Læsetid: 5 min.

Neokonservative erkender fiasko

Det storladne projekt om at sikre permanent, globalt amerikansk hegemoni er strandet på den mislykkede tvangsdemokratisering af Irak, erkender stadig flere af projektets bagmænd
10. marts 2006

WASHINGTON - Det har krævet over tre år, kostet titusinder af mennesker livet (deraf 2.100 amerikanere) samt 200 mia. dollar af de amerikanske skatteydermidler at føre Irak frem til det stade, hvor det er i dag: et fuldstændigt kaos, der balancerer faretruende på kanten af en åben borgerkrig. Men først nu er de neokonservative ideologer, der i sin tid solgte dette katastrofale projekt til USA, begyndte at få disse tre små ord over deres læber: Vi tog fejl. Eftertanken er ved at brede sig hen over hele det konservative spektrum - lige fra William Buckley, ærværdig chefredaktør for The National Review til Andrew Sullivan, tidligere redaktør for New Republic og nu en indflydelsesrig kommentator og blogskribent.

Den 'aristokratiske' konservative klummist George Will, der fra starten af var skeptisk over for Irak-krigen, kan nu dystert konstatere, at alle tre medlemmer af den oprindelige 'Ondskabens Akse' - ikke blot Iran, men også Nordkorea og Irak - "i dag er langt farligere, end da dette begreb blev defineret i 2002".

Hverken Buckley eller Sullivan vil dog gå så langt som til at mene, at beslutningen om at styrte Saddam Hussein i sig selv var forkert. Problemet er, at "denne udfordring krævede større ressourcer, end Bush kunne stille til rådighed", erkender førstnævnte og konkluderer: "USA's målsætning i Irak har lidt nederlag."

For Sullivan er det aktuelle kaos frem for alt et vidnesbyrd om den overdrevne amerikanske tiltro til egen formåen, der udspringer af lige dele arrogance og naivitet. Men også han fastholder i en kommentar i nyhedsmagasinet Time i denne uge, at alt ikke nødvendigvis er tabt.

Massiv faneflugt

Af alle kritiske røster går ingen så vidt og dybt i sin selvransagelse, som Francis Fukuyama gør i sin kommende bog Democracy, Power and the Neo-Conservative Legacy, der angiveligt bliver et sønderlemmende opgør med neokonservativmens ideologiske arvegods, som Fukuyama betegner som "forgiftet i fatal grad".

Dette er ikke bare et holdningsskift, men faneflugt i massiv skala. Fukuyama var trods alt den mest prominente af de intellektuelle, som i 1997 satte deres underskrift på Project for the New American Century (PNAC) - grundlæggelsesmanifestet for den neokonservative lære, der i årene siden da er blevet doceret af folk som William Kristol, redaktøren af Weekly Standard, der hurtigt blev den neokonservative bevægelses hoforgan.

Projektet fremlagde det ambitiøse mål en gang for alle at cementere USA's sejrrige udgang af Den Kolde Krig som verdens suveræne og eneste sande supermagt. Dette skulle opnås ved aktivt at udfordre ethvert regime, der var fjendtligt stemt over for amerikanske interesser og ved at fremme "frihedens og demokratiets sag" overalt i verden. Målet var at etablere "en international orden, der optimerede trivselsvilkårene for vores sikkerhed, velstand og værdier". Krigen imod Irak, der blev søgt retfærdiggjort med de tvivlsomme påstande om Saddams masse-ødelæggelsesvåben, skulle være selve prøvestenen for denne teori. Alt dette har nu vist sig at være tragisk selvbedrag, erkender Fukuyama.

Men var det ikke samme Fukuyama, som i sit tiljublede værk Historiens slutning og det sidste menneske hævdede, at hele verden i det lange løb var fastlåst på sikker kurs imod den universelle triumf for det liberale og markedsøkonomiske demokrati? Jovist. Men i samme bog, minder han om i dag, slog han også fast, at processen ville forløbe gradvis og nødvendigvis måtte tillades at udfolde sig i sit eget tempo.

Men ikke blot blev de neokonservative grebet af utålmodighed. De begik også den fejl at tage for givet, at et almægtigt Amerika kunne tiltros den opgave at udøve et 'velvilligt hegemoni'. En tredje fejl var den grove og demagogiske overdrivelse efter 11. september af truslen fra militant islam, der blev drevet igennem for at retfærdiggøre den tvivlsomme 'slå først'-doktrin om præventiv krig.

Selvmodsigelse

Endelig var der den grelle selvmodsigelse mellem de neokonservatives aversion imod statsindblanding i nationale forhold og deres næsten troskyldige barnetro på USA's evne til at iværksætte og bedrive massiv social ingeniørkunst i vildt fremmede og helt anderledes indrettede lande som Irak.

Endnu er der dog neokonservative, som er ganske upåvirkede af al kritik og selvransagelse og fortsat holder deres ideologiske fane højt. I seneste nummer af Weekly Standard går Kristol således skarpt i rette med Fukuyama for at have mistet sit mod - og for at være ligeglad med, om resten af verden "går ad helvede til", hvis bare USA selv kan gå fri. Og Christopher Hitchens håner Fukuyama for at "købe de halshuggende fanatikeres påstand om, at de er det uundgåelige svar på de amerikanske brølere og excesser" og for at længes efter en tilbagevenden til Kissinger-æraens realisme i udenrigspolitikken.

Væk fra inderkredsen

Det faktum, der imidlertid står tilbage, er, at de underskrivere af PNAC, der senere skulle blive Bushs håndgangne mænd, i dag næsten alle er væk fra præsidentens inderkreds. Paul Wolfowitz er blevet forflyttet til Verdensbanken og forholder sig i dag totalt tavs om det kaos, han bidrog med så stor iver for at skabe. Richard Perle er i dag tilsyneladende forsvundet helt ud af den politiske scene. Og Lewis Libby er i mellemtiden trådt tilbage som vicepræsident Dick Cheneys stabschef for at fokusere al sin energi på at undgå fængsel i en bedragerisag. Endnu en af underskriverne, Zalmay Khalilzad, er i dag amerikansk ambassadør i Irak.

Men i denne uge måtte også han - der er af afghansk afstamning og den eneste neokonservative fra den muslimske verden - indrømme, at invasionen har åbnet en Pandoras æske, der kan få Irak-konflikten til at forplante sig til hele Mellemøsten.

De, som er blevet siddende i regeringen - i første række Dick Cheney og Donald Rumsfeld - er ikke så meget neokonservative som 'hobbesianske unilateralister', der mest er optaget af at beskytte og fremme USA's nationale interesser i en lovløs og voldelig verden, uanset hvilke metoder det måtte kræve. Det er på George W. Bushs læber, at neokonservatismen overlever mest åbenlyst - i præsidentens næsten religiøse engagement i den udbredelse af 'frihed og demokrati', som han forkynder dagligt og med størst overmod i sin anden indsættelsestale fra 2005, hvori han svor at udrydde al tyranni fra Jorden - intet mindre.

Men selv den ekstravagante retorik fra hin iskolde januardag kan ikke fordunkle den bitre ironi i USA's Irak-eventyr. Gennemtvingelsen af en doktrin byggende på amerikansk magts formodede grænseløshed har ikke udrettet andet end at blotte den selvsamme magts grænser.

Således belært stræber Fukuyama nu efter at moderere idealismen i den neokonservative doktrin med en accept af, at nogle ting nu ikke engang er så lette at ændre på, hvilket USA må besinde sig på i sin udenrigspolitiske handlen fremover. Han taler i den forbindelse om et holdningsskift til 'realistisk wilsonisme'. En bedre betegnelse kunne være neorealisme. Og hvis det kan få et smil til at bryde frem i en vis herre med tung tysk accent og en fortid som realismens amerikanske ypperstepræst - hvem kan så bebrejde ham det?

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her