Læsetid: 3 min.

Netanyahus Rubicon

1. april 1998

I dysten mellem Benjamin Netanyahu og Yassir Arafat om USA's og den internationale opinions gunst er det ikke svært at se, hvem der hele tiden spiller de bedste kort ud. Gårsdagens begivenheder demonstrerer det til fulde.
Mens den palæstinensiske leder besøgte Anne Frank-museet i Amsterdam, stillede Netanyahu sig op på en lille bakkeknold i en jødisk bosættelse på Vestbredden og affyrede følgende budskab til Washington: "Vi er ikke nogle godtroende fjolser. Vi forærer ikke noget væk uden at få noget tilbage."
Denne salve vil næppe blive modtaget med kyshånd af præsident Bill Clinton, når han vender hjem fra sin Afrika-rejse torsdag og står over for sin hidtil sværeste beslutning i Mellemøsten. Skal han bryde med traditionen og lægge pres på Likud-regeringen ved at offentliggøre den amerikanske plan for Israels tilbagetrækning fra Vestbredden? Eller skal USA simpelthen skippe sin mæglerrolle i fredsprocessen?
Indtil det sidste havde Clinton håbet, at Netanyahu ville tage modet til sig og krydse Rubicon-floden. Derfor gik USA's præsident med til at ekspedere Dennis Ross, den særlige Mellemøst-udsending, endnu en gang til regionen i sidste weekend i et fortvivlet forsøg på at finde fælles fodslag mellem israelerne og palæstinenserne om den anden tilbagetrækning af tropper fra Vestbredden. Efter alt at dømme fortalte Arafat Ross, at USA's forslag om en rømmelse af 13 pct. af territoriet og en fastfrysning af jødiske bosættelser på Vestbredden og i Øst-Jerusalem ikke var, hvad han havde sat næsen op efter, men hvis Netanyahu gik med til det, ja så ville han ikke stille sig på bagbenene.

Det israelske kabinet var rødglødende af raseri. En anonym kilde fortalte avisen Haaretz, at alle ministre står sammen skulder ved skulder, når USA begynder at blande sig i Israels sikkerhed. Kun israelere skulle være kvalificerede til at tage beslutninger
desangående. Så regeringen stod fast ved sit forslag
om at rømme 9 pct. af de besatte områder og krævede som modydelse, at Arafat reducerer sit politikorps, afvæbner Hamas-medlemmer og overgiver alle mistænkte terrorister til Israel. Det vil han ikke, med mindre palæstinenserne får mere territorie. Arafats krav er 30 pct. - i overenstemmelse med Oslo-aftalen.
Ross' mission kan blive en pr-fiasko for Israel. "Hårdknuden i fredsforhandlingerne mindsker håbet for fred i Mellemøsten," sagde Ross inden sin tilbagerejse til Washington. Udenrigsministeriets talsmand James Rubin lagde kortene på bordet: "Vi befinder os i en fortvivlet situation." Og i en tale til ledere fra USA's jødiske samfund sagde Madeleine Albright, at hun er "frustreret."
Ingen af de tre amerikanske diplomater nævnte navne, men bag anonymitetens dække lægger embedsmænd i Washington ikke skjul på, hvem de bebrejder - nemlig Netanyahu. Clintons uendelige tålmod med Netanyahu ser ud til at være sluppet op. De to politikere har aldrig kunnet godt sammen, og kun et konstant pres fra en række jødiske organisationer i USA - men langt fra alle - har afholdt Clinton fra at lægge mere pres på israeleren.

Den jødiske stemme har altid vejet tungt for det demokratiske parti, og vicepræsident Albert Gore kan ikke risikere at miste finansiel støtte, inden han lancerer sin præsidentkampagne efter midtvejsvalget i november. Men et voksende antal jødiske grupper er så foruroligede over Likud-regeringens kompromisløse linie, at de tilsyneladende ikke vil modsætte sig et amerikansk kursskifte, blot det ikke bliver for radikalt. De ved, at et flertal af den israelske befolkning støtter det amerikanske forslag, at 71 pct. ønsker et mere direkte engagement fra Clintons side, og at 81 pct. helst ser et to-mandsmøde mellem Arafat og Netanyahu i Camp David.
Men Clinton vil nok tøve med at gå for radikalt til værks. Han har brug for de republikanske lederes støtte, hvis sex-skandalerne ender med en rigsretssag. Det er en politisk svaghed, Netanyahu forstår at udnytte. Den amerikansk-uddannede israeler føler ingen kvaler ved at blande sig i USA's indenrigspolitik og har derfor sendt en strøm af lobbyister til Kongressen for at vinde Clintons modstandere over på sin side.
Det nummer kan Arafat ikke gøre efter. Da palæstinenseren sidst var i USA, blev et planlagt besøg på US Holocaust Memorial Museum i Washington i sidste øjeblik standset af museumsdirektøren. Det skabte forargelse i jødiske kredse. Kort efter blev direktøren fyret af museumsbestyrelsen. Arafat har nu en stående invitation til at lægge vejen omkring næste gang. Gårsdagens rundvisning i Anne Franks hus ses som det første skridt i uddannelsen af Arafat. "Først når han besøger Yad Vashem i Jerusalem vil freden endelig være undervejs," sagde Efraim Zuroff fra Simon Wiesenthal Centret. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu