netop genindsatte ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin skal forsøge at rette op på den synkende skude, men han ser mere ud til at være en del af problemet. Det gamle imperium, der stadig er rigt udstyret med atombomber og krydsermissiler, har længe udstillet sin absolutte mangel på politisk lederskab.

Rolig kan ingen være ved udsigten til, at Rusland går bankerot. Men Jeltsin roder bare rundt i sin sommer-dacha og længes forfærdelig meget efter næste uges topmøde med den amerikanske præsident Bill Clinton. For så kan han rigtig kan få lov til at trykke hænder og være på fornavn med Bill på de bonede gulve. Men hvad nytter dette patetiske skuespil - bortset fra at give de to herrer en lejlighed til at udveksle erfaringer om, hvordan man bedst klapper en skøn kvinde uden at få problemer med sine public relations?
Imens går Moder Rusland ned, ned, ned i en deprimerende sump. Landets befolkning lider, sundheden forringes og levetiden forkortes, mens ledende røverbaroner med grådighed og dollartegn i øjnene sælger ud af landets rige energiressourcer og råvarelagre. "De russiske eliter har plyndret landets kapital og ført det mest af provenuet til udlandet," som en vestlige bankmand siger.

Ydmygelsen af det russiske folk er mangefold større og sikkerhedspolitisk farligere end de tab, som endnu profitstærke vestlige forretningsbanker har lidt. Bankerne skal nok klare sig, og mange af dem har de rige vestlige statskasser som sikkerhedsnet. Men russerne har ikke længere noget sikkerhedsnet, der kan hindre et frit fald. I sidste måned gjorde den internationale valutafond og den vestlige verden et foreløbig sidste forsøg på komme Rusland - og de vestlige investeringer derovre - til undsætning. Den økonomiske redningspakke på ikke mindre end 22,6 milliarder dollar kunne ikke dæmme op for rublens styrtdyk på markedet. Det har med andre ord været spildte penge, der røg ned i et bundløst hul.
Regningen skal betales, men russerne har ingen dollar at betale med. Kreditværdigheden er brugt op, og i går meddelte en forenet flok af vestlige regeringschefer - fra USA til Tyskland og Japan - at de ikke vil yde Rusland flere lån, førend russerne gennemfører de lovede økonomiske reformer.

Globalt set er det russiske sammenbrud blevet fremskyndet af den økonomiske krise og den finansielle uro, der for et år siden bølgede ind over de asiatiske økonomier - og forplantede sig videre til Japan og Latinamerika. Endnu undgår USA og Europa at blive skyllet ned i dyndet, selvom krisebølgerne nærmer sig. Vækstraterne er faldet en smule, og i løbet af de sidste par måneder er aktiekurserne sevet med 10-15 procent fra Wall Street til Londons City. En række råvarelande som Australien, Canada og Norge er hårdt ramt af valutaspekulation, fordi verdensmarkedets råvarepriser rubler rundt på det laveste niveau siden midten af firserne. Med den norske nedtur er Sverige også i knibe på markedet, og det har sat den danske krone under så stort pres, at Nationalbanken er blevet tvunget til massive støtteopkøb. Det er muntert - og fra EU's sydlige bug melder de spanske markeder om dyk i aktie- og valutakurs som følge af den latinamerikanske krise.

Truslen om en global økonomisk depression ligger antydet i denne kædereaktion af begivenheder. Eller som Lutz Hoffman fra det tyske økonomiske institut, DIW, sagde igår: "Vi befinder os på randen af en global valutakrise". En anden økonomi, Axel Siedenburg fra Deutsche Bank, siger at "stabiliteten i det globale finanssystem er truet."
Nogle økologer vil tage champagneglassene frem og skåle i denne velsignede krise, der endelig kan sætte stop for den naturødelæggende vækstspiral. Andre sikkerhedspolitiske interesserede vil med rette bide negle. For verden har ingen stærke politiske lederskaber til at rede det planetariske skib gennem de mange farefulde skær. Boris Jeltsin på vodka i sin dacha, Bill Clinton på ferie fra sine løgne i den politiserede sexskandale, Helmut Kohl i kamp for sin overlevelse før næste måneds forbundsdagsvalg og Keizo Obuchi, som ingen stoler på, kan redde selv Japan ud af sin nationale økonomiske krise.
Det er ikke betryggende på et tidspunkt, hvor det går ned, ned, ned. bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her