Læsetid: 5 min.

Nederlag er sejr - død er liv

At købe positive nyhedshistorier ved hjælp af bestikkelse hedder i Donald Rumsfelds verden 'utraditionelle måder at fremskaffe nøjagtige informationer'
28. februar 2006

I Mellemøsten omskriver alle historien, men aldrig tidligere har vi haft en amerikansk regering, der så egenrådigt, uærligt og skånselsløst omfortolker tragedie som succes, nederlag som sejr, død som liv - godt hjulpet på vej, må jeg tilføje, af en føjelig amerikansk presse. Det minder mig ikke så meget om Vietnam som om de britiske og franske generaler, der under Første Verdenskrig gentagne gange løj om militære sejre over kejseren, mens de kastede hundredtusindvis af deres mænd gennem slagtehallerne ved Somme, Verdun og Gallipoli. Den eneste forskel i dag er, at vi kaster hundredtusindvis af arabere gennem slagtehallerne - og er fuldstændig ligeglade.

Sidste uges besøg i Beirut af en af George Bushs blindeste flagermus - hans udenrigsminister, Condoleezza Rice - var typisk for den ubarmhjertighed, der nu hersker i Washington. Hun talte skamløst om de blomstrende 'demokratier' i Mellemøsten, samtidig med at hun totalt ignorerede blodbadene i Irak og de voksende sekteriske spændinger i Libanon, Egypten og Saudi-Arabien.

Måske skal nøglen til hendes indifference findes i den rapport, hun afgav til senatskomiteen for internationale anliggender, hvor hun undsagde Iran som 'den største strategiske udfordring', USA står over for i området, fordi Iran benytter en politik, der 'modarbejder selve den form for et Mellemøsten, som USA ønsker'.

Som Bouthaina Shaaban, en af de klogeste blandt Syriens ikke altid lige kloge ministre, sagde:

"Hvad er det for et Mel- lemøsten, USA søger? Skal staterne i Mellemøsten tilpasse sig en form, designet flere oceaner borte?"

Eller som Maureen Dowd, den bedste og eneste lødige klummeskribent på den kedelige New York Times, noterede tidligere på måneden, så 'tror Bush kun på selvbestemmelse, hvis han bestemmer ... Bush'erne er mere optaget af at udspionere amerikanere end af at forestille sig, hvordan andre kulturer tænker og handler'. Hun kunne have tilføjet 'og samtidig dyrke hemmelige forbindelser med slyngelregimer'.

Besøg hos diktatorerne

Tag nu Donald Rumsfeld, f.eks., denne forfærdelige mand, der var med til at starte det 'chok og rædsels'-svineri, der nu har fanget over 100.000 amerikanere i Iraks ødemarker. Han har netop været på en afslappet rundrejse i Nordafrika for at besøge nogle af Afrikas værste diktatorer, blandt dem præsident Zineel-Abidine Ben Ali fra Tunesien, manden med det største hemmelige politi i den arabiske verden, en mand, hvis betjente har perfektioneret den bedste metode til at indsamle informationer fra formodede 'terrorister': at holde dem fast og stoppe klude opblødt i blegemiddel i munden på dem, indtil de næsten drukner.

Det var noget, tuneserne lærte fra deres knap så forfinede naboer i Algeriet, hvor regeringens dødspatruljer slagtede en god del af de 150.000 ofre i den nylige krig mod islamisterne.

Drengene fra Algeriet - og jeg interviewede et par af dem, efter deres mareridt havde tvunget dem til at søge asyl i London - bandt deres nøgne ofre til en stige, og hvis 'kludemetoden' ikke virkede, stak de et rør i halsen på dem og åbnede for vandet, indtil fangen svulmede op som en ballon. Man havde en specialafdeling - på politistationen i Chateauneuf, hvis det skulle interessere Donald Rumsfeld - hvor man torterede kvinder, der uvægerligt blev voldtaget, før de blev videreekspederet af en henrettelsespeloton.

Alt dette nævner jeg, fordi Rumsfeld også har gjort tilnærmelser til Algeriet. Under et besøg i Algier tidligere på måneden bekendtgjorde han, at 'USA og Algeriet har et mangefacetteret forhold. Det omfatter politik og økonomi såvel som tosidet militært samarbejde. Og vi sætter meget stor pris på deres hjælp til imødegåelse af terror...'

Jeg kan forestille mig, at 'klude'-teknikken er let at lære, mishandling af fanger ligeså - som f.eks. Abu Ghraib, der nu synes at være journalisternes skyld, frem for amerikanske bøllers.

Angreb på reportager

Rumsfelds seneste udtalelser omfatter et forsvar for Pentagons nye tiltag med at købe positive nyhedshistorier ved hjælp af bestikkelse - hans fantasifulde beskrivelse af dette nyeste forsøg på at tilsløre det amerikanske regimes sammenbrud i Bagdad hedder 'utraditionelle måder at fremskaffe nøjagtige informationer' - og et angreb på vores reportager om torturen i Abu Ghraib:

"Tænk på det enorme antal spaltemillimeter og tv-timer, der er brugt på at berette om mishandling af tilbageholdte i Abu Ghraib. Sammenlign dette med omfanget af dækning og fordømmelse i forbindelse med f.eks. opdagelsen af Saddam Husseins massegrave, fyldt med hundredtusindvis af uskyldige irakere."

Lad os udstille denne himmelråbende løgn. Vi beskrev Saddams onde regime, specielt hans brug af gas, helt tilbage i 1983. Jeg blev nægtet indrejsetilladelse til Iran af Saddams statholdere, fordi jeg havde afsløret deres tortur i - Abu Ghraib.

Og hvad lavede Donald Rumsfeld? Han besøgte Bagdad, hvor han krøb for Saddam, over for hvem han ikke påtalte mordene og massegravene, som han udmærket kendte til, men tryglede i stedet Bæstet fra Bagdad om at genåbne den amerikanske ambasssade i Irak.

Med pressens sædvanlige hoffolk på slæb har Rumsfeld ikke nogen problemer, se f.eks. George Melloans nylige interview med Bæstet fra Washington i hans Boeing 737:

"Han afsætter venligt tid til en snak om forsvarsstrategi. Gennem vinduet oplyser solen hans ansigt ... Når man sidder over for ham ved et skrivebord højt oppe over skyerne, spekulerer man på, om denne moderne Jupiters evne til at påkalde lynet over syndere vil være tilstrækkelig til at løse de kommende opgaver."

Kaldes borgerkrig

Og således går myteskabelse og tragedie hånd i hånd. Iraks monumentale katastrofe er blevet ren rutine, uden form, en begyndende 'borgerkrig'. Bemærk hvordan den amerikansk skabte katastrofe nu bliver fremstillet som en krig mellem irakere indbyrdes, som om den overvældende og brutale USA-besættelse intet har at gøre med den forfærdende vold i Irak. Sprænger de hinandens moskeer i luften? De vil bare ikke videre. Vi fortalte dem, at de skulle få sig en ikke-sekterisk regering, men de nægtede.

Jeg frygter, dette vil blive afskedsreplikken, når den næste syndflod oversvømmer amerikanerne i Irak.

Da irakerne gjorde oprør mod det britiske styre i 1920, kaldte Winston Churchill Irak for 'en utaknemmelig vulkan'. Men lad os blot læne os tilbage og nyde udsigten. Demokratiet er på vej til Mellemøsten. Folk nyder flere friheder. Historien betyder intet, kun fremtiden. Og fremtiden for folkene i Mellemøsten tegner mørkere og blodigere dag for dag. Men jeg går ud fra, det hele afhænger af, hvorvidt 'Jupiter' kan klare jobbet, når alt dette sollys strømmer ind og oplyser hans ansigt.

© The Independent og Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her