Læsetid: 4 min.

En neo-intellektuel

23. juli 1998

Sociologien har, som alle videnskaber, den funktion at afsløre skjulte ting, sagde Pierre Bourdieu i den meget omtalte tv-forelæsning, der for nylig er udkommet i bogform (på dansk under titlen "Om TV"). Det er vigtigt at fastholde, at Bourdieu, der er steget til tops som Frankrigs nye venstre-intellektuelle ypperstepræst, er sociolog, for det er et udgangspunkt, der garanterer en maksimal afstand til praktisk politik.
Sociologien demonterer og udforsker samfundets mekanismer, og den sociologisk inspirerede analyse af det politiske liv munder let ud i konstateringer
i retning af, at demokratiet er en illusion eller en
fiktion. Navnlig i 1970'erne blev det moderne i den intellektuelle (yderste) venstreopinion at påvise, at det vi kalder demokrati i virkeligheden ikke har noget at gøre med folkestyre eller "folkets suverænitet".
Dette er ikke lige netop Bourdieus ærinde, når han i dag med aggressiv veltalenhed angriber det regerende "plurielle venstre" i Frankrig og organiserer en gruppe (snarere end en bevægelse, endsige et parti) af venstreintellektuelle. Men der er alligevel et ekko af 1970'erne i kritikkens radikalitet og afstanden til de venstrepartier, der - følgende en naturlov - rykker ind mod midten i det øjeblik, de har regeringsmagten.
I en artikel i Le Monde fornylig, underskrevet af fem intellektuelle fra gruppen Raison d'agir med Bourdieu i spidsen, mindes regeringskoalitionen om, at "venstreflertallene har styret ud i katastrofen, hver gang de har villet føre deres modstanderes politik og antaget deres vælgere for idioter med hukommelsestab".
I et svar har historikeren Alain Bergounioux (medlem af Socialistpartiets ledelse og derfor ikke "intellektuel" i den hævdvundne franske betydning...) beskyldt Bourdieu for at genoplive den gamle modsætning mellem "formelt demokrati" og "reelt demokrati", hvis farlige sterilitet man kender alt for godt. Det repræsentative demokrati har sine vanskeligheder, som hører til selve demokratiets væsen, men de fortjener "et andet svar end foragt", skriver han.

Man kan mene, at Bourdieu overser alle nuancer mellem regeringen Jospin og den foregående højre-regering, men at han i øvrigt har ret i sin kritik af den fremherskende neoliberalisme, markedskræfternes diktatur, valutaunionens overherredømme, den voksende ulighed og den udeblevne eller halvhjertede kamp mod arbejdsløshed, udstødelse og fattigdom. Og Bourdieu og hans gruppe er langtfra ene om denne kritik. Men det er også rigtigt, at der er noget sterilt og repetitivt over den måde debatten foregår på i Frankrig, en fornemmelse af "déjà vu" og dialog mellem døve.
Det er - paradoksalt - som om afstanden mellem det intellektuelle venstre og den praktiske politik bliver særlig stor i det øjeblik de intellektuelle påtager sig en direkte politisk aktivitet. Deres traditionelle rolle var at påvirke opinionen ud fra den autoritet, som de havde i kraft af en høj status inden for deres eget (ikke-politiske) felt, et ry for intellektuel hæderlighed - og en vis berømmelse. Det er omtrent de kriterier, de to historikere Michel Winock og Jacques Julliard bruger i deres store "blå bog" over de franske intellektuelle, når de definerer en "intellektuel" i den særlige franske betydning.
Bourdieus samfundsmæssige aktiviteter siden 1995 betegner en ny mobilisering af intellektuelle, og spørgsmålet om den intellektuelles engagement har fået ny aktualitet. Det er almindeligt kendt, at der er en speciel fransk tradition på dette område - med Voltaire, Hugo og Zola som de store historiske navne. Det er hævet over diskussion, at Bourdieu opfylder alle betingelser for at spille en rolle som førende intellektuel røst, og det 20. århundredes historie har også til fulde bekræftet, at (de) intellektuelle har en positiv, til tider nødvendig rolle at spille som nationens samvittighed og som fortaler for taberne i samfundet.
Det gælder også uden for Frankrig. I Tyskland har Günter Grass spillet en rolle, der svarer godt til den traditionelle franske intellektuelle - bortset fra, at han en overgang var aktiv i SPD, en partipolitisk rolle, der er fremmed for den intellektuelle i den gængse betydning. Men det er tvivlsomt,om "den franske model" har almen gyldighed (det sære ved modeller er, at de for det meste ikke egner sig til efterligning...). Frankrig er et land med særlig store afstande - mellem elite og folk, mellem ideologiske udgangspunkter. Et land, hvor de store milepæle har karakter af konfrontation og revolution mere end af konsensus og dialog.

I årtier efter den Anden Verdenskrig var kommunismen det store referencepunkt for de intellektuelles placering. Kommunismens prestige holdt sig længe, og sidst i 1970'erne kunne nogle unge franske intellektuelle pludselig skaffe siget sensationelt ry som "nye filosoffer" ved at fordømme marxismen. Den franske debat kan således i lange perioder være forbløffende insulær, og de intellektuelles engagement udmærker sig ikke altid ved seriøsitet. Heldigvis kræver ingen, at de skal være fuldkomne. Jean-Paul Sartre, der gennem årtier var det dominerende navn, var ubestrideligt stor i sine bedste stunder, men også interessant på grund af sine fejltagelser.
Fra Zola til Sartre til Bourdieu - den intellektuelles rolle er skiftende, hvad Bourdieu selv har understreget. Der er også forskel på en romanforfatter og en sociolog i rollen som samfundskritiker - den første er amatør, den anden professionel. Men professionalismen gør ikke nødvendigvis debatten mere frugtbar.B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu