Læsetid: 3 min.

Nej

27. september 2000

NÅr vi i morgen træder ind i stemmeboksen, er der grund til at knibe os selv i armen. For det er næsten ikke til at fatte, at vi kun 55 år efter afslutningen på en krig, der flænsede de europæiske nationer, har muligheden for at indgå et vidtgående samarbejde med de selvsamme lande om et af de allermest centrale felter – den økonomiske politik.
Og det er næsten ikke til at fatte, at vi kun 50 år efter, at den franske udenrigsminister Robert Schuman fremlagde de første spæde EU-planer, nu diskuterer, hvornår – og ikke om – de øst- og centraleuropæiske lande skal med i EU. Og er man ikke allerede svimmel, bliver man det næsten ved tanken om, at engagementet i det fælleseuropæiske projekt sjældent har været større. Se blot de seneste visionære debatindlæg fra Joschka Fischer, Tony Blair og Göran Persson.
EU-projektet, som vi kender det på godt og ondt, er ganske enkelt fantastisk. Og der er grund til begejstring over, at vi har deltaget i 28 år, selv om det tilsyneladende aldrig er gået op for ja-politikerne, at statsminister Jens Otto Krag i 1972 skrev under på en traktat, der fastslår, at EU-landene befinder sig i en proces, der skal lede »hen imod en stadig snævrere union mellem de europæiske folk.«
Uanset om det har været Krag, Anker, Schlüter eller Nyrup, har deres usande budskab altid været, at
unionstoget stopper nu. Omvendt har nej-siden hysterisk holdt fast i et skræmmebillede, hvor endestationen er Europas Forenede Stater. Også det er forkert.

EU er, hvad landene kan blive enige om. Der er ingen forudbestemt udformning af det europæiske hus. Vi ved kun, at huset bliver større. Arkitekturen bestemmer vi selv. Men netop fordi vi er på vej mod en stadig snævrere union, er der behov for umanerlig stor omtanke. Det er nu, unionens centrale byggeklodser bliver lagt. Med den fælles mønt har vi taget fat på det første af de helt afgørende områder for den nationale suverænitet – monopolet på pengeudstedelse.
Og det handler selvfølgelig ikke kun om at erstatte kroner med euro, som nobelpristageren i økonomi, Robert Mundell konstaterede forleden. Manden, der bærer tilnavnet »euroens fader«, er ikke i tvivl om, at euroen fører til tab af suverænitet på så vitale områder som finanspolitik og skattepolitik.
Set i det lys, er der god grund til at spørge, om vi med møntunionen får skabt det rigtige afsæt for den videre udbygning af EU-projektet.
Svaret er nej. Møntunionen er en dårlig begyndelse. Konstruktionen er et trist eksempel på, at demokratiet lider i EU. For det første etablerer man en centralbank uden for demokratisk kontrol. For det andet fastlægger man et sæt rigide regler for den økonomiske politik, som er nærmest umulige at ændre. Og for det tredje lader man det økonomiske samarbejde udfolde sig i en uformel og hermetisk lukket Eurogruppe. Og når man så oven i det vil føre nøjagtig den samme pengepolitik for helt op til 28 vidt forskellige eurolande, skal vi træde på bremsen.

Ja-partierne er desværre allerede ude over stepperne. Angsten for en lidt højere rente og frygten for at miste indflydelse har åbenbart udvisket al kritisk sans over for projektets udformning.
Det er synd. Især fordi begge argumenter er åbenlyst oversolgt. Men også fordi ja-partiernes blåøjede glæde over den gode idé får dem til at tvinge et dårligt konstrueret projekt ned i halsen på store dele af befolkningen, som langt fra er klar til at overlade deres demokratiske indflydelse over ømtålige dele af den økonomiske politik til centralbanken i Frankfurt og et ofte utilregneligt ministerråd i Bruxelles.
At det i øvrigt skulle være nationalistisk eller fremmedfjendsk, kræver en særlig analyse, hvor man ignorerer, at hovedparten af nej-stemmerne kommer fra vælgere, som faktisk er EU-tilhængere.
Selvfølgelig vil Pia Kjærsgaard og konsorter gøre alt for at sætte præg på et nej. Men at det i sig selv skulle være et bærende argument for at stemme ja eller blankt er et trist tegn på, at afmægtigheden og manglen på demokratisk kampgejst er udbredt.
Kursen er gal på et tidspunkt, hvor hele EU’s fokus er rettet mod os på grund af afstemningens betydning for Storbritannien og Sverige. Vi får ikke bedre chancer for at vise, at vælgernes opbakning til EU hviler på en respekt for deres skepsis og et solidt opgør med det demokratiske underskud.
Brug chancen. Så vi kan komme i gang med en folkelig debat om EU’s næste skridt.

ør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu