Læsetid: 4 min.

Den nemme krig

Når først sigtekornet er indstillet, kan hverken samvittighedsfulde embedsmænd eller borgere stoppe staten og mediernes krigsmaskine
6. juni 2005

Den 27. februar 1968 sad jeg i et lille lokale på Capitol Hill. Rundt om mødebordet sad Senatets Udenrigspolitiske Komité og hørte en embedsmænd aflægge rapport. Det, jeg husker tydeligst, er en mand med et tykt overskæg og en stemme som sandpapir - raspende og gennemtrængende.

Wayne Morse forfaldt ikke til skønmaleri. Han talte om "tyranniet i at amerikanske drenge bliver dræbt i Sydvietnam, for at vi kan holde fast i magten." Morse kom med et klart og profetisk udsagn: "Vi vil efter min vurdering gøre os selv til den største trussel mod verdensfreden. Det er en skræmmende kendsgerning, og vi bryder os ikke om at se den i øjnene."

I slutningen af 1960'erne kom Daniel Ellsberg frem til en afgørende erkendelse efter at have læst stakkevis af hemmelige dokumenter og nøje overvejet de førstehåndsberetninger, han havde hørt: "På baggrund af alle de rapporter der var lavet om Vietnam siden 1946, så en fremlægning af kendsgerningerne for den siddende præsident - en praksis, som jeg og mine kolleger betragter som vores fornemste pligt og bedste mulighed for at tjene vores land - ikke på nogen måde ud til at kunne afslutte vores krig i og mod Vietnam. Denne konklusion vendte op og ned på de præmisser, der indtil da havde styret hele min professionelle karriere."

Ellsberg fortsatte: "At læse alle de mange analyser og skøn, som efterretningstjenesten havde lavet om Vietnam siden 1946, var det samme som endegyldigt at miste illusionen om at måden at slutte krigen på - eller blot opfylde sine forpligtelser som borger - var at forsyne præsidenten med mere nøjagtige oplysninger. Det virkede som om det eneste, der kunne ændre præsidentens beslutning om at et endeløst, blodigt dødvande var at foretrække frem for "fiasko" i Vietnam, ville være en udefrakommende magts indgriben, der samtidig ville have den positive konsekvens, at ansvaret for begivenhederne blev fordelt på mere end ét land."

Det var ikke særlig svært at invadere og hurtigt få kontrol over små lande som Grenada og Panama, hvor modstanden kunne slås ned med militær magt og løfter om goder til en samarbejdsvillig elite. Bortset fra nogle få uheldige soldater og deres nærmeste familie betragtede de fleste amerikanere disse krige som nemme. I midten af 1980'erne sagde medieforskeren Daniel Hallin, at "frygten for at gentage forløbet i Vietnam så ud til at vige for trangen til at gennemleve den krig i en idealiseret form."

Uanset omstændighederne virkede det som om hver eneste amerikansk krig efter Vietnam-krigen gav amerikanerne chancen for at føre krig på den rigtige måde med mindre kaos, mindre opstandelse og større 'lethed'. Golfkrigen i starten af 1990'erne var efter mange amerikanske soldater og civile amerikaneres mening en luftkrig, og i slutningen af årtiet var det langvarige bombardement af eks-Jugoslavien den højteknologiske arketype på en virkelig dygtigt udført amerikansk krig, der i overvældende grad blev ført fra luften. De rædselsvækkende og vedblivende luftbombardementer under Vietnam-krigen var dog hverken nok til at holde de amerikanske styrker ude af en landkrig eller til at sikre den endelige sejr. Og amerikanere forventer at vinde, hvilket var hovedårsagen til, at præsident George W. Bush havde store problemer med Irak som tema under valgkampen i 2004. Rækken af afsløringer om de løgne, der blev fremført før krigen, blev til en større masse af problematiske oplysninger og fik betydelig politisk betydning efter selve invasionen af Irak, men ville have fået meget lille opmærksomhed, hvis ikke "tingene var gået så galt" (for nu at bruge Paul Krugmans ord).

Når det ikke lykkes "at vinde freden", kan man ikke triumfere for alvor. For alle i Det Hvide Hus og deres allierede i regeringen, medierne, tænketankene osv. gennemgår det politiske problem ved en krig en forandring, efter at Pentagon har overtaget styringen over begivenhederne. Inden da drejer det sig om at få krigen til at fremstå som nødvendig og praktisk. Hvis krigen ikke afsluttes hurtigt og på tilfredsstillende vis, bliver det den øverste ledelses opgave at få en fortsættelse af krigen til at forekomme nemmere eller i hvert fald klogere end et sværdhug gennem den blodige gordiske knude.

Mediedækningen af en krig bliver rutine. Missiler flyver gennem luften, bomberne falder. Tv viser briefingerne live med snakkesalige officerer, farvestrålende kort og grå videoer. Krigen udspiller sig tid lige for øjnene af den amerikanske offentlighed - og meget langt væk.

Når et land, især et demokrati, går i krig, får befolkningens samtykke krigsmaskinen til at glide nemmere. Stilhed er bidrager væsentligt til et samarbejde, men det krigsførende system insisterer ikke på stilhed eller enighed. Selvbeherskelse alene er tilstrækkeligt.

"Enhver, der har magten til at få dig til at tro på absurditeter, har magten til at få dig til at begå uretfærdigheder," skrev Voltaire. Citatet bliver af og til skrevet om: "Så længe folk tror på absurditeter, vil de blive at begå grusomheder." 250 år senere er Voltaires ord sørgeligt relevante. Som en klog kliché lyder, er sandheden det første offer i en krig. Samvittigheden er det næste.

Når først det enorme medieapparat opererer under en krig, bliver den samvittighedsfulde, afvigende holdning ikke fundet egnet til medierne. For mange amerikanere er afstanden mellem det, de tror på og det, de ser på deres tv-skærme, det samme som afstanden mellem deres sande jeg og deres angstfyldte passivitet.

Samvittighed findes hverken på militærets radarskærm eller på tv, men det er ikke embedsmændene og tv-nyhederne, der definerer samvittighedens grænser og muligheder. Det gør vi selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her