Læsetid: 5 min.

Nedstigning fra stormfulde højder

Den britiske eksperimentelle popmester Kate Bushs første album i 12 år snitter en som en let brise. Mens den norske grandiose poptrio A-Ha mætter med deres kalorietunge følelsesmassiver. Begge toppede i midten af 80'erne, men Kate Bush ældes med størst, men ikke uproblematisk ynde
7. november 2005

Der blæser en mild brise over Kate Bushs første album i 12 år. Faktisk så mild at jeg ofte har glemt at høre efter under afspilningerne af Aerial - engelsk for antenne eller for luftig, æterisk. Et dobbelt-album som efter lang ventetid næsten er blevet sagnomspundet, og som internationale musikjournalister har forhåndslyttet til under strenge sikkerhedsforanstaltninger.

Den 47-årige engelske sangskriver, sanger og producer har særligt siden 1985-hovedværket Hounds of Love, som hun selv producerede i hjemmestudiet, været kendt for en en vision og en finesse af en anden og mere kontrolmanisk verden. Og derfor har den lange ventetid også kunnet tolkes som tegn på anal forkrampning og måske forestående druknedød i detaljer og ommøbleringer, men hvis Bush har brugt tid på noget, så har det været at rydde op, smide ud og gøre rent.

Aerial er et transparent og ja, som titlen forklarer, luftigt album. Sparsomt, elegant møbleret, stærkt baseret på sangskrivning, stemme og få labre detaljer. Det er et voksenpopalbum - nogle gange småfolkemusikalsk, småjazzet, et par steder en kende newaget, prog-rocket og gerne inspireret af let moderne kompositionsmusik - og med svale ornamenteringer fra f.eks. flamencoguitar, breakbeats og naturen, som titter frem med ugle-uh, gøgekuk og solsortekvidder. Den første cd A Sea of Honey er skarpt skønhedssøgende i al sin intimitet og præsenterer hurtigt den forjættende stemme, der måske er en kende tyndere end for over et årti siden, men stadig forførende smidig. Den anden cd A Sky of Honey rummer et større anslag, mere legesyge, men også unødig sovs og åbner med en barnestemme: "Mommy... daddy... The day is full of birds. Sounds like they're saying words" - akkompagneret af Kate Bush, der i lag på lag illuderer gøgen, der kukker. Menneske og dyr glider sammen, men altså ved flersporsteknologiens hjælp - i forlængelse af hendes holistiske hedenske og mystiske vision, hvori naturen også er kunstner, og regnen får maleriets farver til at løbe, hvori et objekt svanger med minder kan holdes af en afdød, og et utal af decimaler i brøken pi bliver et smukt formet omkvæd, hvori man kan synge call-and-response med fugle, og hvidt vasketøj i blæst bliver til duer i flugt.

Signifikant privatsprog

Som mange andre store musikere har Kate Bush et signifikant privatsprog, der alligevel ligger i forlængelse af musikkens hovedsprog og derfor trods umiskendelige særkender og særheder vækker genkendelse. Og hun har - som få - et hamrende excentrisk, men alligevel for masserne forståeligt sprog, der har givet hende uventede hits som "Wuthering Heights", der i 1978 sendte hende ind som nummer et i Storbritannien 19 år gammel - og op gennem 80'erne har givet os sære, men syngbare hits som "Babooshka" og "Running Up That Hill".

Privatsproget har desværre lidt trange kår på Aerial, der er en kende for dekorativt og harmonisk til at slå samme gnister hen over hjernebarken som tidligere mesterligheder fra den engelske dames hånd og ånd. Man stryges lovlig blidt med hårene. Men i detaljen gemmer sig stadig modstand, ja, i begyndelsen af albummet, synger hun med bizart skamferede begyndelsesbogstaver, som er hun ved at vågne fra tidlig barndom, og albummet igennem er vi i et univers, hvor syndefaldet kan annulleres og civilisationen kan hænges på en knage inden man krammer et træ eller kæler for et bjerg. Hun vil minde os om altets mystiske væsen, vores uløselige bindinger til naturen og skønheden i de mest dagligdags detaljer, som da hun på den fraktale vaskesang "Mrs. Bartolozzi" helt forunderligt får ordet "Washing Machine" til at lyde som selve livets gåde bredt ud med skælvende hænder.

Aerial gør egentlig ikke meget væsen af sig, det lever op til sin titel og det parfumerer timerne uden at man opdager det. Men det fordamper til gengæld heller ikke så let, hvis først man koncentrerer sig. Vi lytter altså til en slags ambient pop. Men underskuddet af fordums modhager i både hendes kompositioner og produktioner er alligevel et problem - og bliver ikke bedre af, at den ekstremt professionelle musikerstab spiller med en indstuderet komfort og kun taler efter madammens mund. En mund, der ikke egenhændigt formår at blæse liv i de mest unødigt indsovsede passager. Men der gemmer sig heldigvis også skarpe dufte og næsten klassisk skønhed på Aerial. Og da danser Kate Bush med fornyet ungdom og skælmsk smil inde bag træerne og langt inde i os.

Dekorativ idyllisering

Midten af 80'erne bød på kunstnerisk klimaks for Kate Bush med Hounds of Love fra 1985, og det gjorde det også for A-Ha med synthpopalbummet Scoundrel Days året efter. Den norske herretrio har aldrig haft samme kunstneriske signifikans, slet ikke, men da de var bedst skabte de også pop af stærkt privatsproglig karakter. Og lige som Kate Bush er de også i dag truet af en dekorativ idyllisering på nedstigningen fra fordums kunstnerisk stormfulde højder. Patos har altid været nøgleordet i A-ha's sange og produktioner. Men hvor det tidligere lød som om den uomtvistelige skønsanger Morten Harket var ved at briste i den tynde luft højt i følelsesfjeldene, så kan deres essentielle virkemiddel i dag virke kalorietungt, komfortabelt, vanemæssigt.

"Analogue" er deres syvende album, og her forlener de deres widescreen-pop med varmere klang og livligt rocket instrumentering. Og trioen kan da også stadig flyve højt: På f.eks. "Treetops" hvor Harket både synger for og englebacking svøbt i varme strygere, på det lange ambitiøst varierede, 60'er-klingende "Halfway Through The Tour" og på "Make It Soon", der nådesløst flænses af hvidt støjende guitar.

"Analogue" er A-Ha's gavmildt orkestrerede ambition om at give deres pop mere krop og historik. De har aldrig lydt så organiske, og det giver dem nye tangenter at spille på. Men, så skal de altså også, pleeease, holde sig fra dem, der vækker onde mindelser om Melodi Grand Prix.

Og Kate Bush skal skyn-de sig at lave et album med musikere, der tør sige hende imod.

Kate Bush: Aerial (EMI Records/ EMI-Capitol). Udkommer mandag

A-Ha: Analogue (Polydor/Universal). Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her