Læsetid: 2 min.

Nero og dværgen

Hadet mellem den franske indenrigsminister og den franske premierminister er skiftevis brændende, skiftevis iskoldt
21. marts 2006

PARIS - Et ubændigt had eksisterer imellem den franske regerings nr. 1. og nr. 2, hævdes det i en ny bog. Indenrigsminister Nicolas Sarkozy er overbevist om, at premierminister Dominique de Villepin er opsat på at ødelægge hans politiske liv ved falske korruptionsanklager. Og hvad mere er: Forfatteren Franz-Olivier Giesbert, fhv. chefredaktør af avisen Le Figaro, antyder, at mistanken er velbegrundet.

Villepin afskyr den diminutive Sarkozy og hans selvbevidste tiltro til at være den naturlige leder af Frankrigs borgerlige fløj. Privat omtaler han ham altid som le nain ('undermåleren') eller le nabot ('dværgen').

Giesbert, der er i dag redaktør for ugemagasinet Le Point, karakteriserer det had, der hersker mellem Sarkozyy og Villepin som som skiftevis brændende, skiftevis iskoldt.

Ifølge bogen skal Sarkozy have hvæset af Villepin: "Hvis du vil af med mig, er du nødt til at bruge kniv."

Bogen - La Tragédie du Président - er en analyse af Jacques Chiracs brølere igennem 20 år, men i fransk offentlighed har interessen mest rettet sig imod dens afsløringer af det hadefulde forhold mellem Villepin og Sarkozy. Det gælder navnlig den såkaldte Clearstream-affære fra 2004, der syntes at implicere Sarkozy, da denne i et anonymt brev sendt til en undersøgelsesdommer blev beskyldt for have hemmelige bankkonti i Luxembourg i et anonymt brev sendt til en undersøgelsesdommer.

Da de Villepin hørte om brevet, skal han have ringet til den daværende premierminister, Jean-Pierre Raffarin, og jublet: "Den er hjemme! Vi har ham!" Han lod også oplysningen lække til pressen. "Sarkozy er færdig! Denne skandale kan han ikke overleve", sagde han i den forbindelse.

Villepin, som dengang var indenrigsminister, beordrede sagen efterforsket af en særlig enhed under sit ministerium, Direction de la surveillance du territoire (DST), hvilket imidlertid gav bagslag, da DST's efterforskere fandt frem til, at brevet afsender var en velkendt diplomatisk og finansiel rådgiver - og nær ven af Villepin.

Siden han i juni sidste år blev udnævnt til premiereminister har 52-årige Villepin været mere forvisset end nogensinde om, at det er hans skæbne at styre Frankrig, hævder bogen. Hans ufolkelig baggrund som karrierebureaukrat ser han kun som en fordel. "Frankrig holder at blive taget," citeres han for at sige. "Det er som en kløe i nationens lænder. Den mand, der forstår at vinde næste valg, bliver ikke en karrierepolitiker, men en fribytter og marodør. Sarkozy vil aldrig kunne besvangre Frankrig. Han er en billig flirt, der ikke har noget i bukserne"

Men nu står hovmod måske for fald. Villepin, der af præsident Chiracs kone Bernadette er blevet kaldt Nero efter den storhedsvanvittige romerske kejser, må i disse dage se sine præsidentambitioner fortone sig, efter at have presset en upopulær arbejdsmarkedsreform igennem. Resultatet: studenteruroligheder, der bringer scener fra maj '68 i erindring og opinionstal, der styrtdykker.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her