Læsetid: 10 min.

Nekrolog over en udogmatisk tid

14. januar 2006

Et vægtløst bonusårti mellem to århundreder. I årtiet efter Den Kolde Krig var verden på vej igen. Man turde tro på fornuften, og der var plads og rummelighed til ikke kun skildre tilværelsen i sort-hvide billeder. Men så vendte det. Er den udogmatiske tid død, eller ligger den bare i koma

Sandsynligvis ramtes den udogmatiske tid allerede 11. september 2001 af ideologiens svar på fugleinfluenza, et seriøst angreb på en stormagt. Danske sygdomssymptomer observeredes med sikkerhed nytårsdag 2002, da den nye statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale erklærede krig mod smagsdommerne - og markerede nye ideologiske forskelle i en konsenssussøgende tid.

Kulturkampen, der fulgte, hævede samfundstemperaturen til feber. Fornylig opsummerede en konservativ intellektuel, Kasper Støvring, det borgerlige Danmarks opfattelse af situationen i en artikel i Jyllands-Posten, under overskriften Hvem har forstået kulturkampen?:

"Vesteuropæere har levet så længe i en fredelig verden, at vi naivt tror, at alle konflikter kan løses med social ingeniørkunst. Når utilpassede indvandrere begår uroligheder i Paris, hører vi, at det kun har sociale årsager. For så kan vi gøre noget ved det: bygge bedre boliger, skabe flere arbejdspladser eller forhøje bistanden."

"Når medlemmer af Hizb ut-Tahrir arbejder på at afskaffe demokratiet, håber vi at kunne omvende dem ved at indgå i en fornuftig dialog og overbevise dem med det bedre argument. Eller vi tror at kunne begrænse deres indflydelse ved at holde en pænere tone i debatten."

Støvring mere end antyder, at 'fornuft', 'argumenter' samt 'sociale årsager' og 'ingeniørkunst' ikke mere er nok. Helt præcist angiver han indvandring og islamisme som de nye faktorer, der har fået logikken fra koldkrigstiden til at bryde op igen.

Verden ses igen i sort og hvidt, efter et frirum, hvor det var muligt at tage stilling fra sag til sag og løse problemer, som de kom.

"Vi lever jo i en udogmatisk tid," sagde forfatteren Niels Barfoed i et radioprogram netop om Den Kolde Krig. Året var 2000. Hans formulering ramte både tiden på kornet og gjorde det klart, at den - som alle epoker - en dag kunne være forbi. Også selv om den dengang lignede noget, mange nødig ville have skulle slutte. En tid med overskud og klarsyn, hvor gamle fejtagelser kunne erkendes, og man med gamle ideologiske fjendskaber i bakspejlet kunne koncentrere kræfterne om at skabe en bedre fremtid.

Naivt virkede det ikke engang:

"Det var en periode, hvor man kunne tro på, at fornuften havde sejret og at idealer kunne blive til virkelighed," sådan erindrer sociologen og forfatteren Henrik Dahl i dag perioden.

Men kun fem år senere er det igen blevet svært at se verden i farver. Svært at tage stilling til gruppeeksamen, satiriske tegninger, sex og ulighed, uden samtidig at blive taget til indtægt for en hel pakke ideologiske dogmer. Næsten som i 1970'erne, da der med visse synspunkter fulgte hele samlesæt af andre holdninger. Det er blevet let at tage stilling - men svært at trænge igennem med sammensatte budskaber.

Aktuelt ligger den udogmatiske tid med lidt held kun i koma. Men vi skriver nekrologen allerede nu - i håb om, at der ikke for alvor bliver brug for den. Derfor har vi bedt en række danske debattører om bistand til at fastslå, hvad der truer den på livet, for truet, dét er den: Niels Barfoed, Hans Hertel, Hans Hauge, Hanne-Vibeke Holst, Henrik Dahl og Nils Bredsdorff.

Døde den udogmatiske tidsånd ganske enkelt, fordi den var blevet selvfed, lasket og lalleglad, for fyldt af dovne livsstilssygdomme til at tackle verdens reelle problemer? Var det i virkeligheden godt og tiltrængt, at den blev generationsskiftet med frisk ideologi?

Nej, mener alle seks debattører.

"At der kommer mindre tolerance, kan man da ikke regne for godt," fnyser Hans Hertel, Politiken-skribent og litteraturprofessor ved Københavns Universitet.

"Jeg opfatter tolerance som én af de allervigtigste dele af arven fra Oplysningstiden. Nogle har kaldt det værdirelativisme, netop fordi de absolutte og fundamentalistiske standpunkter er vendt tilbage og andre meninger anses for suspekte eller for 'landsforræderi'. Men jeg kalder det respekt og rummelighed," siger Hans Hertel.

Heller ikke forfatteren og feministen Hanne-Vibeke Holst har kunnet få øje på noget samfundsbehov for at stramme op.

"Det er et problem, hvis der er anarki i samfundet, alle kører over for rødt lys og de stærke myrder de svage. Men vi fandt faktisk ud af at tale sammen uden at udråbe hinanden til syndebukke. En ny dogmatisme har kun de mest formørkede og forkrøblede interesse i," mener hun.

Også Hans Hauge, lektor ved Århus Universitet og Jyllands-Postens forkætrede stjernedebattør, beklager, at tiden er blevet mere firkantet, og han i stigende grad afkræves redegørelse for sin egen holdning.

"Alt er fortolkning, og jeg går ind for både-og, ikke enten-eller. Men den position er blevet svær at opretholde, for det kan virkelig ophidse folk i den nye antirelativisme," siger Hauge, der også ser et eksempel på en ny tids alvor i den meget omtalte Kierkegaard-krig mellem Garff og Tudvad.

Efter fire års succes, 35.000 solgte eksemplarer i Danmark og oversættelser til adskillige sprog blev Joakim Garffs Kierkegaard-bestseller SAK i 2004 angrebet af forskerkollegaen Peter Tudvad for manglende research.

"Det dandyistiske, legende og metafiktionelle blev stillet over for tyngde, empiri og alvor," lyder Hauges udlægning.

Nils Bredsdorff mener, at det, der især forplumrer debatten, er en række debattører, der selv mener at have særlig adkomst til sandheden:

"Nu er der en præstegruppe, en lægegruppe, 22 pensionerede ambassadører, flere tidligere toppolitikere og en psykologgruppe. Selvfølgelig må de gerne udtale sig, men ikke med en neutral autoritet, som ikke hører nogen steder hjemme," mener Nils Bredsdorff, tidligere VS'er, mangeårigt redaktionsmedlem på Politisk Revy, i dag bl.a. Greenpeaceaktivist og forskningsbibliotekar ved RUC.

Aktuelt har Bredsdorff på sin egen krop fået den ny fløjmentalitet at føle. Siden han den 12. december i en kronik i Information i ytringsfrihedens navn forsvarede Jyllands-Postens Muhammedtegninger, har forskerkolleger og gamle kampfæller på venstrefløjen i en lind strøm af mails og telefonopringninger advaret ham mod sine 'nye venner' på højrefløjen.

"Mit standpunkt er upassende, fordi jeg hører til på venstrefløjen," mener Bredsdorff, men vred er han også:

"Religiøse pressionsgrupper er ved at lægge hele områder døde for den politiske debat, så religionskritik i bliver uacceptabelt, og præster og imamer kan gøre, som det passer dem. Men det er nu, det religiøse vanvid skal have modstand, og det får de ikke ved, at man taler pænt," mener han.

Han peger på, at fløjkrigen længe har været en realitet i netop indvandrerspørgsmål, hvor højrefløjen så tidligt som i 1980'erne satte sig på dagsordenen. Men den bekymring for islams indflydelse, som især Dansk Folkeparti i dag formulerer, rækker langt i ind i Socialdemokratiet og omfatter mindst 20-30 procent af befolkningen, vurderer Bredsdorff.

På den baggrund anser han det for forkasteligt, at venstrefløjen holder lav profil i hele debatten om islam og demokrati.

"Krarup og Langballe skal da ikke have monopol på at kritisere f.eks. sharia, som har stærkt problematiske træk i forhold til demokrati og f.eks. kvinderettigheder," siger Bredsdorff.

Men når mange nu tilsyneladende beklager den udogmatiske tids bortgang, kunne den så have været forhindret?

Næppe, mener sociologen Henrik Dahl. Med et epoke-syn hentet hos den politiske historiker Eric Hobsbawm lokaliserer han den udogmatiske tid helt præcist til 1991-2001.

"1990'erne var sådan et vægtløst bonus-årti, hvor det 20. århundrede var slut, og det 21. ikke begyndt," påpeger Dahl, der tidligere har beskrevet emnet i en artikel om årstusindskiftet i tidsskriftet Kritik.

Epoker, også ideologiske og holdningsmæssige, hører ifølge Hobsbawm sammen med et internationalt sikkerhedspolitisk arrangement.

I 1991 stod USA efter arvefjenden Sovjetunionens endelige sammenbrud for første gang siden Anden Verdenskrig uden en veldefineret, synlig fjende. Resultatet var en ny lethed og optimisme, som til forveksling lignede begyndelsen til en ny fremtid for en harmonisk menneskehed.

"Den gamle venstrefløj blev universalistisk. Man så optimistiske samfundsfortællinger, som Necroponte og Lomborg, der sagde: 'Det går nok altsammen', mens historien ifølge Francis Fukiyama var slut. Det var fedt, man blev så optimistisk af det," erindrer Henrik Dahl.

For forfatteren Niels Barfoed blev højdepunktet USA's bomber over Bosnien sidst i 1990'erne, hvor stormagten overraskende valgte at beskytte muslimer mod etnisk udrensning fra kristne serbere.

"Magt og ret havde et øjebliks konvergens, men mange på den gamle venstrefløj kunne ikke finde deres egen r..," husker Barfoed, der i dag erkender det udogmatiske som en undtagelsestilstand.

"Sådan kan det i hvert fald se ud."

Også Hans Hertel nævner udtrykkeligt Clinton-æraen - 1992-2000 - som en undtagelsestid:

"Ellers har vi de senere år især importeret nypuritanisme og nationalisme fra USA," siger Hertel, der ser baggrunden for den nye ideologisering i en bredere nykonservativ bølge efter 1960'ernes og 1970'ernes nybrud: I 1979-80 kom Reagan til magten i USA, Margaret Thatcher i Storbritannien og Khomeini i Iran.

"I dag er den muslimske verden rykket nærmere, og Danmark er blevet tættere forbundet med USA," mener Hertel som sit bud på, hvorfor dogmatismen slår igennem netop nu.

Henrik Dahl konstaterer, at angrebet på USA 11. september 2001 reelt indledte en ny sikkerhedspolitisk epoke, da angrebet politisk blev koblet til den islamiske verden og den efterfølgende Bush-doktrin om Ondskabens Akse.

Et nyt fjendebillede var på plads, udvalgte egne af den muslimske verden samt gode, gamle, kommunistiske Nordkorea. En sikkerhedsdagsorden, hvor også Danmark spiller en ny og mere aktiv rolle.

Blandt de lokalt danske symptomer på den nye intolerances æra bed forfatteren Hanne-Vibeke Holst mærke i statsministerens smagsdommertale nytårsdag 2002, hans debut efter valgsejren og regeringsskiftet kort efter netop 11. september. Her vendtes skytset mod professionelle forstå-sig-på'ere, der blev anklaget for ufolkelighed og elitisme.

Men generelt døde de udogmatiske holdninger af skræk efter 11. september, mener Hanne-Vibeke Holst:

"De dogmatiske holdninger, vi ser nu, er et frygtsymptom, hvor man dæmoniserer sine modstandere og umenneskeliggør dem som fjender. Fundamentalister er jo ikke i tvivl, om de selv har ret," siger hun, der understreger, at hun bestemt ikke hylder udviklingen:

"Fundamentalisme handler om at stække folk, så man slår den store sommerparasol sammen og står pænt i sit hylster," siger hun.

Selv har hun dog ikke tænkt sig at rette ind, men stadig fortsat kritisere både muslimske tørklæder og højreorienterede Muhammedtegninger.

Sammen med 11 forfatterkolleger valgte hun desuden fornylig at kritisere tonen i udlændingedebatten.

At velkendt skånselsløse debattører som Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen også tælles på listen over dem, der klager over den hårde tone, finder både Henrik Dahl, Nils Bredsdorff og Hans Hauge provokerende, ja, urkomisk:

"Det er til at dø af grin over. Det svarer til, at Thomas Gravesen skrev et læserbrev om, at 'der bliver tacklet for hårdt i moderne fodbold'," siger Henrik Dahl, mens Hans Hauge mener, at tone-debatten reelt handler om magt:

"Hvis man synes, man har mistet magt, bliver man nervøs for tonen. Når man har magten, kan man ikke høre det," vurderer han, der iøvrigt mener, at Fogh har vundet kulturkampen. "Men den kan hurtigt tabes igen," indskærper han.

Over for disse indvendinger påpeger Hanne-Vibeke Holst forskellen på f.eks. Rifbjergs og Carsten Jensens angreb på navngivne personer, der selv har stukket næsen frem, og på den anden side udlændingedebattens udhængning af hele befolkningsgrupper.

Noget, Hauge dog anser for en del af normalrepertoiret:

"Vi har altid skældt ud på grupper, der ikke eksisterer i virkeligheden, svenskerne, kvinderne, borgerskabet. Men at kritisere en milliard muslimer er ikke et lille mindretal," siger han, der også erindrer, at der altid er blevet klaget over den monologiske Søren Krarups harske tone.

"Det nye er ikke den grove tone, men at den nu stort set er inde i regeringen," siger han.

Venstrefløjsveteranen og samfundsforskeren Nils Bredsdorff mener ganske enkelt ikke, at tonen kan være anderledes:

"Der er voldsomme politiske og sociale modsætninger mellem dem, der bliver og dem, der ikke bliver overhalet af udviklingen. Den politiske kamp er helt reel, og den har aldrig været noget teselskab," siger han, der som de øvrige fem debattører genkender en stor del af 1970'ernes politiske polarisering i nutidens debat.

Dog efter Hans Hertels opfattelse nu med en ekstra dimension: "Den gamle venstrefløjsintolerance ledsages nu ofte af en forbløffende giftig hævnfølelse. Det er tydeligvis payback-time."

Men hvordan lykkedes det de intolerante at erobre dagsordenen fra de mere pragmatiske universalister, der i 1990'erne akkurat nåede at se solen stå op over en omslynget menneskehed?

Nils Bredsdorff ser begyndelsen allerede først i 1980'erne, hvor Fremskridtspartiet, senere Dansk Folkeparti, erobrede indvandrerpolitikken. Efterhånden drejede man det over i et spørgsmål om muslimer:

"De benyttede sig af den overgang, hvor den kulturradikale venstrefløj altid talte pænt," mener han, der også mener, at venstrefløjen og pæne mennesker i det hele taget i alt for høj grad har ignoreret, at mindst en tredjedel af befolkningen reelt er bekymret for indvandringen.

Også Hanne-Vibeke Holst mener, at et hårdt debatklima aftvinger markant stillingtagen: "Vi andre lader os provokere til at blive mindre rummelige. Også fordi det er meget lettere at trække holdninger i automaten end at tage stilling fra sag til sag og på den ene og den anden side," siger hun.

For Henrik Dahl har universalismen et grundproblem med identitetspolitik, som er central for tidens muslimske, kristne og andre 'fundamentalistiske' grupperinger:

"Moderne identitetspolitik som Taleban og Dansk Folkeparti er pr. definition anti-universalistisk. Det handler om at trække grænsen mellem mig og de andre. Plus på min side, minus udenfor, det er ret nemt, ikke?" forklarer Dahl, der også peger på, at intolerante kan 'flyve under radaren' og blive overset af de tolerante. Specielt, hvis de ser uskadelige ud.

"Men forskellen på en kat og en tiger er kun størrelsen."

Dog understreger Dahl, at vejen til en bedre verden ikke er brolagt med identitetspolitik, men med realpolitik og samarbejde:

"Jeg håber, der er rodemikler, grænseoverskridere og udogmatiske mennesker nok til at redde os. Og så må vi have en masse mere hykleri: Folk, der vil bedyre, at de er kristne og muslimer og skam i princippet tager det hele meget alvorligt. Men ikke gør det i virkeligheden."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu