Læsetid: 3 min.

Nej til sharia-love

26. september 2002

DET ER SÅDAN set helt enkelt: Hvis man er tilhænger af demokrati og lige rettigheder, så må man automatisk sige klart nej til enhver form for
accept af sharia-lovgivning. Ethvert tilløb til at anerkende selv den mindste form for diskrimination mod nogen – begrundet i religion – er fuldstændig uacceptabel. Derfor er der grund til at udtrykke dyb bekymring, hver gang en dansk statsborger udviser selv den mindste flig af forståelse for den muslimske sharia-lovgivning. Der er ingen god undskyldning for at gå på kompromis med demokratiet, som vi kender det i Vesten. Alle borgere er lige– uanset køn, seksualitet, religion, etniske forhold eller andre former for opdelinger. Disse frie borgere vælger deres parlamentariske forsamlinger, som skal handle i overensstemmelse med forfatningen. Det kan aldrig – siger og skriver aldrig – accepteres, at der indføres nogen som helst form for religiøs lovgivning, der står uden for demokratisk kontrol.

DERFOR BØR der siges markant fra, når muslimske imamer som Fatih Alev og Abdul Wahid Petersen udtrykker dyb forståelse for sharia-lovgivningen. Alev har om dødsstraf sagt, at debatten »er kørt af sporet her i Danmark, fordi det er vores egne synspunkter, der er normdannende. Sådan er det ikke i islam. Der er det overordnet bestemt af Gud, hvad der er rimeligt og vigtigt for os.« Wahid Pedersen har sagt, at »de ting, som er givet i Koranen eller af profeten Muhammad i en utvetydig form, står for så vidt ikke til diskussion blandt muslimer.« Begge er udtryk for et ønske om, at Koranen er hævet over demokratiet – og er derfor uacceptabelt.
De to imamers konkrete anerkendelse af de steningsdomme, som to af verdens mest formørkede regimer, nemlig Iran og Nigeria, har tildelt kvinder, er også krænkende. Nå, så langt så godt, men hvad så med USA, verdens førende demokrati, de har jo også dødsstraf? Ja, det har dele af USA, men det er netop ikke religiøst betinget, men vedtaget i lovgivende forsamlinger – og kan, hvad man må håbe, blive omgjort. Det kan religiøse forskrifter som bekendt ikke – de er med imamernes ord ubestridelige.

SÆRLIGT ET parti har mærket, hvor følsomt det er, når muslimske politikere skal integreres i et dansk system – nemlig Det Radikale Venstre. Det begyndte med et lokalt medlem af Københavns Amtsråd, der ikke ville tage afstand fra dødsstraf, og udviklede sig til, at gruppe unge radikale muslimer med udgangspunkt i Minhaj ul-Quran undlod at tage afstand fra sharia-lovgivning og diskrimination mod homoseksuelle.
Debatten er igen blusset op, da den 27-årige Sherin Khankan, radikal kandidat i Søndre Storkreds med pæn chance for valg til Folketinget, på partiets landsmøde afviste resolutionen »Nej til sharia-lovgivning.« Hendes argument – bakket op af Carsten Fenger-Grøn og Malene Grøndahl i en kronik her i avisen – er, at man ved at støtte resolutionen går imod retten til at være muslim. Det er akademisk udenomssnak af værste skuffe. Resolutionen siger ikke nej til islam, men til sharia-lovgivning. Der er i dag 54 nationer, der er muslimske, heraf har kun fire indført den totale sharia-lovgivning – Iran, Saudi-Arabien, Sudan og Nigeria. Fire syge og undertrykkende regimer. Mange andre lande forsvarer sig – og støttes af mange danske intellektuelle – med, at de kun benytter dele af sharia-lovene, nemlig familieretten. Det betyder eksempelvis, at kvinder kun må rejse, hvis deres mand giver samtykke, og at hun ikke kan forlade et ægteskab. Den slags kaldes diskrimination – og er uacceptabelt.

SHERIN KHANKAN har sendt et signal om, at hun accepterer diskrimination og religiøse overdommere – og hun ligger derfor på linje med andre som Massar Hussein, Mona Sheikh, Fatih Alev og Abdul Wahid Pedersen, som ikke kan finde ud at erklære sig som modstandere af, at religion er hævet over demokratiet. De sætter Gud over det enkelte menneske – og de anerkender, at et præsteskab skal kunne bestemme over os. Derved er deres tanker i modstrid med selve demokratiet. Fastholder Khankan sit synspunkt, bør hun afvises af vælgerne. Denne debat handler kun om en eneste ting – nemlig princippet om, at intet er hævet over demokratiet og de love, som folkevalgte forsamlinger vedtager. Dette princip bør aldrig stå til debat.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu