Læsetid: 3 min.

Nej, nej og atter nej

23. juni 2003

VERDEN ville være et bedre sted, hvis den var indrettet efter den franske revolutions principper: Frihed, Lighed og Broderskab. Men faktisk er den indrettet sådan, at en ko i Frankrig har større købekraft end en fattig i Afrika.
Og den franske præsident, Jacques Chirac, er indrettet sådan, at han kan holde mere flammende taler om bæredygtig udvikling og global retfærdighed end nogen anden af de europæiske statsledere. Men endnu mere brændende, ja eksplosiv, bliver han, hvis man vil pille ved EU’s landbrugsstøtte, som hvert år indbringer de franske landmænd cirka ni milliarder euro.
Non, non, non, sagde den franske landbrugsminister i sidste uge i Luxembourg. Non, non, non, råbte præsident Chirac, da statscheferne og regeringslederne mødtes til topmødet i Saloniki, Grækenland.
Den europæiske landbrugsstøtte, og især den direkte støtte til (over)produktion, har ødelæggende virkninger for de fattige småproducenter i udviklingslandene. På deres hjemmemarkeder bliver de mødt med ublu konkurrence fra dumpingvarer. De rige landes markeder er mere eller mindre lukkede for dem.

EFTER den lange række af verdensmøder og internationale traktater om miljø og udvikling i 1990’erne, er der givet løfter om en handels- og udviklingsrunde i verdenshandelsorganisationen WTO. Verdens miljøbevægelser og udviklingsorganisationer har blikket rettet mod det kommende WTO-møde i den mexicanske by Cancun i september.
Det er her, forhåbningerne om en lidt mere retfærdig verdensorden, som er lidt mindre skadelig for den fælles fremtid og det globale miljø, måske kan blive indfriet.
Men én betingelse skal i hvert fald opfyldes før WTO’s forhandlinger i den såkaldte Doha-runde kan levere et sådant resultat: EU må opgive en del af sin stærkt handelsforvridende landbrugsstøtte, først og fremmest eksportstøtten og produktionspræmierne.
Andre lande har også forvridende støtteordninger. USA har blandt andet gjort krisestøtte permanent og giver indirekte landbrugsstøtte via opkøb til fødevarehjælp. Kun de såkaldte Cairns-lande, der omfatter Australien, New Zealand, Canada, Argentina, Brasilien, Indonesien, Sydafrika og Thailand, kan sige sig fri.
Men den europæiske landbrugsstøtte er den mest massive forhindring for fri og åben verdenshandel med fødevarer.

TILHÆNGERNE af landbrugsstøtte kunne have en pointe, hvis det handlede om at beskytte den lokale selvforsyning, de små producenter og landbokulturen mod uhæmmet konkurrence fra det industrielle landbrug. Små bjerglande som Norge og Schweiz giver endnu mere støtte end EU, med netop den begrundelse.
Det kan også have sin rimelighed at støtte erhverv, der lever direkte af naturen, for at få dem til at passe bedre på den, så byboerne også i fremtiden kan fortælle hinanden, at der er dejligt derude på landet.
Men begge argumenter er rungende hule. 80 procent af EU’s landbrugsstøtte går til storproducenterne, ikke til miljø og udvikling i landdistrikterne, bevarelsen af det dejlige liv på landet eller den særlige kvalitet ved lokale oste og vine, frugter og grøntsager.
De beskedne forslag til en reform, som EU’s landbrugsministre nu på fjerde uge ikke kan enes om, går netop ud på at tage et skridt i retning væk fra støtte til (mere) produktion mod støtte til landbrug i almindelighed og miljø og landdistrikter i særdeleshed.

OMKOSTNINGERNE for flertallet af europæerne er dobbelte: Først betaler vi via kontingentet til EU – halvdelen af det samlede budet. Dernæst via forhøjede fødevarepriser. Ifølge det britiske blad The Economist 600 Euro (4.500 kr.) om året pr. familie.
Det oprindelige argument for europæisk landbrugsstøtte var stabile fødevareforsyninger og bekæmpelse af fattigdom. Det argument har forlængst mistet sin gyldighed i Vesteuropa.
I dag kunne man passende bruge det i Afrika og dele af Latinamerika og Asien. Bedre priser til bønderne er nøglen til udvikling i mange af de områder i verden, hvor problemerne med sult og fejlernæring, udpint jord og andre miljøødelæggelser er størst.
På langt sigt ville det være i vores egen interesse at bidrage til sådan en udvikling. Men indtil videre kan vi altså ikke engang tage os sammen til at afvikle de skranker, vi selv har sat op.
Frankrig nedlægger veto: »Vi vil ikke risikere at betale to gange, først i Luxembourg, så i Cancun,« siger Chirac. Dansk Landbrug bruger samme argument.
Egeninteressen er til at få øje på. Til gengæld er det svært at se, hvad de europæiske forbrugere, får ud af det. Og de tyske skatteydere, som betaler det meste af gildet. For slet ikke at tale om, hvad børnene i de lande, det går ud over, vil tænke om os, når de vokser op.

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu