En kontanthjælpsmodtager kan ikke bare sige nej tak til et aktiveringstilbud med begrundelsen, at det er at sammenligne med tvangsarbejde og så kræve at få udbetalt kontanthjælp alligevel.
Sådan lyder en dom fra Højesteret i går.
Dommen har været ventet med spænding, fordi den berører samtlige godt 32.000 kontanthjælpsmodtagere i aktivering i Danmark.
Sagen drejer sig om en kontanthjælpsmodtager fra Køge, der i 2000 stoppede i aktivering i kommunen med begrundelsen, at det var at sammenligne med tvangsarbejde. Han krævede alligevel, at kommunen fortsatte med at udbetale penge til ham, men det ville Køge Kommune ikke.
Sagen endte på grund af sin principielle karakter direkte i Østre Landsret, hvor retten i 2002 afgjorde, at kontanthjælpsmodtageren ikke kunne kræve at få udbetalt penge, hvis han havde nægtet at deltage i et aktiveringstilbud. Og det er den dom, som Højesteret nu har stadfæstet.
Den tidligere kontanthjælpsmodtager førte sagen i Højesteret med begrundelsen, at aktivering er rent tvangsarbejde, og at det danske aktiveringssystem er i strid med både Grundloven, den Internationale Arbejdsorganisation ILO's konvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Så når der ikke udbetales overenskomstmæssig løn og feriepenge i forbindelse med aktiveringen, er det ikke rimeligt, at kontanthjælpsmodtageren skal deltage i aktivering til den lave ydelse, mente han.
Højesteret skriver blandt andet i sin dom, at selv om kontanthjælpen var betinget af, at han deltog i aktiveringen, så er der ikke grund til at anse arbejdet for at være tvangs- eller pligtarbejde i den forstand, som menneskerettighedskonventionen definerer det.
Derfor kan aktiveringen heller ikke anses for at være i strid med ILO's konventioner. Og Grundloven anses heller ikke for at være overtrådt i forbindelse med, at kommunen smækkede pengekassen i, da kontanthjælpsmodtageren stoppede i aktivering.
