Tsunami-bølgen af udtalelser efternok en gang skjult kamera (og ikke mindst skjult optagelse af lyd!) harafsløret en forbavsende historieløshed og mangel på visionær tænkning, hvad fremtiden angår. Hukommelsestab er gået hånd i hånd med forslag om gammelkendte former for statsinterventionisme (mere tilsyn, politianmeldelse for vanrøgt, specialisering af socialpædagoguddannelsen, forbedret ledelse osv). Preben Brandt, formand for Rådet for Socialt Udsatte, har været ret alene om at foreslå Strandvænget nedlagt.
Ser man lidt samtidshistorisk på det, er Brandts forslag langt fra ekstremistisk. Faktisk har det under overskriften 'normalisering' været den socialpolitiske hovedlinje fra 1959 og frem ("en tilværelse så nær det normale som muligt", ifølge Birgit Kirkebæks bog Normaliseringens periode).
I Information var der i 1976 en række artikler af Anne Brochenhuus-Schack. Artiklerne var kritiske over for planerne om at bygge en stor åndssvageinstitution på Irlandsvej på Amager. Al institutionssociologisk viden og erfaringerne fra Ebberødgård og en stor ny institution i Næstved talte imod nybyggeriet, der efter modstandernes overbevisning ville umuliggøre integration af de åndssvage.
For så vidt skulle det være en ret enkel opgave med normaliseringsprincipperne i hånden at stoppe Irlandsvej. I praksis var det meget konfliktfyldt, idet store interesser og megen prestige var på spil. Som underviser på Københavns Universitet med emnet 'totale institutioner' kunne jeg/forskningen på ingen måde legitimere en moderne version af Ebberødgård.
Mange pårørende med voksne børn på Ebberødgård vendte sig også mod planerne, hvorimod organisations-Danmark sammen med socialminister Eva Gredal gik ind for den nye institution.
Den daværende pårørendeforening forsøgte at banke rebelskeforældre som Lone Hertz på plads, mens jeg selv som ung fagperson blev svinet til af kommunisten Viggo Marker, der var en enerådende formand for Åndssvageforsorgens Personaleforbund. Og som havde det fint med store B&W-lignende arbejdspladser, hvor det var bekvemt at organisere omsorgens lønarbejdere ud fra fagbevægelsens industriarbejdermodel.
Tidens modsætninger og kontroverser kom til at præge en stor to-dages høring i Folketeatret, som blev boykottet af både de pårørendes og de ansattes organisationer (se for eksempel 1976-bogen fra Informations forlag Irlandsvej - og hvad så? Fra dehumanisering til ligeværdighed).
Usamtidighed
I Nyborg var der jævnligt klager over den anstalt, derkom forud forStrandvænget, og hvor Kristeligt Folkeparti-MF Inge Krogh huserede som overlæge og leder fra 1964 og en langårrække frem. Med den ene hånd var Krogh 'forstanderinde', mens hun med den anden forestod fanatiske kampagner mod fri abort og mod pornografi.
Problemet i dag er en åbenlys usamtidighed, hvor store fremskridt i forholdene for de udviklingshæmmede i normaliseringens ånd (best practice)eksisterer side om side med rester fra anstalt-epoken.
Inge Kroghs seneste efterfølger, Dorrit West, er sygeplejerske, men tilsyneladende ikke en tydelig Big Nurse, som vi kender det fra filmen Gøgereden. West fremstår som en tilbagetrukket moderne leder med mastergrad i 'public management og konfliktmægling', der ikke finder det underligt, at hun ikke er bekendt med, hvad alle 350 medarbejdere foretager sig.
På fagforeningsfronten er Viggo Marker blevet efterfulgt af en ny type fagforeningsfolk med akademisk overbygning fra Danmarks Pædagogiske Universitet, som rådgiver russerne udi omsorgsvidenskaberne samtidig med, at det stinker i egen baggård. Uddannelsen er både blevet forlænget og forbedret (ikke mindst teoretisk)siden Markers dage. Tre ud af de fire pædagoger på tv-skafottet er angiveligt seminarieuddannede og organiserede i Socialpædagogernes Landsforbund (SL). En fagforening med lokalkreds på Fyn og føling med de pædagogseminarier i Odense, der sender praktikanter (og disses praktikledere fra seminarierne) til Nyborg.
Også den etiske side af sagen i Løgstrups eget land skulle være i orden. SL vedtog således på sin kongres i 2004 et etisk værdigrundlag under behørigt mentorskab af Århus-filosoffen Jørgen Husted.
På trods af alle disse lag af faglighed og fagpersoner er heleDanmark blevet præsenteret for nogle etiske undermålere udi den socialpædagogiske praksis. De er så at sige faldet gennem det etiske sikkerhedsnet.
Pulp faction
Tilfredsheden med den akademiske opstigning og pædagoguddannelsens nye status som bachelor-uddannelse overstråler tilsyneladende hukommelsen så meget, at dagens fagforeningsfolk synes at have glemt, at det var de pædagogiske fagforeninger selv, der i 1992 ønskede en generalistuddannelse. De faglige mindretal, der advarede om tabet på de socialpædagogiske specialområder, og at dette ville gå ud over de svageste klientgrupper, kan nu høre fagforeningslederne gøre modstandernes argumenter dengang til deres egne i dag, når de ikke mindst på baggrund af Strandvænget-skandalen kræver mere specialistuddannelse.
Ironisk nok kommer denne sag desuden i en tid, hvor det offentlige på planøkonomisk vis satser hårdt på handleplaner, resultatstyring, produktivitetsmålinger, evalueringer mm. Der sidder noknogle DJØF'ere og tænker på deres fine rapporter i skuffer og arkiver rundt omkring. En tv-version af en kioskbasker *)lavet af en ung ukendt journalist, et stykke pulp faction, har fået flere politikere op af stolene, end 1.000 evalueringer tilsammen kanformå.
Sygdommen
Her står vi så anno 2007. Og de indflydelsesrige med socialministeren i spidsen mener, at den 350 medarbejdere store ghetto for 100 handikappede med mere end 250 centralkøkkenmåltider dagligt skal fortsætte blot tilsat forskellige statslige kontrolforanstaltninger. Hvorfor denne fremtidsinvestering i en kontraproduktiv ghettos mandat?
For mig at se er hovedproblemet selve institutionen, dens størrelse og dens afstand til det øvrige samfund. Internt i organisationen er afstanden fra top til bund alt for stor - trods nærheden i den daglige praksis til beboerne i en ellers overskuelig sammenhæng føler de ansatte ikke ejerskab og ansvar over for deres opgave. Hvis afstanden mellem top og bund bliverfor stor, dannes der grobund for det, filosoffen Hannah Arendt har betegnet som 'banaliseringen af det onde'. Bevares, sammenligningerne med 'rumænske forhold' er urimelig. Dette er ikke fysiske overgreb ogbæltefikseringer som daglig kost. Det er en asocial responsløshed, som har ramt følelskanalerne hos den danske middelklasse og fremprovokeret det onde som de udenforståendes italesættelse. I forargelsen over de grimt talende kvindelige pædagoger på de grimme filmklip (havde det været et behandlingssted for anorektiske piger, havde dette scenario været utænkeligt!), glemmes det mandat, selvsamme middelklasse et eller andet sted har forsynet de etikhæmmede med. Hvor medreflekteres de grundejerforeninger, som ikke vil have et bofællesskab med handikappede i deres nabolag, fordi huspriserne så vil falde; de supermarkedskunder, der ikke vil stå i kø ved kasseapparatet med en handikappet af frygt for, at denne vil savle på hans jakke; de gæster, der ikke vil spise på Søllerød Kro, hvis også gryntende handikappede skal spise der (jævnfør Lars von Triers film Idioterne).
Kort sagt, lad os råbe det kollektivt ubevidste op og spørge os selv, om det ikke kan gøres bare lidt bedre,hvilket vil sigeanderledes og socialt inkluderende. Hvis den gamle forsorgs-pioner N.E. Bank-Mikkelsen og hans normaliseringsfilosofi virker forældet, så lad os i stedet for se på den aktuelle kamp mod ghettoisering, som den føres af Integrationsministeriet.
'Særlig boligtype'
Det kan være svært at overbevise udenforstående om, men på papiret er den institution, som de har lært at kende via tv, slet ikke en institution! En ideologisk frasering har omdøbt institutionen til et 'bo-, aktivitets- og samværstilbud', ja, endog til beboernes 'hjem'. Det er et sted, de handikappede flytter til - ikke et sted, hvor de anbringes eller indlægges.
I Integrationsministeriets forstand er der tale om et "udbud af en særlig bolig-type, som per automatik har medført en ensartet beboersammensætning," det vil sige en ghetto. Og som Bank-Mikkelsen i sin tid, således også Integrationsministeriet i dag: Sådan noget skal bekæmpes!
Gå blot ind og se på Integrationsministeriets hjemmeside, med hvilken konsekvens sådanne 'ghettoområder' skal modarbejdes, fordi de er "fysisk, socialt, kulturelt og økonomisk afsondret fra det øvrige samfund". Der er helt andre boller på suppen end i sagen om Strandvænget og de udviklingshæmmede.
Mit forslag er, at der nedsættes en hurtigtarbejdende tænketank med folk som psykiateren Preben Brandt, handikaphistorikeren Birgit Kirkebæk, formanden for Landsforeningen LEV Sytter Kristensen, forældrerepræsentanten Lone Hertz, SL-næstformanden Marie Sonne, specialpædagogik-forskeren Jesper Holst m.fl.
Tænketankens første opgave skulle være at komme med en plan for afviklingen af Strandvænget og en alternativ opbygning af 10 leve-steder bestående af hver to boenheder for fem handikappede. Disse huse børplaceres rundt omkring på Fyn ud fra et nærhedsprincip og i forhold til de pårørendes hjemmeadresser og med en fast fra Regionen styret supervision af personalet(supervision som et behandlingsfagligt og etisk alternativ til juraen - og in mente at supervision også betyder overvågning).
Den attraktivt beliggende bygningsmasse sælges til Lalandia, der kan indrette et nyt badeland, hvor også handikappede er velkomne. Friværdien placeres i en fond, der sørger for kontinuerligt at arrangere etiske foredrag og kurser for personale, pårørende og naboer.
*) Folkene bag tv-'kioskbaskeren' valgte den tendentiøse titel 'Er du åndssvag?' til deres program. Hvormed de også valgte at deltage i den diskriminering, deres udsendelse afdækker. På LEV's hjemmeside har der således længe stået, at betegnelsen 'åndssvag' er gammeldags og diskriminerende. Det korrekte ord har i flere år været 'udviklingshæmmet'.
Benny Lihme er forfatter og redaktør af tidsskriftet Social Kritik
Kronikken i morgen:
Universitetsøkonomer er ikke bedre end bankøkonomer
