Læsetid: 3 min.

Hvis det bliver nej

16. maj 1998

I VISSE bananrepublikker har man den tradition at holde præsidentvalg med kun én kandidat - den siddende præsident. Ham kan borgerne så stemme ja eller nej til, vel vidende at et nej alene vil udløse kaos. På den måde har mangen en bananrepubliks-præsident fået det, som han ville i meget lang tid.
Danmark er ingen bananrepublik. Danmark er et højtudviklet demokrati. Derfor er det så meget mere forunderligt, at magthaverne synes på vej til at indskibe nationen i en tradition, hvor borgerne ved folke
afstemninger bliver bedt om at vælge mellem en bestemt, regeringsgodkendt politik eller - kaos. Den bog om Det utænkelige nej ved Maastricht-afstemningen i 1992, som Informations EU-korrespondent Ole Vigant Ryborg udsendte i går, dokumenterer, hvordan ingen politikere på ja-siden havde tænkt tanker om den nationale strategi, hvis folkeafstemningen endte - som den gjorde - med et nej. Kaotiske måneder fulgte med forhandlinger i ind- og udland, resulterende i fire danske forbehold som ingen nogensinde har påstået rummer essensen af dét, der fik danskerne til at stemme nej i 92. "Vi greb i lykkens pose og fandt Det Nationale Kompromis," sagde Marianne Jelved, da hun i tirsdags beskrev processen ved et EU-debatmøde.

DENNE GANG - op til afstemningen om Amsterdam-traktaten - er det værre. Regeringen har lært, at det kan ende med et nej, men alligevel insisterer den på ikke at fremlægge en strategi for Danmarks kurs i så tilfælde. "Jeg har ikke de intellektuelle ressourcer," svarede udenrigsminister Niels Helveg Petersen i går, da udenlandske journalister bad ham skitsere scenariet efter et nyt dansk nej.
Havde han så bare haft den gode vilje. Det store problem ved folkeafstemningen er, at hverken den danske eller de øvrige EU-regeringer har haft vilje til at udforme en plan B for det tilfælde, at traktaten ikke bliver godkendt. Langt ind i kredsen af hjemlige EU-regeringsrådgivere betragtes det - uden for citat - som et alvorligt demokratisk problem, at befolkningen bliver bedt om at vælge mellem Amsterdam eller kaos.
Det, der i den aktuelle situation gør forholdene helt urimelige, er, at hverken ja- eller nej-siden har gjort klart, hvad nej'et bør indebære.
I 1992 var det SF, der var bærer af nej'et, og derfor SF ja-siden kunne forhandle Det Nationale Kompromis på plads med. I dag er der både et venstre- og et højrefløjs-nej og sågar flere nej'er på venstrefløjen: Hvor Holger K. argumenterer for, at alle 15 EU-lande vil genforhandle Amsterdam-traktaten og give Danmark indrømmelser, så mener Enhedslisten, at en ny traktat aldrig kan blive god nok.
Den situation gør det vanskeligt for Nyrup at bedømme, hvad der kan skabes hjemligt fodslag for efter et nej. Men det fritager hverken ham eller udenrigsministeren for at forklare vælgerne, hvad der er regeringens egen foretrukne plan B.
At opretholde tavsheden - selv med henvisning til egne fattige åndsevner - er for tarveligt.
Regeringen antyder, at et nyt dansk nej vil få det øvrige EU til at sætte Danmark "uden for indflydelse." Det kan ikke udelukkes. På den anden side er det åbenlyst, at Amsterdam-traktaten er mindre indholdstung og prestigefyldt end Maastricht-traktaten, og derfor kan det lige så vel tænkes, at EU-partnerne vil give Danmark endnu et forbehold eller sågar en genforhandling - blot det ikke forstyrrer kursen mod den fælles mønt.

DET SVÆRESTE indenrigspolitiske spørgsmål efter et nyt nej kan blive, om - eller hvordan - vælgerne skal spørges næste gang.
Det er en udbredt opfattelse på Christiansborg, at Amsterdam-afstemningen - den femte EU-afstemning - repræsenterer en overanstrengning af folkestyret.
Der er simpelthen for lidt nyt at tage stilling til.
Folketingets problem er, at enhver minimal suverænitetsafgivelse, som ikke kan samle fem sjettedels flertal i Folketinget, ifølge Grundloven skal til folkeafstemning. Flertallet kan næppe opnås i det nuværende Folketing med nej-sigere på begge fløje, og derfor kan man forudse endnu en række folkeafstemninger. Den næste om et par år, hvor vi nok skal stemme om antallet af EU-kommissærer.
Den praksis er ikke langtidsholdbar, og derfor kan
Poul Nyrup imødese ét sikkert dilemma, hvis danskerne stemmer nej den 28. maj: Skal han foreslå en grundlovsændring for at mindske antallet af folke
afstemninger om EU-samarbejdet? Eller skal han bede danskerne om ren besked ved at gennemføre en ny folkeafstemning, denne gang om selve EU-medlemsskabet? Med muligheden for at gå over i historien som den statsminister, der meldte Danmark ud af EU. jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu