Læsetid: 3 min.

Nekrolog over Kinas piratmarkeder?

Silkemarkedet, Kinas højborg for piratkopier, har fået et rap over fingrene for at sælge billige efterligninger, men det sætter ikke en stopper for indkøbsfesten
7. januar 2006

Der skal mere end et tabt sagsanlæg til for at stoppe indkøbsfesten på Beijings Silkemarked. Her sælges alverdens mærkevarer - tøj, sko, ure og tasker - stadig åbent som piratkopier for en brøkdel af de originale produkters pris - lige ved siden af skilte, der proklamerer, at salg af piratkopier er ulovligt.

Det på trods af, at modehusene bag nogle af de produkter, der her sælges i billige efterligninger - Chanel, Gucci, Prada, Louis Vuitton og Burberry - netop har vundet en retssag om ophavsret mod firmaet bag markedet, Beijing Xiushui Haoshan Clothing Market. Retten i Beijing dømte firmaet til at betale en erstatning på 100.000 yuan (cirka 75.000 kr.) til sagsøgerne.

I denne uge sælges efterligninger af Guccitasker dog fortsat for en halvtredser med mærker, der annoncerer, at de åbenlyse plastiktasker er lavet af ægte læder og er Made in Italy. Udenlandske turister fortsætter med at fylde den ene sæk efter den anden med piratkopier. Mens de sætter sig på trappetrinene udenfor markedet og venter på, at turistbusserne skal hente dem, sammenligner de ivrigt priserne på de North Face jakker og Calvin Klein jeans, de har anskaffet sig, eller de diskuterer bekymret, om de nu bliver taget i tolden derhjemme. Andre sidder med et tomt udtryk i øjnene efter at have været i infight med sælgerne i markedets 1.600 boder.

Sammen med en tur til Den Forbudte By og Den Kinesiske Mur er en indkøbstur på Silkemarkedet en fast bestanddel af de fleste udenlandske turisters besøg i hovedstaden. Markedets første stande dukkede op allerede i midten af 1980'erne, og det blev hurtigt Kinas højborg for piratkopier. Markedet, der tidligere var udendørs, rykkede sidste år ind i en ny fem-etagers bygning.

Det anslås, at piratindustrien i Kina hvert år koster internationale virksomheder 60 mia. dollar. Erstatningsbeløbet, som det er blevet pålagt firmaet bag Silkemarkedet at betale, er yderst lille til sammenligning, men er måske alligevel et tegn på, at regeringen og det kinesiske retssystem vil forbedre sin beskyttelse af ophavsret.

Imens salget af kopivarer ufortrødent fortsætter i Beijing, skal kunder i Shanghai til at lede længere efter billige efterligninger, da byens pendant til Silkemarkedet, Xiangyangmarkedet, vil blive nedlagt. Lokalregeringen meddelte, at markedet, der er involveret i 80 procent af byens retssager om misbrug af varemærker, formentlig vil blive ryddet til sommer. Det sker i forbindelse med byens forsøg på at blive en mere stueren international metropol og en af Asiens førende handelscentre.

I det hele taget er de bedste nyheder for udenlandske virksomheder, der frygter for beskyttelsen af ophavsret i Kina, i denne uge kommet fra Shanghai. Den amerikanske café-kæde Starbucks vandt i Shanghai en sag mod det kinesiske kaffefirma Xingbake, hvis navn oversat til engelsk betyder Starbucks. Samtidig var Xingbakes logo stort set identisk med Starbucks. Kompensationen lød på 500.000 yuan - den største, et kinesisk firma har måtte betale for krænkelse af et varemærke.

Udenlandske regeringer og virksomheder har gentagne gange klaget over Kinas store piratindustri, som ifølge nogle vurderinger står for 70 procent af verdens produktion af efterligninger - og det gælder ikke kun beklædningsgenstande men også møbler, medicin, software og film. Men forfalskningerne fører ikke kun til økonomiske tab for udenlandske virksomheder. De kan også have langt mere alvorlige konsekvenser. Eksempelvis har forfalsket mælkepulver til babyer og falske vacciner ført til adskillige dødsfald i Kina.

Ifølge styret i Beijing bliver der taget fat om problemet. Regeringen sagde i november, at i løbet af 2004 og 2005 blev 158 personer anklaget for at producere plagiater, og der blev uddelt bøder for 376 millioner yuan. Samtidig tvangslukkedes 6.273 produktions- eller salgsfaciliteter for forfalskede produkter.

Men regeringens kampagner er ofte sporadiske og kortvarige. Så snart en kampagne er overstået, fyldes butikkernes hylder igen med forfalskninger. Og på trods af nederlaget i retten lever Silkemarkedet tydeligvis fortsat i bedste velgående.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu